Mødedato: 10.12.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Endelig vedtagelse af lokalplan Kobbelvænget, Brønshøj-Husum

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Kobbelvænget. Planforslaget muliggør opførelse af ny boligbebyggelse i et område mellem Frederikssundsvej, Kobbelvænget og Gadelandet i Brønshøj-Husum.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende lokalplan Kobbelvænget (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, dog således at facaderne opføres med mest muligt begrønning.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Ejeren af et område mellem Frederikssundsvej, Kobbelvænget og Gadelandet ønsker at istandsætte eksisterende erhvervsbygninger og opføre ny boligbebyggelse med familie- og ungdomsboliger. Lokalplanforslaget blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 4. juni 2020. Et flertal videreførte to protokolbemærkninger fra udvalgsbehandlingen. Partierne bemærkede, at det visualiserede byggeri ikke var tilfredsstillende og ønskede, at der arbejdes yderligere med det arkitektoniske udtryk, blandt andet tagenes udformning, således, at byggeriet i højere grad bliver lokalt funderet. På baggrund af udvalgets bemærkninger foreslår forvaltningen ændringer i lokalplanens bestemmelser. Desuden bemærkedes det, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal inddrages tidligt i processen med henblik på at arbejde for, at der kan komme en lægepraksis. Lokalplanforslaget har været i høring fra den 10. juni til den 10. september 2020. Der er afholdt fysisk borgermøde den 25. august 2020. Forvaltningen har modtaget 14 henvendelser (bilag 4). Høringen har ikke givet anledning til ændringer i lokalplanforslaget.

Løsning

Lokalplanen muliggør opførelse af nye boliger med et etageareal på ca. 20.700 m2. Der vil blive bevaret ca. 7.000 m2 eksisterende erhvervsbyggeri. Planen omfatter desuden Gadelandet 18, Frederikssundsvej 276 og 278, som har et etageareal på 3.200 m2 og kan udvikles med boliger og serviceerhverv. Anvendelsen af stueetager langs Frederikssundsvej og en del af Kobbelvænget fastlægges til publikumsorienterede serviceerhverv. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2 s. 8-11) og i faktaarket (bilag 3).

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

På baggrund af udvalgets bemærkninger foreslår forvaltningen ændringer i lokalplanens bestemmelser, så der stilles krav om muret byggeri overvejende i gule tegl, og at øverste etage trækkes tilbage eller udføres som skrå facade i andet materiale, så byggeriet i højere grad tilpasses de eksisterende bygninger i området. Ændringerne fremgår af bilag 5 og visualiseringer af ændringerne ses i bilag 7. Forvaltningen har været i kontakt med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med henblik på at etablere en lægepraksis i området. Dette er stadig under afklaring. Lokalplanen muliggør indretning af lægepraksis, men der er endnu ikke indgået aftale om et konkret lejemål.

Høring

Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De 14 modtagne høringssvar vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 25. august 2020, hvor 25 borgere deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 6). Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Københavns Stift, bilag 4, henvendelse nr. 12

Københavns Stift gør opmærksom på risikoen for sætningsskader på de to lokale kirker.

Forvaltningens bemærkninger

De nævnte kirker ligger 200–300 m fra udviklingsområdet. En bygning med den afstand giver ikke anledning til krav om foranstaltninger. Bygherre skal forholde sig til Københavns Kommunes regler for anlæg, herunder for foranstaltninger og tidsrum for spunsning. Forvaltningen har opfordret bygherre til at kontakte de kirkelige myndigheder i sagen.

Københavns Museum, bilag 4 henvendelse nr. 10

Københavns Museum informerer om områdets og de eksisterende bygningers historie.

Museet så gerne, at det i lokalplanen var markeret hvilke bygninger, der bevares og hvilke, der nedrives.

Forvaltningens bemærkninger

Der er ingen bevaringsværdige bygninger i området. Det fremgår af lokalplantegningerne hvilke bygninger, der forventes bevaret og hvilke, der evt. kan nedrives.

HOFOR, bilag 4 henvendelse nr. 8

Et fastlagt beplantningsbælte mod vest, jf. tegning 6c, er placeret tæt på vand-, fjernvarme- og spildevandsledninger. Træernes rødder kan derfor skade forsyningsledningerne.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen vurderer, at der på baggrund af niveauforskel på 2,5 m og støttemur mellem ledninger på nabogrund og planlagt beplantningsbælte i lokalplanområdet, ikke er risiko for skader på ledningerne.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg, bilag 4, henvendelse nr. 11:

  1. Brønshøj-Husum Lokaludvalg ser positivt på fornyelsen af området med en blanding af boliger og serviceerhverv. Der bør være flere cykel- og gangstier med adgang til legepladser og grønne byrum.
  2. Projektet medfører trafikale problemer i området. Bystævneparken og Tingbjerg er også under udvikling.
  3. Der bør bygges faciliteter, som kan rumme et sundhedshus.
  4. Behovet for det store antal ungdomsboliger i bydelen bør belyses, samt om de reelt kommer unge studerende til gode.
  5. Der bør fokuseres på bæredygtig planlægning og udvikling af bebyggelsen.
  6. Byggeriet må ikke medføre belastning af parkeringspladserne i lokalområdet. Derfor skal det belyses bedre, hvordan parkeringsbehovet imødekommes.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Der er flere forbindelser gennem området fra såvel Frederikssundsvej, Kobbelvænget og Gadelandet, som giver adgang til grønne områder og legepladser.
  2. Lokalplanen medfører øget trafik på Gadelandet med ca. 150 personbiler i gennemsnit pr. døgn, mens tung trafik mindskes, fordi transporttunge virksomheder nedlægges. Der udarbejdes mobilitetsanalyser for hele kommunen, hvori Husum indgår.
  3. Lokalplanen giver mulighed for indretning af sundhedshus.
  4. Kommunen kan ikke stillekrav om, at det er unge, uddannelsessøgende, der skal bebo private ungdomsboliger. Forvaltningen vurderer, at fordelingen af boliger er afbalanceret ift. behovet for familieboliger i området og følger kommuneplanens intentioner om en blandet by. Der gives mulighed for 30 % ungdomsboliger i område I og 100 % i område II, i alt ca. 200 boliger. Der skal indrettes 70 % familieboliger i område I og 100 % i område III og IV, i alt ca. 225 familieboliger.
  5. Bygherre har udtrykt ønske om DGNB-certificering guld.
  6. Parkeringsdækningen er fastsat til at følge normerne i Kommuneplan 2019. Der er ikke fremkommet forhold i projektet, som kan begrunde en ændret norm.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. Fem henvendelser finder det positivt, at der ryddes op i det gamle industrikvarter.
  2. Fem henvendelser anfører, at byggeriet vil medføre yderligere trafik på de i forvejen belastede veje i området. Der bør etableres cykelstier og lyskryds på Gadelandet/Kobbelvænget.
  3. Fire henvendelser finder, at nybyggeriet er for tæt, massivt og lukket, særligt mod Gadelandet. Byggeriet er ikke arkitektonisk indpasset området. Det ligner alle andre nybyggerier.
  4. Tre henvendelser finder parkeringsnormen for lav. Normerne i Kommuneplan 2019 anses for at være minimum. Der er dårlig offentlig transport i bydelen, og lange udsigter til forbedringer.
  5. To henvendelser efterlyser, at der etableres grønne taghaver med offentlig adgang samt, at der tænkes bæredygtigt ved opførelse af byggeriet.
  6. Et høringssvar fra grundejeren ønsker mulighed for at etablere ungdomsboliger i område IV.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Nedrivning af nedslidte industribygninger og opførelse af nybyggeri i form af boliger vil medvirke til en tiltrængt fornyelse af området.
  2. Se bemærkning 2 til lokaludvalget.
  3. Fra både Kobbelvænget og Gadelandet er området belastet af trafikstøj. Derfor er bebyggelsen placeret, så den skærmer de grønne byrum inde i bebyggelsen. De omkringliggende bebyggelser er opført over en lang periode og repræsenterer forskellige tiders bebyggelsesidealer. Lokalplanen lægger op til, at der kommer en moderne bebyggelse med udgangspunkt i de bygninger i området, der bevares. Jf. bilag 7 er intentionerne, at der skabes varierede facader. Jf. bilag 5 foreslås justeringer i lokalplanen med henblik på at skabe variation og lokal forankring af arkitekturen.
  4. Se bemærkning 6 til lokaludvalget.
  5. Lokalplanen giver mulighed for etablering af taghaver, men der er ikke hjemmel i planloven til at stille krav om offentlig adgang til disse.
  6. Jf. bemærkning 4 til lokaludvalget, ønskes fordelingen mellem ungdoms- og familieboliger afbalanceret bl.a. med henblik på at skabe en blandet beboersammensætning, jf. kommuneplanens målsætning om en blandet by. Derfor kan der ikke indrettes ungdomsboliger i område III og IV.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Søren Wille /Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Kobbelvænget (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2020

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse til 1. at-punkt:

”at indstillingen sendes tilbage til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på, at der alene stilles krav om erhverv/service langs Frederikssundsvej og alene i stueetagen.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 1 stemmer mod 9. 1 medlem undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, Å, Ø, F, B, O.

Undlod at stemme: V. 

 

Alternativet fremsatte ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således at facadernes opføres med mest muligt begrønning.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Der således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: C og V.

 

Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ser frem til, at der bliver udarbejdet en trafikplan for Husum/Tingbjerg, hvor de problemstillinger, som lokaludvalget peger på i deres høringssvar, bliver bearbejdet. Lokaludvalgets overvejelser bør indgå i Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med trafiksaneringer og trafikøer i alle bydele, som er i gang.”

 

Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne opfordrer til, at der etableres seniorbofællesskaber i bebyggelsen.”

 

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Radikale Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra den tidligere behandling i Borgerrepræsentationen:

 ”Enhedslisten beklager, at ungdomsboligerne ikke kan blive almene med henvisningsret til studerende, men respekterer administrationsgrundlaget for krav om almene boliger.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra den tidligere behandling i Borgerrepræsentationen:

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

 

Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra den tidligere behandling i Borgerrepræsentationen:

”Sagen udstiller på ulykkeligste vis konsekvenserne af venstrefløjens Kommuneplan 2019. Venstre stiller sig således stærkt tvivlende overfor, om man kan tiltrække ressourcestærke børnefamilier til nye lejligheder i Husum, når kun hver tredje familie får lov til at have en bil. Vi kan derfor ikke støtte lokalplanen.”

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2020

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V og C.

 

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. november 2020:

 

”Partierne ser frem til, at der bliver udarbejdet en trafikplan for Husum/Tingbjerg, hvor de problemstillinger, som lokaludvalget peger på i deres høringssvar, bliver bearbejdet. Lokaludvalgets overvejelser bør indgå i Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med trafiksaneringer og trafikøer i alle bydele, som er i gang.”

 

 

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. november 2020:

 

”Partierne opfordrer til, at der etableres seniorbofællesskaber i bebyggelsen.”

 

 

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Borgerrepræsentationens møde den 4. juni 2020:

 

”Partierne beklager, at ungdomsboligerne ikke kan blive almene med henvisningsret til studerende, men respekterer administrationsgrundlaget for krav om almene boliger.”

 

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. november 2020:

 

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

 

 

Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Borgerrepræsentationens møde den 4. juni 2020:

 

”Sagen udstiller på ulykkeligste vis konsekvenserne af venstrefløjens Kommuneplan 2019. Venstre stiller sig således stærkt tvivlende overfor, om man kan tiltrække ressourcestærke børnefamilier til nye lejligheder i Husum, når kun hver tredje familie får lov til at have en bil. Vi kan derfor ikke støtte lokalplanen.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. december 2020

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”at indstillingen sendes tilbage til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på, at der alene stilles krav om erhverv/service langs Frederikssundsvej og alene i stueetagen.”

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
”at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer”

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 50 stemmer imod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C.
Imod stemte: A, Ø, V, B, F, Å, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Kåre Traberg Smidt (Løsgænger) og Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger).

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 43 stemmer imod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: V, C og Kåre Traberg Smidt (Løsgænger).
Imod stemte: A, Ø, B, F, Å, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, og Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger).

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 43 stemmer imod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, Å, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, og Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger).
Imod stemte: V, C og Kåre Traberg Smidt (Løsgænger).

 

SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partierne ser frem til, at der bliver udarbejdet en trafikplan for Husum/Tingbjerg, hvor de problemstillinger, som lokaludvalget peger på i deres høringssvar, bliver bearbejdet. Lokaludvalgets overvejelser bør indgå i Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med trafiksaneringer og trafikøer i alle bydele, som er i gang.”

 

SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partierne opfordrer til, at der etableres seniorbofællesskaber i bebyggelsen.”

 

Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partierne beklager, at ungdomsboligerne ikke kan blive almene med henvisningsret til studerende, men respekterer administrationsgrundlaget for krav om almene boliger.”

 

Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre tilsluttede sig:
”Partierne ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

 

Venstre videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Sagen udstiller på ulykkeligste vis konsekvenserne af venstrefløjens Kommuneplan 2019. Venstre stiller sig således stærkt tvivlende overfor, om man kan tiltrække ressourcestærke børnefamilier til nye lejligheder i Husum, når kun hver tredje familie får lov til at have en bil. Vi kan derfor ikke støtte lokalplanen.”

Til top