Udkast til Integrations- og medborgerskabspolitikken
Resumé
Den nuværende Integrations- og medborgerskabspolitik udløber ved udgangen af 2026. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har udarbejdet et udkast til opdatering af den nuværende politik i samarbejde med alle øvrige forvaltninger. Med denne sag forelægges udkastet til udvalgets godkendelse, før det sendes i offentlig høring.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender udkast til følgende afsnit
- Indledning (side 2-3)
- Pejlemærker for integration og medborgerskab (side 3)
- Udfordringer og visioner på 6 centrale områder - Afsnit 1: Beskæftigelse og medborgerskab (side 4-7)
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager de øvrige afsnit til efterretning.
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager den opdaterede procesplan til efterretning.
Problemstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkendte den 16. februar 2026 en indstilling om ramme og procesplan for udarbejdelse af en ny integrations- og medborgerskabspolitik. Jf. procesplanen forelægges nu udkast til Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik. Afsnittene Forord, Indledning, Pejlemærker for integration og medborgerskab samt Beskæftigelse og medborgerskab forelægges til udvalgets godkendelse, mens de øvrige afsnit er til udvalgets orientering.
Løsning
Forvaltningen har udarbejdet et udkast til opdatering af den nuværende Integrations- og medborgerskabspolitik gældende fra 2027-2030.
Politikkens nuværende struktur er bibeholdt og består af nogle tværgående indledende afsnit samt afsnit på udvalgte områder (Beskæftigelse og medborgerskab, By og bolig, Børn og unge, Socialområdet, Sundhed og omsorg samt Kultur- og fritid), hvor udfordringer og ambitioner beskrives.
Forvaltningen foreslår, at målgruppen for politikken fastholdes til ”københavnere med integrationsbehov”, som er målgruppen i den nuværende politik. Betegnelsen anvendes som samlebetegnelse for københavnere, der, af forskellige årsager, har behov for støtte i form af en eller flere indsatser til fremme af integration og medborgerskab. Samtidig fremgår det, at det er et mindretal af københavnere med etnisk minoritetsbaggrund, som har integrationsbehov.
Den nuværende politik indeholder fem principper, som beskriver nogle fælles træk for, hvordan kommunen ønsker at arbejde med integration og medborgerskab. Med henblik på læsevenlighed, foreslår forvaltningen at reducere de tidligere fem principper og fem pejlemærker til seks pejlemærker, som danner rammen for kommunens visioner på integrations- og medborgerskabsområdet.
Det forvaltningsspecifikke afsnit ”Beskæftigelse og medborgerskab” er ajourført ift. nuværende lovgivning og igangværende indsatser på området.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
Udvalget kan foreslå ændringer og tilføjelser til de af Integrations- og medborgerskabspolitikkens afsnit, som falder under udvalgets ressort.
Videre proces
Efter godkendelses bliver udkast til Integrations- og medborgerskabspolitikken sendt i offentlig høring.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget bliver præsenteret for et opdateret udkast efter høringsperioden i november 2026 med henblik på endelig godkendelse.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen
Beslutning
Udvalget forkastede indstillingens første, andet og tredje at-punkt.
Frie Grønne fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Frie Grønne fremhæver, at integration er en gensidig proces. Den måde, borgere med minoritetsbaggrund i København udlever deres danskhed på, kan være lige så legitim og værdifuld som den måde, etniske danskere udlever danskhed på.
Mange af disse borgere har boet i Danmark i mere end to generationer, og deres tilknytning til landet gør deres identitet som danskere fuldt ligeværdig.
Derfor bør kommunens integrationsindsats i højere grad bevæge sig væk fra etnicitetsbaserede tilgange og i stedet have fokus på sociale og strukturelle forhold.”