Mødedato: 15.11.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel Overborgmesteren om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse.

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Overborgmesteren bedes redegøre for kommunens praksis for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse.

 (Stillet af Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Jaleh Tavakoli)

MOTIVERING

Den 11. november 2011 offentliggjorde Intern Revision, som er en uvildig kommunal institution, der holder øje med forvaltningernes økonomistyring, en rapport om fratrædelsesgodtgørelse til åremålsansatte.

Heri var den utvetydige besked, at kommunens praksis med at give fratrædelsesbeløb til ansatte, som forbliver ansatte men blot i en ny stilling til nogenlunde samme løn, var unødvendig og ulovlig.

Kommunernes Landsforening bekræftede Intern Revisions konklusioner i 2011, og har endnu en gang bekræftet dette i brev af 10. oktober 2012, hvor i det fremgår, at ”…Rammeaftale om åremål ikke indeholder hjemmel til at udbetale fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder, der har afsluttet sit åremål, men i umiddelbar forlængelse af åremålsansættelsen og efter opslag, ansættes varigt i en stilling,…”.

Nu har det så vist sig, at kommunens praksis med at udbetale fratrædelsesgodtgørelser, som der ikke er hjemmel til at udbetale, er fortsat.

Overborgmester Frank Jensen bedes på den baggrund redegøre for, hvor mange personer, der uretmæssigt har fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelse.

Ligeledes bedes Overborgmesteren redegøre for, hvor længe denne praksis har været udøvet i Kommunen.

Overborgmesteren bedes forklare, hvad årsagen er til, at man har valgt at sidde flere uvildige instanser og kontrolorganer overhørig og fortsat en praksis, som er ulovlig.

Hvilken instruks har Overborgmesteren givet til kommunens øvrige forvaltninger, om praksis for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse?

Hvilke skridt tog Overborgmesteren, da han blev bekendt med Intern revisions Rapport, som påpegede, at kommunens praksis med udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse manglede hjemmel?

Endelig bedes Overborgmesteren oplyse, hvilke skridt der er taget til, at få de beløb, der ikke har været hjemmel til at udbetale, tilbagebetalt.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. november 2012

Forespørgslen blev besvaret.
Til top