Mødedato: 21.09.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Igangsættelse af seks skybrudsprojekter, Vanløse og Østerbro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til igangsættelse af seks skybrudsprojekter i Vanløse og Østerbro og til frigivelse af anlægsmidler hertil (takstmidler). De seks projekter har alle potentiale for at skabe yderligere merværdi i byrummet, hvis der suppleres med skattemidler til byrumstilkøb. Ved at behandle sagen om igangsættelse af de takstfinansierede skybrudsprojekter nu fremfor ifm. den årlige klimatilpasningsredegørelse, der forelægges sidst på året, er det muligt at henvise finansieringen af eventuelle byrumstiltag ifm. projekterne til forhandlingerne om Budget 2024. En tidlig igangsættelse og vished om finansiering af byrumstiltag allerede ved projektopstart vil give projekterne mulighed for en mere effektiv og robust tidsplanlægning. Samtidig sikres det, at projekterne vil kunne gennemføres efter de tidligere regler for medfinansieringsprojekter, som indebærer, at den fysiske anlæggelse af projekter skal være igangsat inden den 1. januar 2027.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at skybrudsprojekterne Ålekistevej, Tryggevældevej og Vanløse Skatepark, Bellahøjvej, Vennemindevej m.fl., Hesseløgade m.fl. og Tåsingegadeigangsættes, jf. bilag 2, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 92,6 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 92,6 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 92,6 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 92,6 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3,
  2. at henvise finansiering af byrumstiltag med tilvalg af leje af erstatningsparkeringspladser til Budget 2024.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 26. november 2015 en samlet plan for skybrudssikring af København over 20 år, hvori der indgår 300 konkrete overfladeløsninger, der anlægges af Københavns Kommune. Skybrudsindsatsen består desuden af HOFORs underjordiske rørløsninger og tunneler samt private anlæg. Borgerrepræsentationen tager normalt stilling til det kommende års takstfinansierede skybrudsprojekter i forbindelse med den årlige klimatilpasningsredegørelse. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår med denne indstilling, at der igangsættes seks takstfinansierede skybrudsprojekter, der alle har potentiale for merværdi i byrummet, som kan indfries ved byrumstilkøb. Finansiering af byrumstiltag ifm. de seks projekter kan henvises til forhandlingerne om Budget 2024.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der igangsættes seks projekter, jf. bilag 2 og tabel 1 nedenfor. De seks projekter indgår alle i afsluttede masterplaner og er derfor klar til igangsættelse. Projekternes placering og sammenhæng med masterplaner fremgår af bilag 2. Ved at behandle sagen nu fremfor ifm. den årlige klimatilpasningsredegørelse sidst på året er det muligt at henvise finansieringen af eventuelle byrumstiltag ifm. projekterne til forhandlingerne om Budget 2024. Dermed vil Teknik- og Miljøforvaltningen fra projektstart have klarhed over, om der skal der skal indarbejdes byrumstilkøb i projekterne, og det sikres, at projekterne vil kunne gennemføres efter de tidligere regler for medfinansieringsprojekter, som indebærer, at den fysiske anlæggelse af projekter skal være igangsat inden den 1. januar 2027.

Tabel 1: De seks skybrudsprojekter

 

 

Bevilling, der søges om (takstmidler)

 

 

Mio.kr.

Mulige byrums-tilkøb (forudsætter finansiering ved budget-
forhandling-
erne)

Mio. kr.

1. Ålekiste-vej, Vanløse

På Ålekistevej mellem Slotsherrensvej og Jyllingevej etableres grønne vejbede, der kan tilbageholde 550 m3 regnvand. Projektet reducerer oversvømmelser i kvarteret syd for Jyllingevej. Der forventes nedlagt 20-25 parkeringspladser og fældet ni træer indenfor projektområdet. Det indgår i projektets økonomi, at der plantes nye træer indenfor projektområdet og etableres erstatningspladser i nærområdet.

 

 

6,9

 

 

2-5

2. Trygge-vældevej og Vanløse Skatepark, Vanløse

Ved Vanløse Skatepark etableres et forsinkelsesbassin, der kan tilbageholde 450 m3 regnvand, og der foretages mindre terrænreguleringer på den sydlige del af Tryggevældevej. Forsinkelsesbassinet vil fremadrettet fungere som både skaterareal og skybrudsbassin. Projektet reducerer oversvømmelser nord for skaterarealet samt oversvømmelser syd for skaterarealet ved Jernbane Allé og Jyllingevej.

 

 

6,1

 

 

2-5

3. Bellahøj-vej, Vanløse

 

På Brønshøjvej syd for Fuglsang Allé og langs Bellahøjvej fra Brønshøjvej til Jyllingevej etableres grønne vejbede, der kan tilbageholde 2.000 m3 regnvand. Projektet reducerer oversvømmelser ved Jyllingevej og Bangsbovej og aflaster kloakken for hverdagsregn. Der forventes nedlagt 20-50 parkeringspladser indenfor projektområdet. Det indgår i projektets økonomi, at der etableres erstatningspladser i nærområdet.

 

 

18,2

 

 

2-5

4. Venneminde-vej m.fl., Østerbro

På Vennemindevej m.fl. etableres grønne vejbede, der kan tilbageholde 800 m3 regnvand. Projektet reducerer overløb til havnen, hvilket kan forbedre badevandskvaliteten. Projektet reducerer desuden oversvømmelser i området, hvor Helsingborggade og Thomas Laubs Gade møder Kildevældsgade. Der forventes nedlagt 0-20 parkeringspladser, der ikke foreslås erstattet, da det er usikkert, om der kan findes plads til dem i området, jf. bilag 2.

 

 

28,1

 

 

 

 

10-40 (skalerbar)*

 

5. Hesselø-gade m.fl., Østerbro

På Nygårdsvej og omkringliggende gader etableres grønne vejbede, der kan tilbageholde 550 m3 regnvand. Projektet reducerer overløb til havnen, hvilket kan forbedre badevandskvaliteten. Projektet reducerer desuden oversvømmelser langs Nygårdsvej. Der forventes nedlagt 0-20 parkeringspladser, der ikke foreslås erstattet, da det er usikkert, om der kan findes plads til dem i området, jf. bilag 2.

 

 

18,7

6. Tåsinge-gade, Østerbro

På Tåsingegade etableres grønne vejbede, der kan tilbageholde 915 m3 regnvand. Projektet reducerer overløb til havnen, hvilket kan forbedre badevandskvaliteten. Projektet skybrudssikrer desuden metroen ved Poul Henningsens Plads samt omkringliggende ejendomme. Der forventes nedlagt 0-10 parkeringspladser, der ikke foreslås erstattet, da det er usikkert, om der kan findes plads til dem i området, jf. bilag 2.

 

 

14,6

 

* Beløbet omfatter i alt fem projekter, heraf to tidligere igangsatte projekter, jf. afsnittet ’Mulighed for byrumstilkøb’ nedenfor.

Mulighed for byrumstilkøb
Hvis der ønskes indarbejdet byrumstiltag i ét eller flere af de takstfinansierede skybrudsprojekter, kan finansiering henvises til forhandlingerne om Budget 2024. De forventede budgetter til byrumstiltagene fremgår i fjerde kolonne af tabel 1 ovenfor. Fem af de takstfinansierede skybrudsprojekter (alle på nær projektet Tryggevældevej og Vanløse Skatepark), jf. tabel 1 ovenfor, indeholder bl.a. vejbede, der i sig selv vil medføre en øget begrønning. Begrønningen kan imidlertid øges yderligere, hvis der afsættes skattemidler til ekstra vejtræer og mere beplantning i vejbedene. Dette vil give gadestrækningerne et mere markant grønt udtryk og understøtte kommunens strategier for bedre bynatur, øget biodiversitet samt mindske varmeø-effekten. I projektet Tryggevældevej og Vanløse Skatepark vil supplerende skattemidler særligt kunne skabe merværdi for brugerne ved fx at udskifte det eksisterende asfaltunderlag med et betonunderlag.

Forvaltningen forventer at gennemføre projekterne Vennemindevej m.fl., Hesseløgade m.fl. og Tåsingegade og de tidligere igangsatte skybrudsprojekter Jagtvej m.fl. og Reersøgade m.fl. sideløbende. Teknik- og Miljøudvalget kan bestille et samlet budgetnotat på øget begrønning og flere træer for de fem projekter.

Det kan også besluttes at henvise eventuelle byrumstilkøb til forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 eller Budget 2025, hvilket dog må forventes at forsinke eksekveringen af skybrudsprojekterne. Konsekvensen heraf kan fx være, at den fysiske anlæggelse af projekterne ikke kan igangsættes inden den 1. januar 2027.

Høring

De seks skybrudsprojekter har været i høring hos Vanløse Lokaludvalg og Østerbro Lokaludvalg i perioden 17. maj til den 8. juni 2023. Der er ikke direkte overlap mellem skybrudsprojekterne og lokaludvalgenes budgetønske til forhandlingerne om Budget 2024. Vanløse Lokaludvalg ser positivt på, at der i projekterne i Vanløse er fokus på bynatur og biodiversitet og finder, at lokaludvalgets generelle ønsker om bl.a. hastighedsdæmpende tiltag og allé-beplantning falder godt i tråd med de foreslåede projekter. Lokaludvalget anbefaler i projektet Tryggevældevej og Vanløse Skatepark supplerende tiltag i form af bl.a. begrønning, støjreduktion samt en udformning, der regulerer cykeltrafikken på tværs af banen. Endelig opfordrer lokaludvalget til, at erstatningspladser så vidt muligt etableres tæt på projektområdet, og at projekterne gennemføres på så kort tid som muligt.

Østerbro Lokaludvalg ser positivt på projekterne på Østerbro og finder det oplagt, at de gennemføres som ét samlet projekt sammen med de tidligere igangsatte Jagtvej og Reersøgade og opfordrer til, at der udarbejdes et samlet budgetnotat for disse. Lokaludvalget finder det vigtigt, i det omfang det ikke kan finansieres af takstmidler, at der afsættes byrumsmidler for at fortsætte den grønne linje i Klimakvarteret, og at der afsættes midler til bl.a. biodiversitet, trafiksanering samt afkøling af byen. Desuden anbefaler lokaludvalget, at muligheden for at finde erstatningspladser undersøges, og peger på vigtigheden af at være opmærksom på sikkerheden for ældre og gangbesværede ved etablering af forsinkelsesbassiner.

Begge lokaludvalg finder det oplagt, at projekterne koordineres med en række andre allerede planlagte eller endnu ufinansierede projekter (fx trafiksikkerhedsprojektet på Jyllingevej eller sikker-skolevej på Nygårdsvej).

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vil koordinere skybrudsprojekterne med finansierede projekter og tilstødende projekter, der afsættes midler til i Budget 2024. Forvaltningen vil indarbejde lokaludvalgenes ønsker til byrumstilkøb inden for skybrudsprojekternes projektområder i budgetnotater såfremt udvalget henviser dette til forhandlingerne om Budget 2024. Bilag 4 indeholder bemærkninger fra lokaludvalg og forvaltningens kommentarer hertil.

Parkering og træer
I projekterne Ålekistevej og Bellahøjvej (uden for parkeringszone) forventes nedlagt parkeringspladser, der vil blive erstattet. I projekterne Vennemindevej m.fl., Hesseløgade m.fl. og Tåsingegade (gul zone) forventes nedlagt parkeringspladser, der ikke foreslås erstattet. Af tabel 1 ovenfor fremgår det forventede antal nedlagte parkeringspladser. Det endelige antal samt antal erstatningspladser og disses placering vil blive fremlagt i forbindelse med den politiske behandling af projektforslag. De seks projekter i projektpakken har ikke konsekvenser for cykelparkeringspladser. Det er forventningen, at der fældes ni træer som led i skybrudsprojektet Ålekistevej. Fældede træer vil blive erstattet af nye træer.

Politisk handlerum

  • Det kan besluttes ikke at give rådighedsbevillinger til de seks skybrudsprojekter. Det vil betyde, at målet for skybrudssikring samt håndtering af hverdagsregn i skybrudsplanen (BR 13. december 2012) ikke vil blive opfyldt i områderne, hvor projekterne skal anlægges. Alternativt kan forvaltningen bede HOFOR om at anlægge rørløsninger. Rørløsninger vil ikke bidrage til begrønning af byen, og må forventes at være mere CO2-belastende end grønne overfladeløsninger.
  • Det kan besluttes at henvise finansiering af byrumstiltag til ét eller flere af de seks skybrudsprojekter til forhandlingerne om Budget 2024. I så fald skal udvalget stille ændringsforslag herom.
  • Det kan besluttes at gennemføre alle skybrudsprojekterne uden erstatningsparkering. Den samlede økonomi til de seks projekter bliver i så fald 90,9 mio. kr., jf. bilag 3.
  • Såfremt der ønskes erstatningsparkering til ét eller flere af projekterne, kan der henvises til TM002 (Budget 2023), hvori der indgår midler til leje af parkeringspladser i byen.

Økonomi

De seks skybrudsprojekter disponerer over i alt 92,6 mio. kr. (p/l 2024), jf. bilag 3. Herved er der samlet set disponeret for i alt 2,0 mia. kr. i p/l 2023 (46 %) ud af den samlede økonomiske ramme for skybrudsprojekter på overfladen på 4,3 mia. kr. (p/l 2023). HOFOR refunderer Københavns Kommunes anlægs- og driftsudgifter. Tilbagebetaling af anlægsudgiften sker over 25 år og starter, når et projekt er afsluttet. Fra projektstart til projektafslutning mellemfinansierer Københavns Kommune anlægsudgiften via byggekreditter. HOFOR får dækket udgiften via spildevandstaksterne.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen det videre arbejde og projekteringen af projekterne. Hvis der henvises finansiering af byrumstilkøb til Budget 2024, og midlerne afsættes, vil de enkelte skybrudsprojekter og tilknyttede byrumstiltag blive projekteret og anlagt som samlede projekter. Inden projekterne udføres, forelægges projektforslag for Teknik- og Miljøudvalget, efterhånden som projektforslagene færdiggøres, herunder konsekvenser for parkeringspladser og træer.

 

Søren Wille                                            / Peter Højer

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at skybrudsprojekterne Ålekistevej, Tryggevældevej og Vanløse Skatepark, Bellahøjvej, Vennemindevej m.fl., Hesseløgade m.fl. og Tåsingegadeigangsættes, jf. bilag 2, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 92,6 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 92,6 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 92,6 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 92,6 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2023

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at forslaget sendes retur til forvaltningen med henblik på at fremlægge et forslag, der sikrer dobbelt udnyttelse af arealerne, så de eksisterende parkeringspladser kan bevares.”

 

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å

 

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt at-punkt:

 

”at henvise finansiering af byrumstiltag med tilvalg af leje af erstatningsparkeringspladser til Budget 2024."

 

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 8 stemmer mod 2. 1 undlod at stemme.

 

For stemte: B, C, V, Ø og Å

Imod stemte: A

Undlod at stemme: F

 

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

”dog således, at der i skybrudsprojekterne Vennemindevej m.fl., Hesseløgade m.fl. og Tåsingegade etableres erstatningsparkeringspladser.”

 

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C og V

Imod stemte: A, B, F, Ø og Å

 

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti støtter op omkring initiativer til skybrudssikring, men kan ikke støtte nedlæggelse af parkeringspladser, derfor kommer vi til at stemme imod projektet, når der nedlægges parkeringspladser – vi opfordrer derfor til, at der udarbejdes en alternativ løsning, der enten ikke nedlægger parkeringspladser eller, at der oprettes erstatningsparkeringspladser.”

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2023

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 21. august 2023:

 

”Det Konservative Folkeparti støtter op omkring initiativer til skybrudssikring, men kan ikke støtte nedlæggelse af parkeringspladser, derfor kommer vi til at stemme imod projektet, når der nedlægges parkeringspladser – vi opfordrer derfor til, at der udarbejdes en alternativ løsning, der enten ikke nedlægger parkeringspladser eller, at der oprettes erstatningsparkeringspladser.”

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2023

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt (ÆF1):

”At forslaget sendes retur til forvaltningen med henblik på at fremlægge et forslag, der sikrer dobbelt udnyttelse af arealerne, så de eksisterende parkeringspladser kan bevares.”

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF2):

”dog således, at der i skybrudsprojekterne Vennemindevej m.fl., Hesseløgade m.fl. og Tåsingegade etableres erstatningsparkeringspladser.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 45 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C.

Imod stemte: Ø, A, F, B, V, Å, I og O.

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 41 stemmer imod 14. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C og V.

Imod stemte: Ø, A, F, B, Å, I og O.

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 46 stemmer imod 0. 9 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, F, B, V, Å, I og O.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: C.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti støtter op omkring initiativer til skybrudssikring, men kan ikke støtte nedlæggelse af parkeringspladser, derfor kommer vi til at stemme imod projektet, når der nedlægges parkeringspladser – vi opfordrer derfor til, at der udarbejdes en alternativ løsning, der enten ikke nedlægger parkeringspladser eller, at der oprettes erstatningsparkeringspladser.”

Til top