Mødedato: 21.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan "Oehlenschlægersgades Skole" med kommuneplantillæg, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan "Oehlenschlægersgades Skole" med tilhørende kommuneplantillæg. Planforslagene muliggør en udvidelse af Oehlenschlægersgades Skole. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende lokalplan ”Oehlenschlægersgades Skole” (bilag 2).
  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2).

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

I Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev afsat 138,6 mio. kr. til etablering af et ekstra skolespor og 112 fritidsinstitutionspladser på Oehlenschlægersgades Skole. Herudover blev der afsat 106,1 mio. kr. til helhedsrenovering af skolen. Udvidelsen af skolen kræver, at der udarbejdes ny lokalplan og kommuneplantillæg, da udvidelsen ikke kan rummes inden for den bebyggelsesprocent, der er fastlagt med den eksisterende byplanvedtægt fra 1973 og Kommuneplan 2015. Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 1. februar 2018 og har været i høring fra den 8. februar 2018 til den 5. april 2018. Forvaltningerne har modtaget fem henvendelser (bilag 4 og 5). Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag.

Løsning

Forslag til lokalplanen og kommuneplantillæg muliggør, at bygherre kan opføre en ny bygning med et etageareal på ca. 2.700 m2 mellem fritidshjemmet Saxoly og skolens eksisterende gymnastikbygning mod Saxogade.

For at skabe plads til den nye bygning i et tæt bymiljø med begrænsede friarealer forudsætter forslaget, at en bygning med høj bevaringsværdi (SAVE 3) bliver nedrevet, samt at 800 m2 af Litauens Plads kan medregnes som friareal for skolen. Herudover fastsættes friarealprocenten for skolen til 30. Dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, der giver mulighed for, at det normale krav på 40 % friareal til grundskoler kan fraviges på baggrund af en konkret vurdering af behovet for friareal, hvor muligheder for at anvende lokale legepladser, parker, idrætsfaciliteter og lignende indgår. De 800 m2 af Litauens Plads kan medregnes som friareal, da arealet allerede i dag anvendes aktivt af skolen i forbindelse med frikvarterer og idrætsundervisning.

Litauens Plads skal fortsat fungere som offentligt byrum, og arealet må ikke med hegning eller skiltning forbeholdes bestemte brugere.

Det er almindelig praksis, at der ved fastsættelse og udregning af friareal for forskellige anvendelser tages højde for omgivelserne og medregnes offentligt tilgængeligt areal.

Eksempelvis indgår en del af friarealet for Skolen i Sydhavnen i den offentligt tilgængelige ’Grønne kile’. Se bilag 7 for uddybning.

Teknik- og Miljøforvaltningen har lagt vægt på det samfundsmæssige hensyn i at tilvejebringe tilstrækkelig skolekapacitet i tilknytning til en eksisterende skole i et tæt bymiljø.

Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2) og i faktaarket (bilag 3).

Borgermøde

Der blev afholdt borgermøde den 6. marts 2018, hvor ca. 10 borgere inkl. medlemmer af lokaludvalget deltog. Deltagerne udtrykte generelt tilfredshed med lokalplanforslaget og stillede primært spørgsmål vedrørende genhusning og den konkrete brug af skolen. Referat af mødet er vedlagt (bilag 6).

Høring

De fem modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne, der alene vedrører lokalplanforslaget, refereret med Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelser er anført nedenfor.

Bemærkninger fra Vesterbro Lokaludvalg (bilag 4, henvendelse nr. 3):

  1. Lokaludvalget finder projektet positivt, særligt at facaden skal fremstå i rødt tegl med relation til nabobygningerne, og beskriver, at lokaludvalget er i dialog med bygherre om inkorporering af frisen med Københavns byvåben fra den gamle badeanstalt i den nye bygning.
  2. Lokaludvalget peger på, at bydelens borgere bør inddrages i den videre proces om udformning af den del af Litauens Plads, der er nærmest skolen. Lokaludvalget ønsker ikke, at området tættest på skolen skal fungere som cykelvej, som det kan opleves som i dag, på trods af at cykling ikke er tilladt. Lokaludvalget påpeger, at Litauens Plads også i fremtiden skal kunne være samlingssted for alle bydelens borgere.
  3. Lokaludvalget har herudover en række bemærkninger til genhusning af eleverne fra Oehlenschlægersgades Skole på Otto Busses Vej.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger:

  1. Inkorporering af frisen fra den tidligere badeanstalt er en mulighed inden for lokalplanens bestemmelser. Den videre dialog omkring dette varetages af bygherre.
  2. Der er i lokalplanen fastlagt placering af et vejudlæg, der skal sikre en tilgængelig gangforbindelse på tværs af pladsen. Lokalplanen fastlægger desuden, at byrummet skal være offentligt tilgængeligt og ikke må forbeholdes bestemte brugere eller beboere. Den detaljerede udformning af den del af Litauens Plads, der indgår i projektet, fastlægges i forbindelse med den senere byggesagsbehandling. I denne forbindelse vil indgå overvejelser, der kan sikre området i forhold til cykeltrafik nærmest skolen, som også Børne- og Ungdomsforvaltningen er bekymret for. Teknik- og Miljøforvaltningen opfordrer bygherre og lokaludvalg til at fortsætte dialogen omkring dette.
  3. Lokalplanen kan ikke fastlægge forhold omkring genhusningen af eleverne fra Oehlenschlægersgades skole. Teknik- og Miljøforvaltningen videresender lokaludvalgets bemærkninger til Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen, der er ansvarlige for genhusningen.

Bemærkninger fra Metroselskabet (bilag 4, henvendelse nr. 1):
Metroselskabet gør opmærksom på, at der ved ekspropriationsforretning i april 2018 vil blive pålagt servitut om beskyttelse af boret tunnel for Metro Cityringen på ejendomme inden for lokalplanområdet. Servitutten indeholder blandt andet bestemmelser om belastnings-, udgravnings- og vibrationsbegrænsninger. Der skal søges tilladelse fra Metroselskabet forud for byggeri inden for servitutzonen.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger:
Det fremgår af lokalplanens redegørelsesdel, at lokalplanområdet er omfattet af planlægningen for metrolinjen Cityringen, og den foreløbige servitutlinje fremgår af lokalplantegningerne. Bygherre er således opmærksom på, at ejendommen bliver pålagt den nævnte servitut.

Hovedsynspunkter i borgers henvendelse (bilag 4, henvendelse nr. 2):
En borger påpeger, at lokalplanen også bør omfatte den østligste del af Litauens Plads, og at der bør afsættes midler til renovering af denne.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger:

Der er ikke planlagt omdannelse af den østlige del af Litauens Plads på nuværende tidspunkt. Teknik- og Miljøforvaltningen finder det ikke hensigtsmæssigt at fastsætte bindende bestemmelser for den østlige del af pladsen, som ville kunne begrænse et evt. fremtidigt projekt for pladsen, som ikke er kendt på nuværende tidspunkt. Risikoen herved ville være, at det senere kunne blive nødvendigt at dispensere fra lokalplanen. Såfremt der på et senere tidspunkt ønskes ændringer af pladsens udformning som offentlig plads, vil dette i vidt omfang være muligt uden udarbejdelse af en ny lokalplan.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

I forbindelse med forbedring af opholdsmuligheder på Litauens Plads blev der reserveret 1,6 mio. kr. til anlægsarbejder vedrørende de 800 m2 af Litauens Plads nærmest skolen for at sikre en sammenhæng mellem skolens nye bygning og pladsen (BR 20. august 2015). Disse midler er overført til Økonomiforvaltningen i forbindelse med sagen ”Bevillingsmæssige ændringer 3. kvartal 2017” behandlet af Teknik- og Miljøudvalget den 27. november 2017, så anlæg af de 800 m2 kan udføres i forbindelse med skoleudvidelsen. Der er afsat 0,13 mio. kr. årligt til Teknik- og Miljøforvaltningen til drift af hele pladsen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.

 

Peter Stensgaard Mørch                                               Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan ”Oehlenschlægersgades Skole” (bilag 2).

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2).

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. maj 2018

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2).

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. juni 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
 
 

Til top