Mødedato: 07.06.2023, kl. 16:00
Mødested: Københavns Rådhus

Behandling af ansøgninger til Nattelivspuljen 2023

Se alle bilag

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Nattelivsudvalget tager stilling til uddeling af puljemidler på 45.000 kr. til Copenhagen Pride til projektet Tryggere natteliv under Copenhagen Pride Week,
  2. at Nattelivsudvalget tager stilling til uddeling af puljemidler på 50.000 kr. til Københavns Frie Promotere til to inspirationsture for Nattelivsudvalget,
  3. at Nattelivsudvalget tager stilling til uddeling af puljemidler på 50.000 kr. til NusNus ApS til projektet En tryggere festivaloplevelse,
  4. at Nattelivsudvalget tager stilling til uddeling af puljemidler på 465.000 kr. til Sex & Samfund til projektet Samtykkebaseret festkultur i København – Et trygt og inkluderende natteliv, fri for grænseoverskridende adfærd,
  5. at Nattelivsudvalget tager stilling til uddeling af puljemidler på 200.000 kr. til Unge Ravne til projektet Unge ravne viser god stil i byen, ung-til-ung- kampagne.

Problemstilling

Som en del af Nattelivsudvalgets opgaver og leverancer skal udvalget ved uddeling af Nattelivspuljen bevilge støtte til forsøg og indsatser i nattelivet.

I 2023 uddeles puljen på følgende møder i Nattelivsudvalget:

  1. Møde den 7. februar 2023 (frist den 16. januar 2023)
  2. Møde den 7. juni 2023 (frist den 10. maj 2023)
  3. Møde den 27. september 2023 (frist den 30. august 2023)

Der er afsat 1 mio. kr. til uddeling af Nattelivspuljen i 2023. I 2023 er der på nuværende tidspunkt uddelt i alt 181.000 kr. kr. af puljemidlerne.

Restbeholdningen i Nattelivspuljen til uddeling i 2023 er således 819.000 kr.

Kriterier for behandling af ansøgninger

Af kommissorium for Københavns Nattelivsudvalg fremgår det, at ansøgninger til Nattelivspuljen skal vurderes på baggrund af en række vejledende kriterier. De vejledende kriterier er følgende:

  • Der lægges vægt på, at ansøgningens formål er i overensstemmelse med visionen i den gældende restaurations- og nattelivsplan i Københavns Kommune
  • Ansøgninger med 50 pct. medfinansiering fra nattelivets aktører vil blive prioriteret, men kriteriet kan fraviges, såfremt ansøgningen gælder realisering af et konkret initiativ i den gældende restaurations- og nattelivsplan
  • Medfinansiering kan komme fra alle nattelivets aktører samt puljer af initiativer i København. Medfinansiering kan også udmønte sig i arbejdstimer
  • Der vil blive lagt vægt på, om ansøgningen er indgivet af en lokal indsats-gruppe til løsning af konkrete udfordringer lokalt i nattelivet.

På mødet i Nattelivsudvalget den 6. april 2022 blev det endvidere besluttet, at ansøgningerne til Nattelivspuljen skal opfylde en række processuelle krav, herunder:

  • Ansøgningen skal overholde ansøgningsfristerne
  • Ansøgningen skal indgives via Nattelivspuljens blanket, inklusive budget og procesplan
  • Projektet skal foregå i Københavns Kommune
  • Projektet skal være afviklet inden for det år, som ansøgningen er indgivet.

Løsning

Inden ansøgningsfristen den 10. maj 2023 har forvaltningen i alt modtaget fem ansøgninger til Nattelivspuljen:

  1. Ansøgning fra Copenhagen Pride til projektet Tryggere natteliv under Copenhagen Pride Week (bilag 6.1)
  2. Ansøgning fra Københavns Frie Promotere til ekskursion for Nattelivsudvalget til Roskilde og Aarhus (bilag 6.2)
  3. Ansøgning fra NusNus ApS til projektet En tryggere festivaloplevelse (bilag 6.3),
  4. Ansøgning fra Sex & Samfund til projektet Samtykkebaseret festkultur i København – Et trygt og inkluderende natteliv, fri for grænseoverskridende adfærd (bilag 6.4)
  5. Ansøgning fra Unge Ravne til projektet Unge ravne viser god stil i byen, ung-til-ung- kampagne (bilag 6.5).

Ansøgningernes indhold og formål er udfoldet i nedenstående.

Ansøgning 1: Ansøgning fra Copenhagen Pride til projektet Tryggere natteliv under Copenhagen Pride Week

Copenhagen Pride søger om et beløb på 45.000 kr. til projektet Tryggere natteliv under Copenhagen Pride Week. Midlerne søges til etablering og uddannelse af et frivilligt tryghedsteam, der skal være med til at skabe tryg festoplevelse for festivalgæsterne til Copenhagen Pride Week. Ansøgningen fremgår af bilag 6.1.

Uredigeret projektbeskrivelse fra projektholder

 

”Hvert år samler Copenhagen Pride tusindvis af mennesker, til vores Menneskerettighedsfestival, hvor vi fejrer LGBTQIA+ miljøet og fester på en seriøs baggrund. I 2023 vil vi etablere og uddanne et frivilligt tryghedsteam, der skal være med til at skabe en endnu bedre og tryggere festivaloplevelse for vores mange gæster.

 

Copenhagen Pride besøges i særlig høj grad af minoritetspersoner og vi arbejder hele tiden på at gøre oplevelsen mere tryg og inkluderende. Vores mål er at alle deltagende kan udtrykke sig frit, uden at opleve grænseoverskridende adfærd og diskrimination. Tryghedsteamet vil være vores øjne og øre på pladsen, med en ambition om at kunne imødekomme både små og store hændelser. Teamet arbejder tæt dialog med det resterende sikkerhedsteam og vil aldrig stå alene med opgaven. Initiativet understøttes af andre arrangementer, der skaber opmærksomhed og viden om emnet og udarbejdes i tæt samarbejde med Københavns Frie Promotere, der har flere års erfaring med området.” 

Til de vejledende kriterier bemærker forvaltningen, at ansøgningens formål berører ambitionen om bekæmpelse af grænseoverskridende adfærd og diskrimination, der fremgår af visionen i den gældende restaurations- og nattelivsplan.

Ansøger oplyser om en forventet medfinansiering på ca. 50 pct. i form af frivillige arbejdstimer samt finansiering af kommunikationsmateriale og mødeforplejning.

Ansøgning 2: Ansøgning fra Københavns Frie Promotere til ekskursion for Nattelivsudvalget til Roskilde og Aarhus

Københavns Frie Promotere (KFP) søger om et beløb på 50.000 kr. til to ekskursioner for Nattelivsudvalget til hhv. Aarhus og Roskilde. Ekskursionerne har til formål at inspirere samt give indsigt i, hvordan de to kommuner har skabt konkrete løsninger, der tilgodeser kulturlivet/kulturbåret natteliv samt fundet løsninger på udfordringer med gener fra nattelivet. Der lægges op til, at turen til Aarhus afholdes i september 2023, og turen til Roskilde afholdes i oktober 2023. Ansøgningen fremgår af bilag 6.2.

Uredigeret projektbeskrivelse fra projektholder

 

”Københavns Frie Promotere planlægger inspirationstur 2.0, denne gang på dansk jord, hvor en delegation fra Nattelivsudvalget skal besøge Århus og Roskilde. Turen har til formål at blive klogere på, hvordan de to kommuner har skabt konkrete løsninger, der tilgodeser kulturlivet, aktører såvel som naboer på lignende udfordringer som dem vi ser i København. Herunder hvordan samarbejde mellem kultur-og nattelivsaktører og investorer, samt engagement fra politisk side, har ført til implementering af langvarige løsninger, der understøtter et sundere og mere bæredygtigt kultur- og natteliv”.

Til de vejledende kriterier bemærker forvaltningen, at ansøgningens formål bl.a. berører Restaurations- og Nattelivsplan 2021’s vision om øget inddragelse, dialog og samarbejde samt ambitionen om et kulturbåret natteliv.

Ansøger oplyser i ansøgningen, at der ikke følger medfinansiering til projektet fra ansøger eller andre samarbejdspartnere.

Det bemærkes endeligt, at ansøger i 2022 modtog støtte fra Nattelivspuljen til en ekskursion for Nattelivsudvalget til Berlin.

Ansøgning 3: Ansøgning fra NusNus ApS til projektet En tryggere festivaloplevelse

NusNus AsP søger om 50.000 kr. til udvikling af organisationens ”awarenessansvar og retningslinjer” for at sikre en tryggere oplevelse ifm. organisationens arrangementer, herunder tilstedeværelse af tryghedspersonale på Distortion Festival og Karrusel Festival. Projektet forventes at forløbe i perioden maj-september 2023. Ansøgningen fremgår af bilag 6.3.

Uredigeret projektbeskrivelse fra projektholder

 

”NusNus’ arrangementer, herunder den københavnske festival Distortion, har i mange år stået for nogle af de mest populære fester på den københavnske elektroniske scene. Hvert år samler NusNus tusindvis af festivalgæster, og for en del af publikum er det ofte en af de første kontaktflader, de får med det elektroniske miljø. Derfor bærer NusNus et særligt ansvar for at skabe et trygt og inkluderende festmiljø for gæsterne. Hos NusNus ønsker vi at udvikle vores awarenessansvar og retningslinjer for, hvordan vi på bedste vis sikrer en tryggere festivaloplevelse for både vores nuværende kernepublikum, men også for potentielle nye publikumssegmenter på Distortion Festival og Karrusel Festival. Opgaven består i uddannelse, strategiudvikling og kommunikation målrettet awareness- og safer space-indsatser til vores arrangementer.” 

Til de vejledende kriterier bemærker forvaltningen, at ansøgningens formål berører ambitionen om bekæmpelse af grænseoverskridende adfærd og diskrimination i Restaurations- og Nattelivsplan 2021.

Det bemærkes, at ansøger estimerer projektets samlede udgifter til 100.000 kr., herudaf medfinansieres projektet med 50.000 kr. (50 pct.) i form af udgifter til løn, materialer og leje af en kontorvogn.

Forvaltningen bemærker derudover, at ansøger beskriver en ambition om at arbejde videre med udviklingen af de beskrevne awareness- og safer-space-indsatser, bl.a. til anvendelse på eventstedet Hangaren.

Ansøgning 4: Ansøgning fra Sex & Samfund til projektet Samtykkebaseret festkultur i København – Et trygt og inkluderende natteliv, fri for grænseoverskridende adfærd

Sex & Samfund søger om et beløb på 465.000 kr. til projektet Samtykkebaseret festkultur i København – Et trygt og inkluderende natteliv, fri for grænseoverskridende adfærd. Ved udvikling af en række produkter og værktøjer, henvendt til ledelse, personale og gæster i nattelivet i København, vil Sex & Samfund klæde nattelivets aktører på ift. at forebygge og håndtere seksuel grænseoverskridende og diskriminerende adfærd i nattelivet. Produkterne/værktøjerne (viden, tilgange og materialer) skal formidles gennem en online platform. Ansøgningen fremgår af bilag 6.4.

Uredigeret projektbeskrivelse fra projektholder

 

”Sex & Samfund vil med projektet “Samtykkebaseret festkultur i København” klæde nattelivets aktører på til at spille en aktiv rolle i at forebygge og håndtere seksuel grænseoverskridende og diskriminerende adfærd - og derved skabe et tryggere fes miljø og bidrage til en samtykkebaseret festkultur blandt unge i København. Gennem projektet udvikles en række produkter og værktøjer henvendt til ledelse, personale og gæster på barer, natklubber og spillesteder. Produkterne formidles bredt til relevante aktører gennem en online platform, der samler viden, tilgange, produkter (såsom kurser, e-learning, håndbog) og materialer (såsom idekatalog, Code of conduct, SoMe-in hold og dialogspil).

 

Udviklingen af produkterne vil tage afsæt i en forudgående behovsafklaring med centrale aktører i det københavnske natteliv, og indholdet udvikles, kvalificeres og testes i dialog og samarbejde med en arbejdsgruppe, bestående af bl.a. Rekom Group.”

Til de vejledende kriterier bemærkes, at ansøgningens formål bl.a. berører ambitionen om bekæmpelse af grænseoverskridende adfærd og diskrimination i Restaurations- og Nattelivsplan 2021. Det bemærkes hertil, at projektet ”Samtykkebaseret festkultur i København – Et trygt og inkluderende natteliv, fri for grænseoverskridende adfærd” i et vist omfang favner initiativet ”Certificering af serveringsteder” i Restaurations- og Nattelivsplan 2021 (side 8).

I ansøgningen oplyses om medfinansiering fra Sex & Samfund på 468.000 kr., hvilket udgør en medfinansiering på 50 pct. af det samlede budget (933.000 kr.).

Ansøgning 5: Ansøgning fra Unge Ravne til projektet Unge ravne viser god stil i byen, ung-til-ung- kampagne

Unge Ravne (under Fonden for Socialt Ansvar) søger om et beløb på 200.000 kr. til projektet Unge Ravne viser god stil – ung til ung-kampagne. Der søges om midler til udvikling, produktion og lancering af en visuel kampagne, der har til formål at sætte fokus på ”god stil” i nattelivet samt skabe kendskab til Unge Ravnes tilstedeværelse i natten. Projektet vil forløbe i perioden august-december 2023. Ansøgningen fremgår af bilag 6.5.

Uredigeret projektbeskrivelse fra projektholder

 

”Unge Ravne er frivillige på 20-30 år, der skaber tryghed for unge i nattelivet. De går ture i weekenden og til store events, hvor de er til stede på gaden og på barer og klubber, hvor unge fester. Unge Ravne er de unges ædru ven i byen, der møder dem i øjenhøjde og viser det gode eksempel på, hvordan man fester ansvarligt.

 

Unge Ravne står med en stærk frivilliggruppe og succesfulde samarbejder med barer og klubber, og vil gerne være afsender på en visuel kampagne om god stil i byen, der taler ind i Københavns Kommunes vision for byens natteliv. Kampagnen skal på en sjov og uformel måde formidle fra ung til ung, hvordan vi passer på hinanden, når vi fester.

Den brander samtidig Unge Ravne, så unge kender os og ved, at de trygt kan henvende sig, hvis de har brug for hjælp eller en snak i natten.

 

Som optakt til kampagnen vil vi ved efterårets studiestart igangsætte rekrutteringsaktiviteter, så vi fastholder en solid frivilliggruppe klar til hyppige ture i natten, når kampagnen søsættes.”

Til de vejledende kriterier bemærkes, at ansøgningens formål bl.a. berører visionen i Restaurations- og Nattelivsplan 20231 om et værtskab i verdensklasse.

Det bemærkes, at ansøger oplyser om medfinansiering på 81.000 kr. (29 pct.) i form af frivillige arbejdstimer samt mødefaciliteter og forplejning.

Videre proces

Såfremt Nattelivsudvalget beslutter at give medhold til en ansøger, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsætte processen med udbetaling af puljemidlerne samt opfølgning og afrapportering på projektet.

Såfremt det besluttes, at der ikke skal gives medhold til en ansøger, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen fremsende et afslag til ansøger.

Beslutning

Ad 1. at-punkt:

Nattelivsudvalget besluttede at imødekomme ansøgningen fra Copenhagen Pride på 45.000 kr. til projektet Tryggere natteliv under Copenhagen Pride Week under forudsætning af, at Copenhagen Pride afrapporterer på erfaringerne med etablering af et tryghedsteam.

Ad 2. at-punkt:

Nattelivsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen fra Københavns Frie Promotere på 50.000 kr. til to inspirationsture for Nattelivsudvalget.

Ad 3. at-punkt:

Nattelivsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen fra NusNus ApS på 50.000 kr. til projektet En tryggere festivaloplevelse. NusNus opfordres til at genindsende ansøgningen i 2024 inden afholdelse af Distortion.

Ad 4. at-punkt:

Nattelivsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen fra Sex & Samfund på 465.000 kr. til projektet Samtykkebaseret festkultur i København – Et trygt og inkluderende natteliv, fri for grænseoverskridende adfærd.

Ad 5. at-punkt:

Nattelivsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen fra Unge Ravne på 200.000 kr. til projektet Unge ravne viser god stil i byen, ung-til-ung- kampagne.

Til top