Mødedato: 28.01.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om en Cityring (anlægslov for M5) og lov om trafikselskaber

Se alle bilag

Der skal tages stilling til forslag til kommunens høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om en Cityring (anlægslov for M5) og lov om trafikselskaber.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende forslag til høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om en Cityring (anlægslov for M5) og lov om trafikselskaber, jf. bilag 1.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Transportministeriet har den 19. december 2025 sendt udkast til lovforslag om ændring af lov om en Cityring (anlægslov for M5) og lov om trafikselskaber i offentlig høring forud for fremsættelsen af lovforslaget for Folketinget. Høringsfristen er den 26. januar 2026.

Økonomiforvaltningens forslag til høringssvar fremgår af bilag 1.

Løsning

Lovforslagets indhold

Med udkastet til lovforslag implementeres den del af aftalen indgået den 28. marts 2025 mellem Københavns Kommune og regeringen om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm, som vedrører anlæg og drift af metrolinje M5 samt takstændringer mv.

Med lovforslaget fastlægges linjeføringen og stationer for en ny metrolinje til Lynetteholm. Det fremgår af lovforslaget hvilken regulering, der skal gælde for anlægget, herunder blandt andet bestemmelser om ophævelse af fredninger, fravigelse af planbestemmelser for så vidt angår placering af kontrol- og vedligeholdelsescentret på Prøvestenen og placeringen af stationen v/Prags Boulevard Øst. Lovforslaget omfatter både etape 1 og 2.

Desuden indeholder lovforslaget mulighed for at foretage ekspropriation i forbindelse med anlæg af Metro M5.

Af lovforslaget fremgår det, at tilkøb og udnyttelse af optioner betales af den, der ønsker at foretage et tilkøb eller udnytte en option. Den part (staten eller Københavns Kommune), der ønsker et tilkøb, skal både finansiere egentlige anlægsudgifter og afledte drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. Et muligt tilkøb kan fx være, at metrolinjen føres i tunnel fra Prags Boulevard Øst til stationen Lynetteholm N eller fremrykning af etape 2. Hvis et tilkøb skønnes at ville kunne få konsekvenser for fremdriften i anlægsprojektet, vil tilkøbet skulle drøftes mellem Københavns Kommune og staten, idet det vil kunne være nødvendigt at indgå en separat aftale om tilkøbet. En separat aftale om tilkøb kan f.eks. blive aktuel, hvis forsinkelse, grundet tilkøbet, får betydning for projektøkonomien i den indgåede aftale mellem regeringen og Københavns Kommune.

Derudover indeholder lovforslaget – som ved tidligere metrostrækninger - særlige bestemmelser om forurening og gener fra anlægget af metrolinje M5 og tilhørende regler om mulighed for kompensation til naboer. Aflastning til støjplagede naboer indføres som en ny kompensationsmulighed. Aflastning vil sige mulighed for midlertidigt ophold i lejlighed, på hotel, kontorfacilitet eller andre opholdsmuligheder stillet til rådighed af Metroselskabet I/S. Anlægsloven giver hjemmel til, at Transportministeren efterfølgende kan udstede byggepladsbekendtgørelse og nabopakkebekendtgørelse.

Der fastsættes også regler om ledningsomlægninger i forbindelse med anlægget, herunder at gæsteprincippet finder anvendelse. Der indføres mulighed for at gennemtvinge en flytning af en ledning, herunder i helt særlige tilfælde at give mulighed for at foretage ekspropriation til sikring af ledningernes nye placering og yderligere sikre ledningernes tilstedeværelsesret.

Lovforslaget indebærer desuden en ændring i lov om trafikselskaber, så der indføres et tillæg på 20 kr. til og fra Københavns Lufthavn i 2027, kvalitetstillægget i metroen forhøjes med 1 kr. fra 2036 samt nye takstzoner indføres i Nordhavn og Østhavnen, når nye metrostationer idriftsættes. Ændringer er aftalt i aftalen af 28. marts 2025 om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm.

Der pålægges ikke lufthavnstillæg på pendlerprodukter, herunder ungdomskort og pensionistkort. Der ydes rabat på lufthavnstillægget svarende til den rabat, der ydes på standardbilletter for kundetyperne barn, ung, pensionist og handicap. Det foreslås, at rejser til takstzone 4 foretaget på standardbilletten enkeltbillet tillægges taksten et lufthavnstillæg på 20 kr. (2025-pl) pr. rejse. Rejsende med bopælsadresse i Tårnby og Dragør Kommune undtages et lufthavnstillæg på enkeltbilletter til takstzone 4, idet de to kommuner er beliggende i takstzone 4, og hermed indføres derfor en undtagelse for denne kundegruppe som en afbødende foranstaltning for de rejsende, der eventuelt benytter enkeltbilletten som rejsehjemmel til deres bopæl i de to kommuner. Metroselskabet forventer, at lufthavnstillægget fortsat medfører et provenu på 4,1 mia. kr., som det fremgår aftalen mellem regeringen og Københavns Kommune om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm.

Økonomiforvaltningens bemærkninger

Økonomiforvaltningen har sammen med Metroselskabet deltaget i en arbejdsgruppe nedsat af Transportministeriet om udarbejdelse af lovforslaget. Forvaltningen har generelt oplevet stor lydhørhed overfor forvaltningens forslag og input til indhold.

Forvaltningen foreslår, at fokus i høringssvaret er på følgende emner:

  • Håndtering af betondækningsgrave (bunkere). For at kunne etablere stationen ved Lergravsparken er det nødvendigt at nedlægge tre betondækningsgrave (bunkere). Af lovbemærkningerne fremgår, at Københavns Kommune kan tilkøbe erstatningsløsning. Det foreslås tydeliggjort, at Københavns Kommune kan træffe beslutning om bunkerne skal genopføres eller ej.

     

  • Søfartsstyrelsen har i sit høringssvar til miljøkonsekvensvurderingen af Metro M5 påpeget, at der skal udlægges en vandarealzone til metrolinje M5 ved den førstkommende ændring af statens havplan. Udlægningen muliggør, at M5 kan krydse vandet ved Bryggebroen, syd for Prøvestensbroen og ved Margretheholm Havn. Det bemærkes, at arealudlægningen på vand til Metro M5 med fordel kan ske med anlægsloven for M5, i tilfælde af at revisionen af havplanen ikke kan tilvejebringe den fornødne arealreservation til M5 og/eller at revisionen af havplanen ikke kan ske i tilstrækkelig tid før anlægsstart.

     

  • Med lovforslaget overdrages Københavns Kommunes og By & Havns arealer vederlagsfrit til Metroselskabet – enten permanent med henblik på drift af M5 eller midlertidigt med henblik på anlæg af M5. Det foreslås i høringssvaret, at det med fordel også kan præciseres, at ejerskab til opfyld, der er nødvendigt for anlæg og drift af Metro M5, tilfalder Metroselskabet. Desuden påpeges, at det er væsentligt, at Københavns Kommunes øvrige arealer og rettigheder jf. aftalen med staten også overdrages hurtigst muligt af hensyn til at realisere den aftalte byudviklingstakt, som også er en forudsætning for Metro M5’s passagergrundlag. Det bemærkes derfor, at de grunde og tilbagekøbsrettigheder, som Københavns Kommune overdrager til By & Havn (det kommende Lynetteholm I/S) jf. aftalen mellem regeringen og Københavns Kommune om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm, med fordel kan overdrages i loven om Metro M5, for at sikre fremdrift i forhold til den i aftalen forudsatte udbygningstakt på Kløverparken og Quintus.

Forslag til høringssvar fremgår af bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse af høringssvaret, sender Økonomiforvaltningen høringssvaret til Transportministeriet. Da høringsfristen ligger to dage før sagen behandles i Borgerrepræsentationen den 28. januar 2026, er Økonomiforvaltningen i dialog med Transportministeriet om høringssvaret kan afgives senere. Alternativt vil høringssvaret blive fremsendt med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse.

Lovforslaget forventes fremsat for Folketinget i denne folketingssamling. Når loven er vedtaget, kan Københavns Kommune udstede tilladelse i henhold til miljøvurderingslovens § 25 til anlæg af M5, etape 1 (godkendt af Borgerrepræsentationen den 13. november 2025).

Søren Hartmann Hede               /Nanna Westerby Jensen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om en Cityring (anlægslov for M5) og lov om trafikselskaber, jf. bilag 1.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2026

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: F, Ø, A, C, B, V, I og O.

Imod stemte: Å.

 

Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er fortsat vores ønske, at M5 føres under jorden fra Kløverparken til Lynetteholmen.”

 

Enhedslisten og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne så gerne at takstsystemet blev gjort mere simpelt med en timemodel frem for geografiske takstzoner og ikke yderligere kompliceret med oprettelsen af flere zoner, som er tilfældet med lovforslaget.”

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er tilhængere af 1. etape af M5, fordi den kan aflaste metroen under havnesnittet, som allerede i dag er og i fremtiden vil være belastet af passagermængden. Derfor bakker vi op om kommunens høringssvar til anlægsloven. Det har ikke indflydelse på, at vi stadig mener, at etableringen af Lynetteholm skal sættes på pause. Derudover er det vigtigt for Enhedslisten, at der gennemføres afværgeforanstaltninger, som vil reducere gener fra bl.a. støj, som det er beskrevet i miljøkonsekvensrapporterne, ligesom partierne fortsat vil arbejde for at metrostrækningen føres i tunnel på hele strækningen."

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

"Alternativet stemmer imod indstillingen om Københavns Kommunes høringssvar til anlægsloven for M5. Alternativet støtter behovet for en løsning, der aflaster havnesnittet, men kan ikke tilslutte sig et grundlag, hvor M5 samtidig er tæt koblet til Lynetteholm og dermed byudviklingen dér. Alternativet vurderer, at der fortsat er væsentlige usikkerheder om miljø- og nabokonsekvenser, påvirkning af kritisk afløbs- og forsyningsinfrastruktur samt økonomi, risici og finansieringsforudsætninger. Alternativet forventer, at kommunen i den videre proces sikrer fuld gennemsigtighed om forudsætninger og alternativer, herunder delstrækningsvise løsninger (tunnel/højbane) og anlæggets klima- og miljøbelastning."

Til top