Mødedato: 24.02.2026, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklingspuljen for børn og unge

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til fem ansøgninger om støtte fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, 

  1. at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til fem ansøgninger om støtte.

Problemstilling

Fem foreninger har søgt Udviklingspuljen for børn og unge om tilskud til projekter.

Løsning

1. Københavns BMX Klub

Københavns BMX Klub søger en bevilling på 157.000 kr. til første år af det toårige projekt “Åbning af breddeafdeling i Københavns BMX Klub”. Midlerne skal anvendes til: løn (80.000 kr.), Materialer (70.000 kr.), PR/reklame (5.500 kr.) Andet: vedligeholdelse af lånecykler (1.500 kr.). I materialeposten indgår 40.000 kr. til cykler, som de nye medlemmer skal kunne låne ved opstarten. Det skyldes at udgiften til cykler kan være en barriere for at starte til BMX, hvorfor foreningen gerne vil stille dem til rådighed. Udviklingspuljen støtter ikke udstyr/materialer til personligt eje, men udvalget har tidligere ydet støtte til ”låneudstyr” til aktiviteter, der ellers er udgiftstunge at starte til (f.eks. ishockey, amerikansk fodbold og lignende).

Foreningen forventer at søge 87.000 kr. til projektets andet år. 
Foreningen medfinansierer projektet med 80.000 kr. til at supplere løn samt 150.000 kr. fra legacymidlerne fra VM i BMX.

Formål og målgruppe: 
Formålet med projektet er at udvikle en bæredygtig breddeafdeling, så flere 6-12-årige børn bliver en del af BMX-miljøet. Projektet skal bidrage til en styrket organisering, som kan bære en bredere medlemsgruppe i foreningen. Derudover skal projektet gøre BMX mere transparent og synlig for lokalmiljøet, så BMX bliver mere folkeligt. BMX København ønsker at øge medlemstallet og kendskabet til BMX-sporten, så flere får lyst til at blive en del af sporten.  

Projektets målgruppe er 6-12-årige børn, som skal introduceres og blive en del af BMX-sporten med et breddeudgangspunkt. 
 
Tids- og aktivitetsplan:
Projektet løber fra 01/03-2026 – 01/03-2028 og er opdelt i fire faser. 
1: Projektleder ansættes; fysisk markedsføring i lokalområdet; der indgås aftaler med lokale KKFO’er og skoler; forløb planlægges; nye breddetilbud oprettes.

 2: Afvikling af forløb; afvikling af faste ugentlige træninger; klubben stiller cykler til rådighed for at lette opstarten; mobilisering af et styrket trænerteam

3: Fokus på arbejdet med frivillige og trænere; Rekruttering af ungtrænere og rollemodeller; rollefordeling af frivillige: mekanikere, hjælpere, trænere, SoMe ansvarlige; fortsat afvikling af forløb med KKFO’erne.

4: Nye hold bliver en del af fællesskabet; løbende evalueringer med frivillige og trænere; binde bredde og talentafdeling sammen; involvere nye medlemmer i beslutninger for klubben.

Projektets mål er at etablere en ny breddeafdeling med 50 nye medlemmer mellem 6-12 år, samt 8 nye frivillige. Foreningen forventer, at økonomien bliver stærkere, i takt med at medlemstallet stiger, og der i tredje og fjerde fase fokuseres på en bæredygtig plan for den nye afdeling.

Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til Udviklingspuljens kriterier, og at der er et potentiale for at etablere en breddeafdeling i BMX. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der bevilges 157.000 kr. til første år af projektet.

2. KØS Sejlsport

KØS Sejlsport søger 151.000 kr. til projekt ”Sejlads for klubbørn”, som er planlagt til at vare halvandet år. 
I projektet er der udgifter til: løn (35.000 kr.) og materialer (140.000 kr.). Foreningen medfinansierer projektet med 24.000 kr.

Som for ansøgningen ovenfor indgår et relativt stort beløb til materialer (joller, våddragter, redningsveste m.m.). Der er også for KØS Sejlsports vedkommende tale om, at aktiviteten er relativt udgiftstung til at starte med, hvis den enkelte deltager selv skal investere i alt udstyr for bare at prøve aktiviteten. Foreningen har supplerende oplyst, at posten på 80.000 kr. til Wayfarer-joller vil dække enten én nyere jolle med en levetid på over 10 år eller to ældre joller. Som også nævnt ovenfor støtter Udviklingspuljen ikke udstyr/materialer til personligt eje, men udvalget har tidligere ydet støtte til ”låneudstyr” til aktiviteter, der ellers er udgiftstunge at starte til (f.eks. ishockey, amerikansk fodbold og lignende).

Formål og målgruppe: 
Formålet med projektet er at udvikle, afprøve og forankre et nyt, fast og gentageligt onboarding-spor i KØS Sejlsport, som gør det muligt systematisk at introducere sejlsport til børn og unge i alderen 10–14 år, der ikke kommer fra sejlerfamilier. Det nye i projektet er, at sejlsport flyttes ind i børnenes eksisterende klubtid gennem et formaliseret samarbejde med fritidscentre. I stedet for at forvente, at børn og forældre selv opsøger foreningen, bringes aktiviteten ud til en målgruppe, som ellers sjældent møder sejlsport som fritidstilbud. Samtidig udnyttes klubbens faciliteter i tidsrum, hvor de i dag står ubenyttede.

Projektet vil udvikle et standardiseret introduktionsforløb, som kan gennemføres med høj kvalitet og lavt instruktørtryk. Ved at samle børnene i stabile opstartsjoller skabes trygge rammer, hvor mange nye deltagere kan være aktive på vandet samtidigt, og hvor sikkerhed, samarbejde og grundlæggende sejlads kan læres uden forudgående erfaring. Forløbet er opbygget med klar progression og fungerer som en direkte overgang til foreningens eksisterende børne- og ungehold. Et centralt formål er at udvikle et koncept, der kan gentages og skaleres på tværs af ugedage og samarbejdspartnere. I projektperioden afprøves og justeres formatet gennem flere forløb, samtidig med at der opbygges fælles træningsmateriale, sikkerhedsprocedurer, forældreinformation og overgangsflows. Projektet skal i alt give 120–150 børn og unge en første sejloplevelse og samtidig etablere en varig struktur, der gør det muligt at fortsætte aktiviteten som et fast onboarding-spor i KØS Sejlsport efter projektperioden.

Tids- og aktivitetsplan:

Projektet gennemføres over to sæsoner (forår og efterår i henholdsvis 2026 og 2027) med i alt 10

introduktionsforløb. Hvert forløb består af 6–7 træningsgange af 2 timers varighed. Træningerne bemandes med 2 KØS-instruktører og 1–2 klubpædagoger.

Februar–maj 2026: Dialog og aftaler med fritidscentre. Indkøb og tilpasning af materiel. Rekruttering af instruktører. Udarbejdelse af træningsplaner for første forløb. Forløbsdesign (pr. hold): Introduktion på land. Sikkerhedsbrief, udstyr, roller og havnerutiner. Opstart på vandet i Wayfarer-jolle (1–3 træningsgange) med fokus på tryghed og basisfærdigheder. Differentieret sejlads i klubbens øvrige joller (RS Zest, Optimist, RS Tera) afhængigt af kompetencer, mod og vejr.

Afslutning med konkret “næste skridt” og overgang til eksisterende børne- og ungehold via standardiseret velkomstflow.

Implementering over 2 år:

År 1: Etablering og afprøvning af koncept, gennemførsel af 4 forløb, midtvejsevaluering og justering.

År 2: Konsolidering, gennemførsel af 6 forløb i optimeret format, dokumentation af manual og forankring som fast onboarding-spor.

Aktiviteterne gennemføres i KØS Sejlsports faciliteter i Københavns Havn og tilrettelægges, så formatet kan gentages og skaleres uden ekstra instruktørbelastning.

Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til Udviklingspuljens kriterier, og at der er et potentiale for at rekruttere deltagere i målgruppen til sejlads. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der bevilges 151.000 kr. til projektet.

3. Foreningen Dans i Nordvest 

Foreningen Dans i Nordvest søger en bevilling på 159.682 kr. til første år af det toårige projekt “Projekt Levende ungemiljø - Foreningen Dans i Nordvest ”. 
Midlerne skal anvendes til: løn (79.682 kr.), Materialer (70.000 kr.), PR/reklame (10.000 kr.)  

Foreningen medfinansierer projektet med 154.661 kr. til at supplere lønposten. Foreningen forventer at søge yderligere 119.680 kr. til projektets andet år. 
Formål og målgruppe: 
Formålet med projektet er at styrke og forankre et lokalt dansetilbud til 13-18-årige, særligt fokuseret omkring Husum, Tingbjerg og Nordvest. Projektet har til formål at fastholde ungemålgruppen, og give de unge ejerskab, igennem medindflydelse, for fremtidens dansetilbud. De unge skal deltage fra idé til færdig aktivitet, og dermed engagere sig endnu mere både som dansere og frivillige. Projektet skal samtidig bidrage til en medlemsvækst hos de yngre målgrupper i foreningen. Projektets målgruppe er 13-18-årige unge, som skal involveres og engageres endnu mere i dansetilbuddene i foreningen. 

Tids- og aktivitetsplan:

Projektet løber fra 01/04-2026 – 30/06-2028 og er opdelt i fire faser:

1. halvår: Målgruppen inviteres ind igennem foreningens nuværende hold, skolesamarbejde (Nordvest, Tingbjerg og Husum), fritidsklubberne, kulturinstitutionerne, opstart af forløb med workshops, fast ugentlig træning og rekruttering.
2. halvår: Unge får medindflydelse på koreografi, temaer og det faste dansetilbud, opvisninger i lokalområdet – synliggørelse, fast ugentlig træning, kompetenceudvikling af de unge.
3. halvår: Fast ugentlig træning, lokale samarbejder – gentages, involvering frem imod nye opvisninger, rekruttering som rollemodeller for yngre medlemmer.

4. halvår: Opstart som hjælpeinstruktører, fast ugentlig træning, ansvar for mindre forløb, medudviklere af fremtidens dansetilbud i Dans i Nordvest.

Gennemgående for hele projektet skal der etableres to nye ugentlige træningstilbud til 13-18-årsmålgruppen samt et længerevarende forløb, hvor de unge skal involveres i formidling, koreografi og medskabelse.  

Projektets målsætning er at fastholde ungemålgruppen, og engagere dem til at videreudvikle et målgruppeaktuelt dansetilbud til fremtiden. Den kunstneriske leders ansvar i projektperioden er at sikre struktur og organisering, så de unge påtager sig et større engagement og ejerskab, og gradvist lade de unge påtage sig større ansvar, så de bliver i Dans i Nordvest fremadrettet.

Dans i Nordvest forventer en medlemsvækst på 90 medlemmer samt 20 nye frivillige. 

Foreningen forventer at økonomien bliver stærkere i takt med at medlemstallet stiger, og flere bidrager med frivillige opgaver, så projektet også bliver bæredygtigt.
Projektperiode: 
Projektet løber fra 01/04-2026 – 30/06-2028. 
 
Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til Udviklingspuljens kriterier, og at der er et potentiale for at flere unge fortsætter med danseaktiviteter i foreningsregi. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der bevilges 159.682 kr. til første år af projektet.

4. Byens Musikskole

Byens Musikskole søger en bevilling på 180.000 kr. kr. til det etårige projekt “MusicGym – fællesskabsbaseret musikundervisning for unge teenagere”.
Midlerne skal anvendes til: løn (80.000 kr.), Materialer (60.000 kr.), PR/reklame (20.000 kr.), Andet: Workshops, minikoncerter, afslutningsarrangementer, administration (20.000 kr.).

Foreningen medfinansierer projektet med 30.000 kr. til projektledelse, planlægning og udvikling af undervisningsmaterialer og instrumenter og udstyr fra Byens Musikskoles eksisterende instrumentbank, som stilles til rådighed for projektet. Herudover forventer foreningen 30.000 kr. i forventede elevbetalinger – denne indtægt ses ikke at være fratrukket det ansøgte beløb.

Formål og målgruppe: 
Formålet med MusicGym er at skabe et inkluderende og bæredygtigt musikfællesskab for unge i alderen 12–18 år på fire folkeskoler i København. MusicGym skal give flere unge adgang til musikundervisning ved at sænke økonomiske og sociale barrierer og tilbyde et attraktivt alternativ til individuel undervisning. Formålet er herudover at skabe et langsigtet og bæredygtigt undervisningsmiljø, der fortsætter efter projektperioden og at etablere en model, der kan skaleres til flere skoler.

Tids- og aktivitetsplan:

MusicGym gennemføres i perioden 1. august 2026 – 15. juni 2027, og finder sted på Langelinieskolen, Nørrebro Park Skole, Skolen i Sydhavnen og Skolen på Islands Brygge.

August 2026: Rekruttering af elever fra hele byen, introduktionsworkshops og informationsmøder. Udlevering af pensumhæfter med QR-koder til øvevideoer. Start af 11 instrumenthold på de fire skoler.

August 2026–juni 2027: Gennemførsel af MusicGym-undervisning: 34 lektioner pr. instrument pr. skole. Sammenspil, rytme, sang og improvisation på tværs af niveauer. Løbende faglig evaluering og progressionstjek. Brug af hjemmeøvevideoer til at sikre fælles læringsflow og øget tryghed. Sociale aktiviteter, der styrker gruppens sammenhold og fastholdelse. Mini-koncerter i løbet af året på de deltagende skoler.

Januar – april 2027: Forløbsforstærkende workshops og ekstra øvedage. Midtvejsevaluering og justering af progression på baggrund af elevernes udvikling.

Maj – juni 2028: Afsluttende koncerter åbne for forældre og skolens fællesskab. Individuel feedback og opsamling. Evaluering af metoder, pædagogik og samarbejde. Planlægning af videreførelse i MusicGym2 samt opskalering til flere skoler.
Projektperiode: 
Projektet løber fra 01/08-2026 – 15/06-2027. 
 
Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til Udviklingspuljens kriterier. Forvaltningen indstiller, at der bevilges 150.000 kr. til første år af projektet, da den forventede elevbetaling på 30.000 kr. ikke er fratrukket ansøgningsbeløbet på 180.000 kr.

5. Ørestad IF

Ørestad IF søger en bevilling på 90.000 kr. kr. til andet år af det toårige projekt “Udvikling af pigefodboldmiljø – Ørestad IF”, der er planlagt af blive afsluttet i december 2026.
Midlerne skal anvendes til: løn (80.000 kr.) og PR/reklame (10.000 kr.). Formål og målgruppe:
Formålet med projektet er at etablere et bæredygtigt pigemiljø i fodbold, hvor Ørestad IF særligt fokuserer på Ørestad Idrætspark. Ørestad IF vil forankre indsatsen med målrettede træningstilbud og workshops, hvor målgruppen løbende bliver involveret.

Delevaluering:

Projektets målsætning er at opnå en medlemsvækst på 75 nye 6-9-årige piger til Ørestad IF Fodbold samt 16 frivillige. Foreningen har på nuværende tidspunkt fået 29 nye pigespillere i aldersgruppen, mens foreningen samlet har fået 48 nye pigefodboldspillere i alderen 7-12 år. Herudover har foreningen rekrutteret 12 nye forældretrænere, hvoraf 7 af dem hører til gruppen af 6-9 årige pigespillere. 
Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til forudsætningerne for det oprindelige tilsagn og indstiller på den baggrund, at der bevilges 90.000 kr. til projektets andet og sidste år.

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2026 budget på 5.040.193 kr. 
Der er til dette møde indstillet tre projekter med et samlet forbrug på 467.682 kr.

Bevilget i 2025 til anvendelse i 2026

152.000kr.

Indstillet til dette møde

707.682kr.

Administrative bevillinger inden dette møde

0kr.

Rest på budget

4.180.511 kr.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøgerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen 

/Rikke Lauritzen
Til top