Mødedato: 29.11.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Støtteudtalelse til etablering af et aktivitetscenter for ældre på Christianshavn

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte en støtteudtalelse til etablering af aktivitetscenter for ældre på Christianshavn.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender støtteudtalelsen til Aktive Ældre Christianshavn, der ses løsningsafsnittet, vedr. et aktivitetscenter på Christianshavn for ældre. 

Problemstilling

Gruppen Aktive Ældre Christianshavn (tidligere Plejehjem Nu-gruppen) har længe kæmpet for såvel plejecenter som aktivitetscenter på Christianshavn. Gruppen er blevet opmærksom på nogle ledige lokaler i Prinsessegade 15, som tidligere har huset fritidshjem/fritidsklub. Gruppen har sammen med en repræsentant fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen besigtiget lokalerne, der på 435 m2. Lokalerne viser sig at være særdeles egnede til at etablere et aktivitetscenter for ældre på Christianshavn.

Aktive Ældre Christianshavn har den 16. november 2023 henvendt sig til sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling samt Sundheds- og Omsorgsudvalgets medlemmer med en opfordring til at tage ønsket om etablering af aktivitetscenter i de ledige lokaler op på førstkommende udvalgsmøde (14. december 2023). Gruppens brev ses i bilaget.

For at muligheden ikke skal ryge af hænde, haster det med at tage stilling til sagen, så lokalerne ikke udlejes til anden side.

Løsning

Sagen har været drøftet i lokaludvalgets arbejdsgruppe Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg den 14. november 2023. Gruppen er enig med Aktive Ældre Christianshavn i, at det vil være et aktiv for Christianshavn at etablere muligheden for bedre aktivitet og samvær for ældre i vores bydel. Det vil ligeledes være i overensstemmelse med bydelsplanen at få etableret et aktivitetscenter.

Arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg foreslår, at lokaludvalget skriver følgende til Sundheds- og Omsorgsudvalget:

”Christianshavn er en bydel, der desværre ikke har mange tilbud til ældre på trods af, at Christianshavns ældreandel er langt højere end i København som helhed. Således udgør andelen af +60-årige 24 pct. af befolkningen på Christianshavn, mens den for København som helhed udgør 15 pct.

På trods heraf kan vi hverken tilbyde plejecenter eller aktivitetscenter i bydelen. I mange år har en gruppe af ældre på Christianshavn kæmpet for et plejecenter.

Christianshavns Lokaludvalg støtter, at der skal etableres bedre forhold for ældre medborgere i bydelen. Således er etablering af såvel plejecentre som seniorboliger et fokusområde i Christianshavns Bydelsplan 2023 – 2026.

Aktive Ældre Christianshavn har den 16. november 2023 fremsendt et brev til Sundheds- og Omsorgsudvalget. Heri redegøres for, at der er opstået en mulighed for at etablere et aktivitetscenter for ældre i et lokale på adressen Prinsessegade 15, der tidligere har huset fritidshjem/fritidsklub. Aktive Ældre Christianshavn opfordrer til, at deres henvendelse tages op på førstkommende møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget, så muligheden for at overtage de tomme lokaler ikke forspildes ved at lokalerne udlejes til anden side.

Lokaludvalget finder det uholdbart, at der i en bydel med så stor en ældreandel ikke kan tilbydes faciliteter for ældre. Titlen på udkastet til Københavns Kommunes ældrepolitik 2023-2026 er ”Et godt liv i fællesskab”, og som lokaludvalget har anført i sit høringssvar til politikken, så må det været krav, at der også er de fornødne rammer til stede for, at man kan styrke fællesskabet for de ældre; og at disse rammer har en lokal og nær forankring.

Lokaludvalget opfordrer til, at Sundheds- og Omsorgsudvalget på førstkommende møde drøfter henvendelsen fra Aktive Ældre Christianshavn, og at udvalget hurtigst muligt finder mulighed for at etablere et aktivitetscenter i Prinsessegade 15.

Med venlig hilsen

Asbjørn Kaasgaard,
forperson i Christianshavns Lokaludvalg.”

Økonomi

Intet.

Videre proces

Hvis lokaludvalget godkender indstillingen, sendes brevet hurtigst muligt til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte støtteudtalelsen til Aktive Ældre Christianshavn, der ses løsningsafsnittet, vedr. et aktivitetscenter på Christianshavn for ældre. 

Til top