Mødedato: 19.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig beslutning om etablering af en fælles rense-koncern

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage endelig stilling til etablering af fælles Rensekoncern

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at kommunen i overensstemmelse med den vedlagte ejeraftale for Rensekoncernen og de vedlagte vedtægter for selskaberne i koncernen deltager i en fælles Rensekoncern, hvori kommunen indskyder sin ejerandel af Lynettefællesskabet I/S,
  2. at kommunen i overensstemmelse med den vedlagte reviderede ejeraftale for Spildevandskoncernen bliver indirekte ejer af Rensekoncernen ved, at kommunens aktier i Rensekoncernen indskydes i HOFOR Spildevand Holding A/S, mod at kommunen får en tilsvarende større aktiepost i HOFOR Spildevand Holding A/S, og Københavns Kommunes aktier i HOFOR Spildevand Holding A/S placeres herefter i HOFOR Holding A/S, som Københavns Kommune er eneejer af,
  3. at Københavns Kommune, der pt. hæfter solidarisk for lån på 410.357 kr. optaget af Lynettefællesskabet I/S i KommuneKredit, i forbindelse med etableringen af Rensekoncernen indtræder som garant for den andel af disse lån, som kommunen pt. hæfter for som interessent på 277.442 kr.,
  4. at Lynettefællesskabet I/S opløses i overensstemmelse med Statsforvaltningen Hovedstadens forhåndsgodkendelse heraf,
  5. at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen får mandat til, i en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer, at nedskrive værdien af Lynettefællesskabet I/S til 0 kr. på Teknik- og Miljøudvalgets balance og tilsvarende at opskrive værdien af HOFOR på Økonomiudvalgets balance, da Rensekoncernen via det indirekte ejerskab bliver en del af HOFOR-koncernen.
  6. at der af den afsatte pulje til Grøn vækst Partnerskaber i København anvendes 236 t.kr. til kontant aktiekøb i Renseservice A/S,
  7. at der gives et rådighedsbeløb samt tillægsbevilling på 236 t.kr. (2013 p/l) i 2013 til kontant aktiekøb i Renseservice A/S på Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.32.21.5 (aktier og andelsbeviser mv.) med modpost på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomiskforvaltning anlæg, funktion 6.48.66.3  i 2013,
  8. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at foretage de fornødne skridt til at gennemføre etableringen og det indirekte ejerskab gennem Spildevandskoncernen inden for rammerne af denne politiske beslutning,
  9. at Økonomiforvaltningen udpeger en person til en ulønnet interimbestyrelse, der frem til stiftelsen af Rensekoncernen i december 2013 skal forberede integrationen af de to rensefællesskaber.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

I hovedstadsområdet foretages rensning af spildevand primært af Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S.

Københavns Kommune ejer 67,7 pct. af Lynettefællesskabet I/S. HOFOR Spildevandsselskab, som Københavns Kommune er medejer af, afleder spildevand til Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S.

Lynettefællesskabet og Spildevandscenter Avedøre løser i dag deres opgaver tilfredsstillende og på et højt miljømæssigt niveau, men de er under pres, blandt andet som følge af behov for koordinering af klimainvesteringer, Forsyningssekretariatets krav om økonomiske effektiviseringer, stigende krav til medarbejdernes kompetencer samt vandsektorlovens øgede krav til dokumentation mv. Prisen for at rense spildevand indregnes i den takst, som borgere og virksomheder betaler til HOFOR.

Løsning

De 15 kommuner, der ejer Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S, har i februar-marts 2013 truffet principbeslutning om at etablere en fælles Rensekoncern. Borgerrepræsentationen godkendte principbeslutningen den 14. marts 2013 (2013-4200). I beslutningen lagde Borgerrepræsentationen vægt på hensynet til medarbejderne og kommunens miljø- og klimamål, hvilket forvaltningerne har taget hensyn til i forhandlingerne med de øvrige ejerkommuner.

Der har været tilslutning til, at der etableres en koncern med et holdingselskab og to renseselskaber, der ejer renseanlæggene og et serviceselskab, hvori medarbejderne fra Lynettefællesskabet og Spildevandscenter Avedøre samles. Serviceselskabet udfører driften og administrationen af renseselskaberne. Selskabskonstruktionen er model 1 i den tidligere analyserapport.

HOFOR-koncernen undersøger pt. muligheden for, at der ved ansættelser i HOFOR kan tages hensyn til de medarbejdere i rensefællesskaberne, der eventuelt måtte blive ledige som følge af fusionen.

De nuværende to rensefællesskaber opløses, og deres aktiver og passiver indskydes i nye renseselskaber, der etableres som aktieselskaber. Statsforvaltningen Hovedstadens forhåndsgodkendelse af opløsningen af de to eksisterende rensefællesskaber er vedlagt som bilag 1.

De to renseselskaber vil varetage de samme opgaver som hidtil, de vil fortsat have hvert sit prisloft, og finansiering af investeringer vil fortsat blive afholde af det enkelte renseselskab, dog således at investeringer til fælles nytte vil blive finansieret i fællesskab.

Endelig beslutning om etablering af en Rensekoncern

Der er forhandlet et udkast til ejeraftale for Rensekoncernen, der regulerer ejerkommunernes indbyrdes forhold (bilag 2). Se også beskrivelse i rammenotatet (bilag 3)

Ejeraftalen regulerer blandt andet sammensætningen af bestyrelsen, herunder vederlag, minoritetsbeskyttelse, samt ejerfordelingen mellem de 15 kommuner, der er fastsat på baggrund af de debiterede vandmængder og de materielle anlægsaktiver:

 

Albertslund Kommune

3,36%

Hvidovre Kommune

5,05%

Ballerup Kommune

4,74%

Høje-Taastrup Kommune

4,48%

Brøndby Kommune

4,66%

Ishøj Kommune

2,23%

Frederiksberg Kommune

8,08%

Københavns Kommune

47,11%

Gentofte Kommune

5,98%

Lyngby-Taarbæk Kommune

0,18%

Gladsaxe Kommune

3,11%

Rødovre Kommune

3,22%

Glostrup Kommune

3,55%

Vallensbæk Kommune

1,52%

Herlev Kommune

2,73%

I alt

100%

 

Der er tale om foreløbige tal på baggrund af regnskabet for 2012 og de debiterede vandmængder for 2011. Tallene opdateres, når de endelige vandmængder for 2012 foreligger. Kommunens ejerandel af den kommende Rensekoncernen afspejler kommunens nuværende ejerandel af Lynettefællesskabet I/S. Forsyningssekretariatets brev med en tilkendegivelse vedrørende ejerfordelingen i Rensekoncernen er vedlagt som bilag 4.

Det følger af vedtægterne, at der skal fastsættes sociale politikker for Rensekoncernen. Indholdet skal fastlægges af bestyrelsen for Rensekoncernen.

Det er forvaltningernes vurdering, at forslaget til ejeraftale mv. giver Københavns Kommune den fornødne styring og indflydelse på de beslutninger, der skal træffes i Rensekoncernen og er fornuftigt set i relation til medarbejdernes jobsituation og opfyldelse af kommunens klima- og miljømål.

Københavns Kommune hæfter for de lån, der er optaget af Lynettefællesskabet I/S. I modsætning hertil hæfter ejerne af et aktieselskab ikke for selskabets forpligtelser. Ved overgangen til aktieselskaber skal kommunerne stille garanti for de eksisterende lån, der overføres fra rensefællesskaberne til de nye aktieselskaber. Spørgsmålet om garantiprovision behandles, når kommunalbestyrelsen skal stille den fornødne garanti.

Beslutning om indirekte ejerskab af Rensekoncernen

Ved etableringen af Rensekoncernen modtager hver kommune aktier i Rens Holding A/S. Den enkelte kommune kan vælge at indskyde sine aktier i et hel- eller delejet aktieselskab.

Københavns Kommunes ejerstruktur, hvis Rensekoncernen ejes direkte, hhv. indirekte, er illustreret i bilag 5 og beskrevet i rammenotatet (bilag 3).

Rensekoncernens kunder er spildevandsselskaberne, hvorfor der er begrænset direkte samarbejde mellem kommunen og Rensekoncernen. Københavns Kommunes væsentligste kontaktflade er HOFOR Spildevandskoncernen. 

Der er derfor et betydeligt behov for at koordinere investeringer og planlægningen mellem HOFOR Spildevandskoncernen og den nye Rensekoncern. Jo større koordinering, jo mere effektive og miljømæssigt fornuftige investeringer.

Det anbefales på den baggrund, at ejerskabet til Rensekoncernen placeres i HOFOR Spildevandskoncernen. Den praktiske gennemførelse af indirekte ejerskab er beskrevet i bilag 6.

Kommunens myndighedsopgaver (planopgaver, tilladelse mv.) påvirkes ikke af, hvor ejerskabet placeres.

HOFOR Spildevand Holding A/S vil udøve ejerskabet af Rensekoncernen, herunder deltage på generalforsamlingen. Indstillingen af medlemmer til valg til bestyrelsen i Rens Holding A/S besluttes af hver enkelt ejerkommune, der har en plads i bestyrelsen. Det fremgår af ejeraftalen, at bestyrelsen for Holdingselskabet, Renseselskaberne og Serviceselskabet er en enhedsbestyrelse og udgøres af det antal bestyrelsesmedlemmer, der svarer til antallet af ejerkommuner i Rens Holding A/S.

Det er en forudsætning for at etablere det indirekte ejerskab gennem Spildevandskoncernen, at alle 6 ejerkommuner (Albertslund, Dragør, Herlev, Hvidovre, København og Rødovre) er enige om at tilpasse ejeraftalen for Spildevandskoncernen. Ejeraftalen mellem de 6 ejerkommuner i HOFOR Spildevandskoncernen skal justeres i overensstemmelse med aftalen om indirekte ejerskab af Rensekoncernen. Der vedlægges en revideret ejeraftale som bilag 7.

Albertslund, Herlev, Hvidovre, København og Rødovre kommuner indskyder deres aktier i Rens Holding A/S mod, at de hver får en tilsvarende større aktiepost i HOFOR Spildevand Holding A/S.

Den nuværende ejerfordeling i Spildevandskoncernen samt den forventede ejerfordeling, hvis ejerkommunerne vælger et indirekte ejerskab, fremgår af bilag 8.

Økonomi

Formålet med dannelsen af Rensekoncernen er at skabe en ny effektiv driftsenhed, som samtidig kan varetage beskyttelsen af drikkevandsressourcen, klimatilpasninger, sundheds- og kvalitetshensyn, forsyningssikkerhed m.m.

Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at det kontante indskud på 236.000 i Renseservice A/S finansieres fra Økonomiudvalgets pulje til Grøn vækst Partnerskaber,  funktion 6.48.66.3 (anlæg).

Økonomiforvaltningen indstiller endvidere, at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen får mandat til, i en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer, at nedskrive værdien af Lynettefællesskabet I/S til 0 kr. på Teknik- og Miljøudvalgets balance og tilsvarende at opskrive værdien af HOFOR på Økonomiudvalgets balance, når Rensekoncernen er stiftet som et aktieselskab.

Videre proces

Ansvaret for at forberede og implementere den nye organisering bliver placeret i en midlertidig bestyrelse (interimbestyrelse). Hver kommune kan udpege en repræsentant til den midlertidige bestyrelse.

Det er hensigten, at interimbestyrelsen påbegynder sit arbejde, når den sidste kommune umiddelbart før sommerferien 2013 har truffet endelig beslutning om at etablere Rensekoncernen. Første møde i interimbestyrelsen forudsættes afholdt i uge 26 (den 24.-28. juni 2013).

Den faktiske stiftelse af Rensekoncernen forventes at ske i december 2013 med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 2013.

Den endelige bestyrelse for koncernen sammensættes i forbindelse med konstitueringen efter kommunalvalget.

 

Claus Juhl                                                                      /Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen indstiller,

  1. at kommunen i overensstemmelse med den vedlagte ejeraftale for Rensekoncernen og de vedlagte vedtægter for selskaberne i koncernen deltager i en fælles Rensekoncern, hvori kommunen indskyder sin ejerandel af Lynettefællesskabet I/S,
  2. at kommunen i overensstemmelse med den vedlagte reviderede ejeraftale for Spildevandskoncernen bliver indirekte ejer af Rensekoncernen ved, at kommunens aktier i Rensekoncernen indskydes i HOFOR Spildevand Holding A/S, mod at kommunen får en tilsvarende større aktiepost i HOFOR Spildevand Holding A/S, og Københavns Kommunes aktier i HOFOR Spildevand Holding A/S placeres herefter i HOFOR Holding A/S, som Københavns Kommune er eneejer af,
  3. at Københavns Kommune, der pt. hæfter solidarisk for lån på 410.357 kr. optaget af Lynettefællesskabet I/S i KommuneKredit, i forbindelse med etableringen af Rensekoncernen indtræder som garant for den andel af disse lån, som kommunen pt. hæfter for som interessent på 277.442 kr.,
  4. at Lynettefællesskabet I/S opløses i overensstemmelse med Statsforvaltningen Hovedstadens forhåndsgodkendelse heraf,
  5. at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen får mandat til, i en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer, at nedskrive værdien af Lynettefællesskabet I/S til 0 kr. på Teknik- og Miljøudvalgets balance og tilsvarende at opskrive værdien af HOFOR på Økonomiudvalgets balance, da Rensekoncernen via det indirekte ejerskab bliver en del af HOFOR-koncernen.

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

6.    at der af den afsatte pulje til Grøn vækst Partnerskaber i København anvendes 236 t.kr. til kontant aktiekøb i Renseservice A/S

7.    at der gives et rådighedsbeløb samt tillægsbevilling på 236 t.kr. (2013 p/l) i 2013 til kontant aktiekøb i Renseservice A/S på Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.32.21.5 (aktier og andelsbeviser mv.) med modpost på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomiskforvaltning anlæg, funktion 6.48.66.3  i 2013,

8.    at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at foretage de fornødne skridt til at gennemføre etableringen og det indirekte ejerskab gennem Spildevandskoncernen inden for  rammerne af denne politiske beslutning,

9.    at Økonomiforvaltningen udpeger en person til en ulønnet interimbestyrelse, der frem til stiftelsen af Rensekoncernen i december 2013 skal forberede integrationen af de to rensefællesskaber

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2013

Indstillingens 1-5 at-punkt blev anbefalet.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. juni 2013

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top