Mødedato: 29.08.2022, kl. 08:00
Mødested: Vester Voldgade 2A, 1552 København V

Egen drift-plan 2022

Se alle bilag

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

at udvalget drøfter forslag til nye egen drift-undersøgelser. 

Baggrund

Borgerrådgiveren skal i samråd med Borgerrådgiverudvalget fastlægge en plan for inspektioner og generelle undersøgelser. Kompetencen følger af vedtægt for Borgerrådgiverfunktionen §13:

”§ 13. Borgerrådgiveren kan på eget initiativ undersøge konkrete sager, såfremt det vurderes, at det vil være i overensstemmelse med formålet med borgerrådgiverfunktionen. Borgerrådgiverfunktionen kan gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget."

Borgerrådgiverudvalgets drøftede den 24. marts 2022 valg af faste temaer, som udvalget vil prioritere i valgperioden 2022-2025, og det blev besluttet, ikke at fastlægge årlige temaer.

Udvalget havde på samme møde en drøftelse af hvilke emner der kan ligge til grund for et bruttokatalog, som udvalget senere kan vælge emner fra.

Borgerrådgiverudvalget tiltrådte den 4. februar 2022 det tidligere udvalgs anbefaling om at inddrage de stående udvalg i forbindelse med høringsprocessen til den årlige egen drift plan med henblik på at opnå en større politisk forankring.

Det er alene Teknik- og Miljøforvaltningen, som har behandlet sagen i sit fagudvalg. De øvrige forvaltninger har alle besvaret Borgerrådgiverens henvendelse, dog uden at der er sket en politisk behandling af forvaltningens svar.

De indkomne høringssvar vedlægges til udvalgets orientering. Forslag fra Socialforvaltningen vedrørende afbureaukratisering optages på forslag til planen.

Borgerrådgiveren fremlægger på denne baggrund forslag til egen drift-plan til udvalgets drøftelse. Planen består af syv nye inspektioner og undersøgelser og en række tidligere besluttede inspektioner og undersøgelser.

Planen er fastlagt med afsæt i intern erfaringsopsamling og de indkomne svar fra forvaltningerne.

Målet med planen er at identificere forbedringspotentiale og eventuelle uhensigtsmæssige eller  uacceptable forhold og med afsæt heri at understøtte en tværgående kultur, hvor udfordringer erkendes åbent, og mulige løsninger understøttes, og i forlængelse heraf udbredes – eventuelt med konsultativ bistand fra Borgerrådgiveren.

Økonomi

Forslaget rummes inden for allerede eksisterende bevillinger og budgetter.

Johan Busse  /Rikke Gredal

Beslutning

Udvalget drøftede tilbagemeldingerne fra forvaltningerne.

Med henvisning til at kun én ud af syv forvaltninger havde fulgt udvalgets anbefaling om at inddrage de stående udvalg i forbindelse med høringsprocessen til Borgerrådgiverens egen drift plan, og da udvalget ikke af forvaltningernes besvarelser kunne se nogen nærmere begrundelse for dette, besluttede udvalget at udsætte sagen til næste møde i udvalget med henblik på, at Borgerrådgiveren i mellemtiden over for forvaltningerne gentager anbefalingen om at inddrage de stående udvalg i forbindelse med høringsprocessen til den årlige egen drift plan for at opnå en større politisk forankring.

Til top