Mødedato: 29.03.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til etablering af overbygningsskole på Højdevangens Skole, Amager

Se alle bilag

Der skal tages stilling til anlægsbevilling til Højdevangens Skole, som ombygges fra en 3-spors skole med klassetrin fra 0.-9. klasse til en 9-spors overbygningsskole med klassetrin fra 7.-9. klasse.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.       at der gives en anlægsbevilling på 16 mio. kr. (2012 p/l) til ombygning af Højdevangens Skole til en 9-spors overbygningsskole for 7.-9. klassetrin. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

 (Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 10. marts 2011 (2010-79661) at etablere en ny skolestruktur på fire Amagerskoler, Dyvekeskolen, Gerbrandskolen, Sundbyøster Skole og Højdevangens Skole. Beslutningen blev fulgt op i forbindelse med aftale om København i Vækst med afsætning af en samlet ramme på 80 mio. kr. i anlægsmidler til etablering af den nye skolestruktur. Af begge beslutninger fremgår det, at Højdevangens Skole skal være overbygningsskole for de ældste elever (7.- 9. kl), mens de øvrige tre skal fungere som basisskoler for 0.- 6. klassetrin.

Løsning

Projektbeskrivelse
Højdevangens Skole skal omdannes fra at være en traditionel skole for 0.-9. klasse til udelukkende at skulle rumme elever på 7.- 9. klassetrin.  

Højdevangens Skole består af en hovedbygning (kld. + 4 etager), samt en 1-etages fløj indeholdende to gymnastiksale, tumlesal samt faglokaler til musik. Derudover ligger mod Sundbyvestervej to ældre pavilloner, der i dag anvendes til bl.a. EAT og specialcenter.

Byggeprojektet deles i to faser. Fase 1 omfatter etablering af et ungdomsmiljø i den eksisterende gymnastikfløj, hvis hovedfunktioner - ny foyer/ankomstrum, et stort aktivitetsrum/læringsmiljø, samt et multirum forventes at stå færdigt til skolestart 2012. Fase 2 omfatter de resterende dele af ungdomsmiljøet, der består af et tilstødende projektrum, EAT køkken & - lounge, samt toiletfaciliteter. I fase 2 indgår desuden bearbejning af uderum, samt etablering af et nyt naturfagligt lokale i hovedbygningen. Vedlagt som bilag er tegningsmateriale med markering af hhv. fase 1 og fase 2.

Skolen arbejder med udviklingen af udskolingsskolen under mottoet ”Her er godt at lære”. Skolen er desuden udpeget til at være udskolingsdynamo. Dette skal afspejle sig i skolens virke, organisering og bygninger. Med ombygningen af gymnastikfløjen ønsker skolen, at der skabes en ramme for udskolingselevernes læringsprocesser i rum, der kan danne ramme omkring et stærkt fællesskab og et inspirerende læringsmiljø. Rummene skal give mulighed for, at der arbejdes på mangfoldige måder og inspireres til alsidige didaktiske processer, ligesom de til enhver tid skal kunne anvendes til og understøtte undervisningen i skolens fremtidige linjeprofiler. Højdevangens Skole ønsker at være en åben skole, som skal signalere, at den er ”elevernes skole”. Eleverne skal have mulighed for at arbejde, lære og være der også efter endt undervisningstid.

Med inddragelse af gymnastikfløjen til ungdomsmiljø skabes mulighed for at etablere et samlende fællesareal, hvis betydning understreges af en ny indgang og foyer fra Sundbyvestervej. Foyeren bliver skolens nye omdrejningspunkt, som forbinder læringsmiljøet med EAT køkken og -lounge, samt giver adgang  videre over skolegården til basisområderne i hovedbygningen. Salene har med deres form, højde og lysindfald rumlige kvaliteter, som gør dem særligt egnede til indretning af ungdomsmiljøet. De to eksisterende gymnastiksale vil udover foyer indeholde et stort aktivitetsrum, der indrettes som et uformelt og inspirerende opholds- og læringsmiljø. Rummet indrettes fleksibelt med nicher til samtale, gruppearbejde og individuel fordybelse, plads til udstillinger, samt et biblioteksområde. Derudover etableres en hems med en bred opholdstrappe, der giver mulighed for udsyn og overblik. I forlængelse af aktivitetsrummet indrettes et multirum og et projektrum til arbejdet med linjerne eller til leg, dans og teater m.m. I den eksisterende tumlesal indrettes faciliteter til EAT med tilhørende indendørs og udendørs café- og loungemiljø. Lokalerne skal supplere det tilstødende læringsmiljø og være et sted, hvor eleverne kan spise, arbejde, mødes og være sammen gennem hele skoledagen.

I hovedbygningen bevares de eksisterende rammer, dog suppleret med et nyt naturfagligt lokale. Behovet for dette er en følge af de ændrede behov for faglokaler, der følger med omdannelsen til en skole for udskolingselever. Lokalet tænkes indrettet på 3. sal i sammenhæng med de eksisterende naturfaglige lokaler. I overgangsperioden frem til den endelige overgang til udskolingsskole løses presset på enkelte naturfaglige lokaler med interne rokader mellem eksisterende lokaler.

Skolens øvrige eksisterende faglokaler som sløjd, hjemkundskab, musik mv. bevares og vil kunne supplere basisområderne og ungdomsmiljøet specielt i forhold til undervisning i skolens fremtidige linjer, samt i de kommende år for de yngste elever frem til den endelige overgang til udskolingsskole.

Som følge af byggeprojektet nedlægges skolens nuværende idrætsfaciliteter. Der er udarbejdet en løsning for skoleåret 2012/2013, som sikrer de nødvendige faciliteter ved en kombination af lån af lokaler på omkringliggende skoler og fritidshjem, samt ved anvendelse af faciliteter i Sundby Idrætspark og Valbyhallerne i regi af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Transporten til Valbyhallerne vil medføre et tidstab i undervisningen, hvorfor denne løsning kun påtænkes anvendt i skoleåret 2012/13. Fra skoleåret 2013/14 har Højdevangens Skole mulighed for at booke sig ind i idrætsfaciliteterne i Sundby Idrætspark for en 2-årig periode. Ifølge Kultur- & Fritidsforvaltningens ”politik for anvendelse af idrætsfaciliteter i Københavns Kommune” prioriteres Købehavns kommuneskoler, som ikke selv har egnede idrætsfaciliteter øverst ved tildeling af lokaletid. På lang sigt forventes det således, at Højdevangens Skole får dækket sit behov for idrætsfaciliteter i Sundby Idrætspark. Anvendelsen af idrætsfaciliteterne er aftalt med KFF. 

Brugerinddragelse

Forslaget er udarbejdet i byggeudvalget nedsat for Højdevangens Skole, hvor skolens ledelse, lærere, skolebestyrelse og pædagogiske konsulenter er repræsenteret. Arbejdet og de prioriteringer, der er foretaget i byggeudvalget afspejler de forventninger, som både skole og forældre har specielt til det nye ungdomsmiljø, herunder at dette står klar til indvielse ved skolestart 2012. Udtalelse fra skolebestyrelsen er vedlagt som bilag.

Skolebestyrelsen udtrykker overordnet set stor tilfredshed med det foreliggende dispositionsforslag. Skolebestyrelsen udtrykker desuden stor tilfredshed med det arbejde, som alle parterne i byggeudvalget har ydet for at imødekomme den forventning, som kommende elever og forældre har til implementeringen af udskolingen på Højdevangens Skole. Skolebestyrelsen bemærker, at der skal opstilles byggeplads 2 gange som følge af, at ungdomsmiljøet etableres som "fast track". Byggeprocessen er en konsekvens af den aftalte hurtige etablering af ungdomsmiljøet og det samlede byggeprojekt forventes afsluttet allerede til skolestart 2013. Ombygningen af skolen påbegyndes umiddelbart efter godkendelse af denne anlægsbevilling med en samlet byggetid på 14-15 måneder. Ombygningerne gennemføres således væsentligt hurtigere end de 2-3 år, som er anført i udtalelsen. Byggeudvalget har endvidere drøftet ønsket om en overdækket lukket forbindelse mellem hovedbygning og ungdomsmiljø. Etablering af et attraktivt ungdomsmiljø har imidlerlertid været prioriteret højere i byggeudvalget.

Ved afslutningen af byggeprojektet vil der være de nødvendige faglokaler på Højdevangens Skole. Basislokalerne på Højdevangens Skole er ikke omfattet af byggeprojektet som følge af ovenstående prioriteringer samt projektets økonomiske ramme.

I forbindelse med byggeprojektet gennemfører Højdevangens Skole en proces for inddragelse af alle nuværende 6. klasser fra de fire involverede Amagerskoler. Der gennemføres i februar en intro- og "ryste-sammen uge" for eleverne, hvor der vil være oplæg og gruppearbejde om byggeriet om bla. læringsrum for store elever. Derudover nedsættes et elevbyggeudvalg, som vil blive inddraget i den kommende proces, når der foreligger et mere detaljeret tegningsmateriale. 

Høring af Københavns Ejendomme

Der foreligger høringssvar fra KEjd, som ikke giver forvaltningen anledning til bemærkninger. 

Tidsplan
Fase 1 af byggeprojektet forventes etableret og klar til ibrugtagning ved skolestart 2012. Fase 2 etableres efterfølgende med forventet ibrugtagning medio 2013.

Da tidsplanen for planlægning og udførelse af fase 1 er komprimeret i forhold til lignende processer, er detaljeringsgraden af tegningsmaterialet på ”dispositionsplansniveau”. Parallelt med den politiske behandling færdigbearbejdes projektet, idet anlægsarbejderne planlægges påbegyndt primo maj med forventet afslutning og ibrugtagning til skolestart 2012.

Økonomi

Behovet for midler til gennemførelse af de bygningsmæssige forandringer på Højdevangens Skole er opgjort til 15 mio. kr. Hertil kommer undervisningsmidler på 1 mio. kr. således, at den samlede anlægsbevilling bliver på 16 mio. kr. Som led i København i Vækst aftalen i foråret 2011 blev der afsat 80 mio. kr. i anlægsmidler til en ny skolestruktur på Amager. Anlægsbevillingen på 16 mio. kr. finansieres af rammen på 80 mio. kr. Der er udarbejdet en samlet plan for, hvordan de 80 mio. kr. skal fordeles på de 4 skoler, der indgår i den nye skolestruktur.

Anlægsbevillingen finansieres og udmøntes således:
Tabel 1 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling
Kr. (2012 p/l) Udvalg Bevilling Funktion 2012 2013 Total
Finansiering BUU Anlæg 3.22.01.3 11.000.000 5.000.000 16.000.000
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.01.3 1.000.000 34.247 1.034.247
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 3.22.01.3 10.000.000 4.965.753 14.965.753
Anlægsbevilling i alt       11.000.000 5.000.000 16.000.000

Anlægsudgifterne er sammensat på følgende måde:
Tabel 2 Anlægsudgifter
Anlægsudgifter  Kr.
Byggeomkostninger 14.730.920
Montering, flytteudgifter, undervisningsmidler mv. 924.658
Administrationsudgifter KEjd 234.834
Administrationsudgifter BUF 109.589
Anlægsudgifter i alt 16.000.000

Benchmark anlægsøkonomi
Der eksisterer ikke et anlægsbenchmark for etablering af overbygningsskoler. Bevillingen på 16 mio. kr. til Højdevangens Skole er fastlagt ud fra en samlet disponering af anlægsrammen på 80 mio. kr. til ny skolestruktur på Amager. 

Driftsøkonomi

Højdevangens Skole er i dag 3-sporet med 0-9 klasse. I alt er der 660 elever, som udløser en elevtalsafhængig bevilling på i alt 22.011.499 kr. Når skolen er fuldt indfaset til en udskolingsskole, vil den være 9 sporet med 7.-9. klasse. I alt vil der være 594 elever, hvilket vil udløse en elevtalsafhængig bevilling på i alt 20.808.372 kr. Det giver en samlet besparelse på skolens elevtalsafhængige bevilling på 1.203.127 kr.


Inkl. bygningsmæssige udgifter vil udskolingsskolen have en gennemsnitlig udgift pr. elev på 52.689 kr. Skolens nuværende gennemsnit pr. elev er på 49.243 kr. Udgiften pr. elev stiger således ved, at Højdevangens Skole bliver udskolingsskole. Driftsudgifterne på skoleområdet er bla. baseret på differentierede elevsatser, jf. BRs beslutning den 15.12.11 (2011-30880) om justering af budgetmodellen på skoleområdet. Den gennemsnitlige udgift pr. elev for hele kommunen er 61.308 kr. Højdevangens Skoles gennemsnitlig udgifter pr. elev vil dermed være 8.619 kr. under gennemsnittet for alle skolerne.

I beregningerne er der regnet med et gennemsnit på 22 elever pr. klasse.

 

Videre proces

Efter procedure for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægssager sendes indstillingen til udtalelse i KFU. 

 
                        Else Sommer                         /Knud Langberg 

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,

1.      at der gives en anlægsbevilling på 16 mio. kr. (2012 p/l) til ombygning af Højdevangens Skole til en 9-spors overbygningsskole for 7.-9. klassetrin. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.


Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 8. februar 2012

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, B, C, F og O.

Imod stemte ingen.

To medlemmer undlod at stemme: V og Ø.

Cecilia Lonning (V) og Rikke Lauritzen (Ø) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"Venstre og Enhedslisten undlader at stemme for indstillingen på grund af det begrænsede beløb, der er afsat af budgetpartierne. Det er ærgeligt, at udviklingen af en overbygningsskole ikke følges af den nødvendige økonomiske bevilling". 


Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger har til, at sagen om

 ·      Anlægsbevilling til etablering af overbygningsskole på Højdevangens Skole, Amager

gennemføres i den foreliggende form. Der henvises til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. marts 2012

Der blev stemt om indstillingen.

 

For stemte 8 medlemmer: A, B, C, F og O

2 medlemmer undlod at stemme: V og Ø

 

Venstre og Dansk Folkeparti videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Børne- og ungdomsudvalget den 8. februar 2012.

Til top