Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til to ansøgninger om støtte fra Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver afslag på to ansøgninger om støtte fra Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler.
Problemstilling
Sceneklar har søgt om støtte på 201.032,77 kr., og Gigtskolen har søgt om støtte på 1.340.289,90 kr.
Løsning
1. Sceneklar
Sceneklar har søgt om 201.032,77 kr. i støtte til projekt ”Baroksang med moderne klang”.
Det aktuelle projekts formål er ”at videreudvikle Sceneklars musikdramatiske profil ved at undersøge, hvordan den tidlige baroks musikdrama kan fungere som ramme for unges kunstneriske og identitetsmæssige udvikling”. Det skal ske gennem arbejdet med Monteverdis Poppeas Kroning. Projektet skal bl.a. udvikle og afprøve en metode og gennemføres som et ”værkstedsforløb” over 10 uger. Aktiviteterne afsluttes med tre offentlige forestillinger og muligvis en debat.
Projektets succeskriterier er, at projektet gennemføres efter projektbeskrivelsen, at de unge får en ekstraordinær oplevelse, som giver dem lyst til at fortsætte hos Sceneklar, at mindst 250 deltager i projektet, at der skabes en ny platform, hvor de unge inviteres til at tage sig selv alvorligt, og at projektet bidrager til kulturlivet i København.
Projektet tænkes forankret gennem deltagerbetaling, egenfinansiering og fundraising.
Udgifterne, der søges til, er et firepersoners orkester, dirigent og cembalist i en uge (55.500 kr.) i en uge, lysmand og leje af scene i 10 dage (39.000 kr.), forskellige udgifter i forbindelse med opsætning (30.000 kr.), projektleder (40.000 kr.), koordinator (30.000 kr.) og 2. lærer i 100 lektioner (36.036 kr.).
Sceneklar har tidligere søgt om og modtaget støtte til projekter: Senest har de modtaget en administrativ bevilling (se dagsordenens punkt 20), og tidligere bl.a. en administrativ bevilling på 99.690 kr. til projekt ”Rottefængeren – en ungdomsopera” i november 2023. Over halvdelen af udgifterne vedrører således opsætningen af de tre offentlige forestillinger.
Sceneklar er en aftenskole, der ifølge sin hjemmeside underviser i musical og opera og har sangundervisning og workshops. Af aftenskolens hjemmeside fremgår desuden, at aftenskolen hvert år opsætter en opera, og at næste opera projekt er Poppeas Kroning med start i marts 2025.
Forvaltningen vurderer, at projektet er en fortsættelse af Sceneklars normale aktiviteter, som i sig selv må forventes at medføre en vis udvikling. Forvaltningen vurderer videre, at projektet – trods dets formål – ikke i opbygningen lægger op til udvikling af metode, og at støtten således primært ender med at være til afslutningen: Tre offentlige forestillinger. Endelig vurderer forvaltningen, at støtte til projektet i givet fald vil have en vis grad af driftsstøtte, og at en forankringsplan, der fordrer fundraising, ikke er bæredygtig i aftenskoleregi.
På den baggrund indstiller forvaltningen, at udvalget giver afslag på støtte til projektet.
Gigtskolen
Gigtskolen har søgt om 1.340.289,90 kr. i støtte til projekt ”Welcome to Copenhagen (fase 2)”.
Gigtskolen har tidligere søgt støtte til fase to af ”Welcome to Copenhagen”:
Udvalget behandlede første gang ansøgningen på sit møde den 18. februar i år, hvor forvaltningen blev anmodet om sammen med Gigtskolen at afklare, om ansøgningen kunne bearbejdes, så den dels pegede tydeligt mod aftenskoleområdet, dels rummede en tydelig forankringsplan.
Forvaltningen holdt herefter møde med ansøger, hvilket mundede ud i en ny ansøgning, som udvalget behandlede på sit møde den 17. maj. Forvaltningen vurderede fortsat, at projektet savnede et tydeligt ophæng til konkrete aftenskoler/hold eller en plan for udvikling af disse og en realistisk forankringsplan. Som synliggørelse af området var det samtidig forvaltningens vurdering, at omkostningerne ved projektet ikke stod mål med indsatsens potentiale. Forvaltningen indstillede på den baggrund, at udvalget gav afslag på støtte til projektet i dets daværende form. Udvalget gav herefter afslag på projekt ”Welcome to Copenhagen” og så samtidig gerne en ny ansøgning fokuseret mod samme målgruppe.
Forvaltningen holdt herefter et nyt møde med ansøger, hvilket er mundet ud i denne ansøgning.
Projektets formål er synliggørelse af aftenskoleområdet, udbygning af eksisterende og indgåelse af nye partnerskaber og udvikling og implementering af webportal.
Projektet er gået fra ønske om rekruttering gennem forskellige aktiviteter til nu at omhandle etableringen af en webportal.
Det har hidtil været udvalgets og forvaltningens praksis, at indkøb eller udvikling af IT-løsninger/-platforme ikke støttes.
Forvaltningen vurderer dels, at der grundlæggende er tale om driftslignende udgifter, dels at IT-løsninger/-platforme kan sidestilles med større materiel af varig værdi, som der ikke kan ydes støtte til (jf. retningslinjerne for Udviklings- og aktivitetspuljen.
På den baggrund indstiller forvaltningen, at udvalget giver afslag på støtte til projektet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler ansøgerne udvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen