Mødedato: 22.08.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Fælles anvisning af ungdomsboliger i København

Se alle bilag

I forlængelse af Borgerrepræsentationens vedtagelse af ”Boligstrategi for unge og studerende i København, 2012-2014” skal Borgerrepræsentationen tage stilling til fælles anvisning og retningslinjer for udlejning af støttede ungdomsboliger i København.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at selvejende ungdomsboliger i kommunen, der er opført med offentlig støtte efter tidligere lovgivning, skal tilknyttes fælles anvisning ved indgåelse af kontrakt med ét af de to indstillingsudvalg i København senest 1. januar 2014,
  2. at der ikke arbejdes videre med det af Teknik- og Miljøudvalget i mødet den 18. juni 2012 stillede forslag om indførelse af en forårs-akutliste,
  3. at der ikke arbejdes videre med det af Teknik- og Miljøudvalget i mødet den 18. juni 2012 stillede forslag om, at de studerende skal have mulighed for at prioritere op til to kollegier i perioden med akutoptag,
  4. at reviderede retningslinjer for udlejning af støttede ungdomsboliger til ikrafttræden 1. juli 2013, jf. bilag 1 godkendes,
  5. at bemyndige Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen til efter aftale med fællesanvisningerne at godkende mindre ændringer i de fælles retningslinjer for udlejning,
  6. at tage forvaltningernes redegørelse for ”de fire spor”, som skal få flere med i fælles anvisning (bilag 2) til efterretning, samt
  7. at retningslinjerne pr. 1. januar 2014 suppleres med en regel om, at de enkelte ansøgere uden for akutperioden kan prioritere to ungdomsboligbebyggelser med den virkning, at de får tildelt ekstra 4 point, der kun kan anvendes ved tildeling af boliger i de prioriterede bebyggelser. De ekstra point kan ikke tildeles sammen med point for interne ansøgere. 

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 9. februar 2012 ”Boligstrategi for unge og studerende i København 2012-2014”. Strategien opstiller bl.a. et mål om at sikre den kortest mulige ventetid på en ungdomsbolig for unge med akut behov for en bolig. I København er der to fællesanvisninger, der uafhængigt af hinanden anviser ungdomsboliger i København og omegn. Endvidere er der i dag ca. 1.300 støttede ungdomsboliger og en række private kollegier i København, der står uden for fælles anvisning. Kommunen kan beslutte, at visse boliger skal tilsluttes en fællesanvisning, men ikke hvilken. Lovgivningen tager ikke højde for, at der i København er to fællesanvisninger. Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 18. juni 2012 forslag om fælles anvisning og fælles retningslinjer for anvisningen. Indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen med forslag om at få flere ungdomsboliger med i fælles anvisning, at der indføres en forårs-akutliste og at studerende får mulighed for særligt at prioritere op til to kollegier.

Løsning

Forvaltningerne foreslår, at Borgerrepræsentationen beslutter at benytte lovens muligheder for at få flere ungdomsboliger med i fælles anvisning og vedtager fælles retningslinjer for anvisningen af ungdomsboliger (bilag 1). De indstillede retningslinjer imødekommer ikke forslagene om en forårs-akutliste og adgang til prioritering af op til to kollegier.

1. Flere ungdomsboliger med i fælles anvisning
Kommunen kan træffe beslutning om fælles anvisning med virkning for de 19 selvejende ungdomsboliginstitutioner (kollegier) i København, der er opført med statsstøtte i henhold til tidligere lovgivning. Sådan beslutning kan gå ud på, at kollegierne pålægges at indgå kontrakt om fælles anvisning med ét af de to indstillingsudvalg i København - CIU eller KKIK. Konkret foreslås, at den fælles anvisning skal træde i kraft senest 1. januar 2014. Beslutningen vil føje ca. 1.000 boliger (fem kollegier) til de i forvejen ca. 10.500 boliger, der er med i fælles anvisning i hovedstadsområdet. Det vil gøre det lettere for boligsøgende studerende at danne sig et samlet overblik over byens kollegier og forbedre mulighederne for en hurtig afvikling af boligkøen omkring studiestart. Kollegierne vil skulle betale et administrationsgebyr ved tilmelding til den fælles anvisning, hvilket potentielt kan udløse en månedlig huslejestigning i størrelsesorden 10-30 kr. pr. bolig.

Forvaltningen arbejder ad flere andre (nye) spor på at nå målet om at få flere med i fælles anvisning, jf. bilag 2. Forslaget anses hermed for imødekommet.

2. Fælles retningslinjer (akutventelisten m.m.)

CIU og KKIK har hver deres ”pointsystem” med forskellige principper for, hvordan uddannelsesmæssige og sociale forhold m.v. indgår i vurderingen af de boligsøgendes behov (almindelig venteliste). Københavns Kommune har siden 2005 haft retningslinjer for udlejning af støttede ungdomsboliger i forbindelse med studiestart i efterårssemestret for at sikre et hurtigt boligtilbud til nyoptagne studerende, der ikke har mulighed for at pendle til København (akutventelisten). CIU og KKIK har udviklet hver deres måde at administrere retningslinjerne for akutventelisten på.

Forvaltningerne har derfor sammen med CIU og KKIK udarbejdet et forslag til fælles retningslinjer, som tager udgangspunkt i en sammenskrivning af CIU’s og KKIK’s eksisterende pointsystemer og kommunens gældende retningslinjer for akutlisten. De nye retningslinjer skal sikre ensartet og gennemskuelig administration i de to indstillingsudvalg, jf. bilag 1. Formålet er at sikre en afvejning af hensynet til sociale og uddannelsesmæssige behov, akut boligbehov i forbindelse med studiestart (afstandskriteriet) og et almindeligt behov/ønske om at flytte i ungdomsbolig (hos bl.a. Københavns egne unge).

Erfaringerne med akutoptaget i 2012 er opsamlet i bilag 3. Forslaget viderefører generelt den eksisterende anvisningspraksis og principperne fra akutlisten om, at nyoptagne studerende på en uddannelsesinstitution i hovedstadsområdet med mere end en times transport mellem hjem og uddannelsessted bliver prioriteret. Begge indstillingsudvalg har oplevet øget søgning i de senere år. I 2012 var akutlisten således først tømt ultimo november. Forslaget giver derfor den særlige fortrinsret (akutpoint) i en begrænset periode hvert år – i 2013 fra 1. august til 30. november.

Det foreslås, at forvaltningerne bemyndiges til løbende at justere retningslinjerne, herunder varigheden af perioden med akutoptag i dialog med CIU og KKIK, bl.a. i forbindelse med en årlig evaluering af optaget.

3. To forslag fra Teknik- og Miljøudvalget den 18. juni 2012

Teknik- og Miljøudvalget bad på mødet den 18. juni 2012 forvaltningerne vurdere to forslag til ændring af praksis for boliganvisning til studerende.

a.      Forslag om indførelse af en akutliste i foråret.

Forslaget om en akutliste i foråret vil betyde, at nye studerende behandles ens, uanset om de påbegynder deres uddannelse i efterårssemesteret eller forårssemesteret. Forslaget har været drøftet med CIU og KKIK, som har følgende bemærkninger til forslaget:

  • Presset på ventelisterne i foråret er væsentligt mindre end i efterårssemesteret (ca. 1/3), og hverken CIU eller KKIK oplever, at der er tale om et stort problem/behov.
  • Ansøgere fra augustoptaget, som får nulstillet deres akutpoint ved akutperiodens udløb ultimo november, men endnu ikke har fået et boligtilbud, vil opleve, at de bliver ”overhalet indenom”.
  • Andre ansøgere, heriblandt kommunens egne borgere, bliver nedprioriteret, og må i akutperioden påregne kun at få tilbudt boliger med en husleje på over 3.500 kr., idet disse boliger ikke indgår i akutudlejningen. 

På denne baggrund kan forvaltningerne ikke anbefale indførelse af en akutliste i foråret.

b. Forslag om at de studerende skal have mulighed for at prioritere op til to kollegier.
Forslaget skal give de unge indflydelse på, hvor de kommer til at bo. Forslaget kan dermed ses som en imødekommelse af de høringssvar fra de selvejende kollegier, der påpeger, at fælles anvisning skal inddrage den boligsøgendes ”motivation” i ansøgningsprocessen.

Forslaget skal give de unge indflydelse på, hvor de kommer til at bo. Forslaget kan dermed ses som en imødekommelse af de høringssvar fra de selvejende kollegier, der påpeger, at fælles anvisning skal inddrage den boligsøgendes ”motivation” i ansøgningsprocessen.

Forslaget vil give de unge en berettiget forventning om, at prioriteringen øger deres chancer for at få et tilbud om en bolig på de prioriterede kollegier. CIU og KKIK oplyser, at hovedparten af de unges prioriteringer erfaringsmæssigt retter sig mod få meget eftertragtede kollegier i centrum, som allerede har meget lange ventelister. Forventningerne vil derfor næppe kunne indfries. Samlet set vurderer de to indstillingsudvalg, at prioriteringen vil få meget lille effekt og give anledning til frustration hos de boligsøgende. Forvaltningerne kan på den baggrund ikke anbefale forslaget.

Høring

Forvaltningerne har gennemført to høringsrunder blandt interessenter på området, jf. Bilag 4-5.

Der er modtaget positive høringssvar fra Danske elever og Studerendes Kollegieråd (DSK) og Danske Studerendes Fællesråd (DSF). De anfører, at fælles retningslinjer og fælles anvisning vil sikre de boligsøgende en professionel og uvildig boligrådgivning. Flere almene boligorganisationer opfatter det som problematisk, at de via den fælles anvisning skal bidrage til at løse særlige sociale problemer (jf. retningslinjernes boligsociale kriterier), samtidig med at de skal levere hver tredje ledige ungdomsbolig til boligsocial anvisning. Forvaltningerne bemærker, at anvisningen som udgangspunkt ikke ændres med de nye retningslinjer. Forvaltningerne vil dog følge udviklingen i kommunen sammen med boligorganisationerne.

Flere høringsparter foreslår en begrænsning af akutlisten for bedre at kunne tilgodese bl.a. Københavns egne unge. Forvaltningerne mener, at der med den foreslåede justering af retningslinjerne er fundet en passende balance mellem de tre overordnede hensyn med retningslinjerne. Forvaltningerne har imødekommet en række andre konkrete ændringsforslag, som bl.a. skal forbedre mulighederne for at flytte mellem kollegier.

De selvejende kollegier og andre, der i dag står uden for fælles anvisning, udtaler sig imod, at kollegierne pålægges at betale et administrationsgebyr til den fælles anvisning. Enkelte kollegier med fælles køkkenfaciliteter har endvidere udtrykt bekymring for kollegiernes sociale sammenhængskraft ved overgang til fælles anvisning.

Forvaltningerne har afholdt møde med kommunerne i regionen for at informere om Københavns Kommunes initiativer på ungdomsboligområdet og afdække fælles interesser. Et udkast til retningslinjer har været udsendt i uformel høring med oplysning om, at retningslinjerne via CIU’s og KKIK’s administration kan få virkning også for boliger beliggende uden for København, hvis de er tilsluttet et af de to indstillingsudvalg. Dog vil evt. andre retningslinjer vedtaget af beliggenhedskommunen selvsagt skulle respekteres. Der var ikke umiddelbart bemærkninger til retningslinjerne. Kommunerne (embedsmandsniveau) er generelt positive over for et øget samarbejde herunder muligheden for at deltage i en fælles ungdomsboligportal.

Økonomi

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen tiltræder indstillingen, vil forvaltningerne iværksætte initiativerne om fælles anvisning og fælles retningslinjer

Hvis Borgerrepræsentationen pålægger forvaltningerne at arbejde videre med forslaget om en forårs-akutliste og/eller forslaget om adgang til prioritering af op til to kollegier, vil forvaltningerne sammen med CIU og KKIK foretage de nødvendige justeringer af retningslinjerne, så ændringerne kan træde i kraft hurtigst muligt.

Indsatsen skal bane vejen for én fælles indgang til ungdomsboliger i hovedstadsområdet. Denne indsats afhænger af villigheden hos CIU og KKIK til at indgå i et samarbejde. Borgerrepræsentationen vil efter sommerferien få forelagt en indstilling om mulighederne for at etablere en fælles ungdomsboligportal samt en plan for inddragelse af omegnskommunerne.

 

 

 

Claus Juhl                           /Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at træffe beslutning om, at selvejende ungdomsboliger i kommunen, der er opført med offentlig støtte efter tidligere lovgivning, skal tilknyttes fælles anvisning ved indgåelse af kontrakt med ét af de to indstillingsudvalg i København senest 1. januar 2014
  2. at vedtage at der ikke arbejdes videre med det af Teknik- og Miljøudvalget i mødet den 18. juni 2012 stillede forslag om indførelse af en forårs-akutliste
  3. at vedtage at der ikke arbejdes videre med det af Teknik- og Miljøudvalget i mødet den 18. juni 2012 stillede forslag om, at de studerende skal have mulighed for at prioritere op til to kollegier i perioden med akutoptag
  4. at godkende reviderede retningslinjer for udlejning af støttede ungdomsboliger til ikrafttræden 1. juli 2013, jf. bilag 1
  5. at bemyndige Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen til efter aftale med fællesanvisningerne at godkende mindre ændringer i de fælles retningslinjer for udlejning
  6. at tage forvaltningernes redegørelse for ”de fire spor”, som skal få flere med i fælles anvisning (bilag 2) til efterretning.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. juni 2013

Indstillingen blev udsat.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 17. juni 2013

SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten og Det Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag til ekstra 7. at:

”At retningslinjerne pr. 1. januar 2014 suppleres med en regel om, at de enkelte ansøgere uden for akutperioden kan prioritere to ungdomsboligbebyggelser med den virkning, at de får tildelt ekstra 4 point, der kun kan anvendes ved tildeling af boliger i de prioriterede bebyggelser. De ekstra point kan ikke tildeles sammen med point for interne ansøgere”

For ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø.

Imod ændringsforslaget stemte 2 udvalgsmedlemmer: C, O.

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: I .

Ændringsforslaget blev vedtaget.

 

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø, C.

Imod indstillingen stemte ingen udvalgsmedlemmer.

3 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: C, I, O.

Indstillingen blev anbefalet.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2013 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2013

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:

 

”Vi finder, at ungdoms- og studieboliganvisningen bør ske for hele Storkøbenhavn og på tværs af kommunegrænserne. Anvisningen bør ske i privat regi. De kommunalt opførte og støttede studie- og ungdomsboliger i København skal indgå i en sådan centralanvisning. Udgiften må ikke pålægges skatteyderne eller lægges oven på huslejen.”

Et forslag fra Socialdemokraterne om at henvise ændringsforslaget til Teknik- og Miljøudvalget blev vedtaget uden afstemning.

 

Indstillingen blev med det udsendte tekniske ændringsforslag herefter godkendt med 35 stemmer imod 3. 11 undlod.

 

For stemte: A, B, F, Jaleh Tavakoli (løsgænger), Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: I og 1 medlem af V (Flemming Steen Munch).

Følgende undlod at stemme: C, O og 3 medlemmer af V (Pia Allerslev, Cecilia Lonning-Skovgaard og Leslie Arentoft).

Til top