Mødedato: 23.09.2025, kl. 16:00
Mødested: Københavns Rådhus

Ansøgninger til Nattelivspuljen

Se alle bilag

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Nattelivsudvalget tager stilling til ansøgningen fra Røde Kors Hovedstadens Samariterkorps om 200.000 til projektet ”Røde Kors i Nattelivet – tryghed og førstehjælp i København Indre by”,
  2. at Nattelivsudvalget tager stilling til ansøgningen fra foreningen Kvinder i Kunst om 50.000 kr. til projektet ”Kitty Cat Call”,
  3. at Nattelivsudvalget tager stilling til ansøgningen fra Wessels Kro om 68.000 kr. til projektet ”Kulturarv i nattelivet – Historisk vægmaleri og åbningsarrangement”.

Problemstilling

Som en del af Nattelivsudvalgets opgaver og leverancer, jf. udvalgets kommissorium, skal udvalget bevilge støtte fra Nattelivspuljen til forsøg og indsatser i Københavns natteliv.

I 2025 uddeles puljen på følgende møder i Nattelivsudvalget:

  1. Møde den 20. februar 2025 (ansøgningsfrist den 24. januar 2025)
  2. Møde den 7. maj 2025 (ansøgningsfrist den 4. april 2025)
  3. Møde den 23. september 2025 (ansøgningsfrist den 22. august 2025)

Der er afsat 1 mio. kr. til uddeling af Nattelivspuljen i 2025. I november 2024 besluttede Nattelivsudvalget at afsætte 75.000 kr. til en workshop ifm. den offentlige høring af udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025. På udvalgsmødet 7. maj 2025 besluttede Nattelivsudvalget at meddele tilsagn på en ansøgning fra Coexist på 172. 000 kr. til projektet ”Skabelse af trygge byrum for udsatte kvinder i Vesterbros natteliv”.

Restbeløbet i Nattelivspuljen til uddeling i september 2025 er således 753.000 kr.

Kriterier for behandling af ansøgninger

Af kommissorium for Københavns Nattelivsudvalg fremgår det, at ansøgningerne skal vurderes på baggrund af en række vejledende kriterier. De vejledende kriterier er følgende:

  • Der lægges vægt på, at ansøgningens formål er i overensstemmelse med visionen i den gældende restaurations- og nattelivsplan i Københavns Kommune.
  • Ansøgninger med 50 pct. medfinansiering fra nattelivets aktører vil blive prioriteret, men kriteriet kan fraviges, såfremt ansøgningen gælder realisering af et konkret initiativ i den gældende restaurations- og nattelivsplan.
  • Medfinansiering kan komme fra alle nattelivets aktører samt puljer af initiativer i København. Medfinansiering kan også udmønte sig i arbejdstimer.
  • Der vil blive lagt vægt på, om ansøgningen er indgivet af en lokal indsats-gruppe til løsning af konkrete udfordringer lokalt i nattelivet.

Efter beslutning ved skriftlig votering i Nattelivsudvalget i marts 2024 er det tilføjet til vejledning om ansøgning til Nattelivspuljen (kk.dk), at udvalget i vurderingen af ansøgningerne prioriterer:

  • Ansøgninger til projekter/indsatser, der har et bredt sigte og kan bidrage til en positiv udvikling af nattelivet i København. Enkeltstående arrangementer kan støttes, hvis de forventes at skabe en varig effekt og ikke blot giver bedre forhold for deltagerne til det enkelte event.
  • Ansøgninger til projekter/indsatser, der bidrager med at frembringe data og viden nattelivet i København til gavn for udvikling af nattelivsområdet.
  • Ansøgninger til projekter/indsatser, der bidrager med anbefalinger og konkrete værktøjer til udvikling af nattelivet i København.
  • Ansøgninger til projekter/indsatser, som skabes i samarbejde på tværs af forskellige aktører i Københavns natteliv.

Løsning

Efter ansøgningsfristen den 22. august 2025 har forvaltningen i alt modtaget tre ansøgninger til Nattelivspuljen:

  1. Ansøgning fra Røde Kors Hovedstadens Samariterkorps til projektet ”Røde Kors i Nattelivet – tryghed og førstehjælp i København Indre by” (bilag 3.1)
  2. Ansøgning fra foreningen Kvinder i Kunst til projektet ”Kitty Cat Call” (bilag 3.2)
  3. Ansøgning fra Wessels Kro til projektet ”Kulturarv i nattelivet – Historisk vægmaleri og åbningsarrangement” (bilag 3.3)

Projekternes indhold, budget samt forvaltningens bemærkninger til ansøgningerne er beskrevet i nedenstående afsnit.

Ansøgning 1: Røde Kors Samariterkorps søger om 200.000 til projektet ”Røde Kors i Nattelivet – tryghed og førstehjælp i København Indre by”

Resume

Røde Kors Hovedstadens Samariterkorps søger 200.000 til projektet ”Røde Kors i nattelivet – tryghed og førstehjælp i København Indre By”. Formålet er at øge trygheden, styrke den akutte førstehjælpsindsats samt aflaste politi og ambulanceberedskab. Samaritterne patruljerer i Indre Bys natteliv, og er uddannede til at yde førstehjælp ved ulykker, skader eller utrygge situationer. Indsatsen koordineres tæt med bl.a. politiet, Natteværterne og restauratører. Midlerne skal anvendes til afvikling af 15 vagter fra september til december 2025, herunder i perioden med julefrokoster, J-dag samt nytårsaften. En samlet evaluering på projektet forventes afleveret til Københavns Kommune i januar 2026. Ansøgningen fra Røde Kors fremgår af bilag 3.1.

De ansøgte midler fra Nattelivspuljen skal finansiere:

  • Frivilligtidskompensation: 108.000 kr.
  • Drift af mobil behandlerenhed: 45.000 kr.
  • Forbrugsmaterialer og medicin: 15.000 kr.
  • Evaluering og rapport: 15.000 kr.
  • Uforudsete udgifter: 17.000 kr.

Uredigeret projektbeskrivelse fra ansøger:

"Røde Kors Hovedstadens Samariterkorps vil styrke trygheden i nattelivet i Indre By med en mobil og synlig førstehjælpsindsats. Røde Kors Hovedstadens Samariterkorps planlægger 15 operative vagter i perioden.

Røde Kors Samaritterne vurderer tilskadekomne i forhold til videre behandling eller hjemsendelse, hvilket aflaster beredskabet og øger trygheden. Indsatsen sker ved beredskabsvagter og tilstedeværelse i højt belastede weekender.

Projektet er udviklet i tæt dialog med Københavns Kommunes Natteværter og Region Hovedstadens præhospitale enheder. På vagtdage kontakter 1-1-2 Københavns Kommunes Natteværter, som derefter rekvirerer Røde Kors Samaritterne. Ligesom Røde Kors Samaritterne kan kontaktes direkte af patienter og andre samarbejdspartnere.

Projektet er allerede afprøvet. Fra 16. maj til nu har vi gennemført 16 operative nattevagter og dækket højt belastede begivenheder som Distortion, Copenhagen Pride, skolestart og skoleslut." 

Forvaltningens bemærkninger

Den angivne medfinansiering er 200.000 kr. Det bemærkes, at der i medfinansieringen indregnes 115.000 kr. til ’frivilligt timeforbrug’, som allerede er anvendt i forbindelse med pilotfasen af projektet. De resterende 85.000 udgør finansiering af uniformering, udstyr, transport og administration.

I budgettet fremgår posten frivilligtidskompensation på 108.000 kr. På anledning af henvendelse fra forvaltningen oplyser ansøger, at beløbet dækker den økonomi, som samariterkorpset ville have kunne have indtjent ved opstilling til events, festivaler mv., som der normalt tages betaling for i perioden for projektet.

Ansøger oplyser at projektet er afprøvet med en pilotfase fra maj 2025 til august 2025, hvor 16 vagter blev gennemført i samarbejde med Natteværterne og øvrige interessenter. Ansøger bemærker, at indsatsen bl.a. har sparet minimum seks ambulancekørsler og styrket samarbejdet med Natteværter, dørpersonale, Vagtcentralen, Natteravne og politi jf. erfaringsopsamling, bilag 3.1.

Projektet imødekommer visionen om værtskab i nattelivet i Restaurations- og Natte-livsplan 2021 samt planens fokus på tryghed i nattelivet. 

Forvaltningen bemærker endeligt, at Nattelivsudvalget den 19. februar 2024 gav afslag på en ansøgning fra Frivilligenheden i Hovedstadens Beredskab, der søgte 240.000 kr. til opsætning af en mobil samaritstation i nattelivet. Det bemærkes, at Hovedstadens Beredskab udgør en offentlig myndighed. 

Ansøgning 2: Kvinder i Kunst søger om 50.000 til projektet ”Kitty Cat Call”

Resume

Foreningen Kvinder i Kunst søger Nattelivspuljen om 50.000 kr. til projektet ”Kitty Cat Call”, en kampagne med formålet om at belyse såkaldt ’cat calling’ (uønsket seksuel opmærksomhed) i nattelivet. Kampagnens omdrejningspunkt er en musikvideo, som skal udgives via sociale medier. Ansøger planlægger derudover samarbejder med natklubber og relevante organisationer om deltagelse i kampagnen via ophæng af plakater og afholdelse af et lanceringsarrangement. Musikvideoen forventes optaget og færdiggjort i september-november 2025. Udgivelse af musikvideo, print af plakat og lanceringsarrangement gennemføres i december. Ansøgningen fra Kvinder i Kunst fremgår af bilag 3.2

Midlerne fra Nattelivspuljen skal finansiere:

  • Aflønning af produktionshold samt forplejning og transport i forbindelse med optagelse af musikvideo: 50.000 kr.

Uredigeret projektbeskrivelse fra projektholder:

”Du er i byen og gir den gas på dansegulvet sammen med dine venner. Pludselig mærker du et par hænder på dine hofter og en fremmed stemme visker dig i øret, at du ser liderlig ud… I baren er der en der gerne vil købe dig en drink, fordi du har flotte bryster… På vej hjem råber en mand efter dig på gaden og du ender med at løbe hele vejen hjem.

i 2024 viser en undersøgelse fra VIVE, at omkring 2 ud af 3 danskere (16-50 år) har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, inden for det seneste år. Yngre kvinder er særligt udsatte, hvor 53% af kvinderne på 16-17 år har været udsat for adfærd, der har karakter af seksuel tvang. Tallene taler for sig selv og når alkohol rammer blodet, udviskes grænser endnu mere. Uønsket seksuel opmærksomhed, gør at mange unge kvinder føler sig utrygge, når de befinder sig i det Københavnske natteliv. Det vil vi gerne være med til at lave om på med denne kampagnefilm mod catcalls.”

Forvaltningens bemærkninger

Ansøger oplyser, at der ydes medfinansiering via forberedelsestimer til alle elementer af kampagnens udførsel. Ansøger oplyser derudover, at der er ansøgt om i alt 51.300 kr. fra Koda (PR-puljen), Trygfonden, Dansk filmfotograf forbund samt Dansk Musiker Forbund (51 pct. af det samlede budget).

Forvaltningen har kontaktet ansøger med henblik på en opklaring af en række spørgsmål i forhold til projektets finansielle realisering, samarbejde med andre aktører samt kampagnens konkrete elementer. Spørgsmål og svar fremgår sidst i bilag 3.2. Nedenfor fremgår en opsummering. 

  • Mulighed for realisering af projektet via andre fonde/puljer: En tilbagemelding fra nævnte fonde/puljer forventes start oktober. Såfremt der ikke opnås finansiering, gennemføres projektet i en nedskaleret version (kortere video, intet printmateriale, begrænset kampagneaktivitet via sociale medier).
  • Samarbejde med andre aktører: Ansøger har gennem opstarten af projektet samarbejdet med aktørerne ((SOUND)) og Rytmisk Musik København. Ansøger har pt. dialog med Unge Ravne, Den Anden Side og Kh Underlivet (podcast) om samarbejde ang. lanceringsarrangement.
  • Kampagnens konkrete elementer: Projektet gennemføres i tre faser: 1) Optagelse af musikvideo, 2) lanceringsarrangement med fokus på ’cat calling’, flirt og grænser i nattelivet gennem oplæg fra kunstnere, eksperter og influencere og 3) udgivelse af musikvideo på sociale medier, herunder via samarbejdspartneres kanaler.

Kampagnens formål understøtter visionen om et natteliv uden diskrimination og grænseoverskridende adfærd i både den gældende og den kommende Restaurations- og Nattelivsplan 2025.

Ansøgning 3: Wessels Kro søger om 68.000 kr. til projektet ”Kulturarv i nattelivet – Historisk vægmaleri og åbningsarrangement”

Resume

Wessels Kro søger Nattelivspuljen om 68.000 kr. til projektet ”Kulturarv i nattelivet – Historisk vægmaleri og åbningsarrangement”. Værtshuset Wessels Kro, beliggende i Indre By, vil skabe et vægmaleri i kroens lokaler med det formål at formidle kroens historie. Maleriet udføres af kunstner Thomas Pålsson i august-september og offentliggøres ved et åbningsarrangement i oktober-november 2025. Arrangementet vil bl.a. bestå af oplæg fra en historiker om kroens betydning for nattelivet i København i 1700-tallet. Den fulde ansøgning fra Wessels Kro fremgår af bilag 3.3.

Midlerne fra Nattelivspuljen skal finansiere:

  • Aflønning af kunstner: 50.000 kr.
  • Materialer til maleri: 5.000 kr.
  • PR og kommunikation (produktion, tryk, sociale medier): 5.000 kr.
  • Aflønning af historiker til oplæg: 5.000 kr.
  • Aflønning af fotograf: 3.000 kr.

Uredigeret projektbeskrivelse fra ansøger:

”Wessels Kro er en af Københavns ældste beværtninger (1774) og samlingssted for Det Norske Selskab i 1770’erne. Med projektet ønsker vi at formidle denne kulturarv og samtidig styrke et trygt, mangfoldigt og lokalt forankret natteliv.

Vi vil skabe et historisk vægmaleri i samarbejde med kunstner Thomas Pålsson og historikere. Maleriet baseres på kilder fra 1700-tallet og iscenesættes med ny, nænsom belysning i den fredede bygning. De gamle lokaler løftes og bliver endnu mere stemningsfulde og imødekommende, der styrker både tryghed og oplevelse.

Projektet lanceres med et gratis offentligt arrangement, hvor en historiker formidler nattelivets rolle i oplysningstiden. Initiativet bygger bro mellem kulturarv og nutidens natteliv, favner et bredt publikum og skaber varig værdi.

Projektet understøtter Nattelivsplanens mål om at bevæge sig fra alkohol- til kulturbårent natteliv, fremme tryghed, mangfoldighed og social sammenhængskraft samt vise, hvordan små, historiske steder kan udvikles bæredygtigt og med respekt for stedets – samt byens sjæl.”

Forvaltningens bemærkninger

Den angivne medfinansiering udgør 65.000 kr. (49 pct.) Beløbet består af timer til projektledelse og planlægning samt udgifter til belysning, musik, catering og ekstra personale.

Det bemærkes, at vægmaleriet er udført og færdiggjort i slutningen af august. Der er således tale om ansøgte midler til et allerede udført projekt (foruden åbningsarrangement).

Det kan overvejes, om projektets formål ligger inden for rammerne af Nattelivspuljens formål og kriterier. Projektet har primært betydning for én beværtning og der kan stilles spørgsmål til, om projektet har en bred eller varig effekt for byens natteliv, jf. de vejledende kriterier for nattelivspuljen.

Det angives i ansøgningen, at projektet vil generere viden om, hvordan kulturarv kan bruges aktivt til at styrke tryghed og diversitet i nattelivet. Der fremgår imidlertid ingen plan for indsamling af data, evaluering eller systematisk vidensdeling. Påstanden om, at kunstprojektet vil generere brugbar viden på dette område, kan derfor problematiseres.

Ansøger er blevet fremlagt opmærksompunkterne vedr. projektets formål. Forvaltningens spørgsmål samt svar fra ansøger fremgår sidst i bilag 3.3.

Videre proces

Såfremt Nattelivsudvalget beslutter at give medhold til en ansøger af Nattelivspuljen, vil sekretariatet fortsætte processen med udbetaling af puljemidlerne samt opfølgning og afrapportering på projektet.

Beslutter Nattelivsudvalget, at der ikke skal gives medhold til en ansøger til Nattelivspuljen, vil sekretariatet fremsende et afslag til ansøger.

Beslutning

Ad 1. at-punkt

Et flertal i Nattelivsudvalget stemte for at imødekomme ansøgningen fra Røde Kors om 200.000 til projektet ”Røde Kors i Nattelivet – tryghed og førstehjælp i København Indre by”.

Ad 2. at-punkt

Nattelivsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen fra Kvinder i Kunst om 50.000 kr. til projektet ”Kitty Cat Call”.

Ad 3. at-punkt

Nattelivsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen fra Wessels Kro om 68.000 kr. til projektet ”Kulturarv i nattelivet – Historisk vægmaleri og åbningsarrangement”.

Til top