Mødedato: 23.05.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Udbud af beskæftigelsesfremmende indsats m.m, der primært vedrører match 2 borgere (A-sag)

Se alle bilag

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til varetagelsen af tilbud om for- og revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats (primært ikke-arbejdsmarkedsparate ledige) fra 1. juli 2012.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at tilbud om for- og revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats primært for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige sendes i genudbud med virkning fra 1. juli 2012 (løsning 3).

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens 12 rammeaftaler om tilbud om for- og revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats trådte i kraft d. 1. januar 2009 (BIU 03-05-2007, pkt. 5, BIU 15-11-2007, pkt. 7, BIU 28-02-2008, pkt. 2 og BIU 30-10-2008, pkt. 2). Udvalget forlængede aftalerne med ½ år d. 6. december 2010. Enhedslisten ytrede i protokolbemærkning ønske om ”at der gennemføres et genudbud, hvor det tillægges vægt, at aktørerne er forankret i lokalsamfundet og laver helhedsorienterede indsatser på en non-profit basis” (BIU 06-12-2010, pkt. 5).

De nuværende 12 leverandører – herunder kommunens egen indsats i Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats’ Konsortium (KKB) - udgør rygraden i Jobcenter Københavns aktiveringsindsats overfor de af kommunens ledige borgere, der endnu har et stykke vej tilbage til arbejdsmarkedet (matchgruppe 2). Jobcenter København har – efter dialog med borgeren – frit valg til at visitere til den af de 12 leverandører, hvis tilbud vurderes hurtigst at bringe borgeren i varig beskæftigelse. Kommunen er ikke forpligtet til at henvise et bestemt antal borgere til den enkelte leverandør.

Rammeaftalerne vedrører tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 10-12 samt 14 (mentor) og løber i 3 ½ år med mulighed for forlængelse i op til yderligere ½ år, dvs. maksimalt til d. 31. december 2012. Aftalerne kan ikke forlænges herudover.

Der skal nu træffes beslutning om forlængelse af rammeaftalerne, genudbud af indsatsen eller eventuel hjemtagelse af opgaven til kommunen.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer overordnet, at Jobcenter København har gode aftaler med 12 dygtige leverandører, der gør en forskel for ledige borgere med andre problemer end ledighed med henblik på at bringe dem nærmere job eller uddannelse.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan pege på 3 muligheder for at sikre opgaveløsningen efter 31. juni 2012:

 

1.      Hjemtagelse af opgaverne til kommunen.

2.      Forlængelse af rammeaftaler med ½ år (til 31. december 2012).

3.      Genudbud med virkning fra 1. juli 2012

 

Løsningsforslagene uddybes herunder:


Ad 1) Hjemtagelse af opgaven til kommunen

Forvaltningen finder det ikke praktisk muligt at hjemtage opgaven i løbet af 2011-2012, idet en hjemtagelse vil indebære en meget tidskrævende opbygning af en meget stor intern kapacitet og faglige miljøer. Desuden vurderer forvaltningen, at en hjemtagelse vil indebære betydelige økonomiske udfordringer for kommunen, herunder evt. overtagelse af virksomheder, der i dag er leverandører til forvaltningen (kommunalisering) samt risiko for manglende rettidig aktivering pga. risiko for problemer med forsyningssikkerheden i en overgangsfase.

Hjemtagelse af opgaven til kommunen anbefales således ikke.


Ad 2) Forlængelse af rammeaftaler med ½ år (til 31. december 2012)

Forvaltningen vurderer, at de eksisterende rammeaftaler har fungeret tilfredsstillende for målgruppen på et arbejdsmarked præget af lavkonjunktur, jf. redegørelsen til BIU 06-12-2010, pkt. 5 (vedlagt som bilag 1).

Det er imidlertid samtidig forvaltningens vurdering, at tiden synes at være løbet fra visse dele af de eksisterende rammeaftaler, herunder bl.a.:

 

  • At varighedslofter på tilbud under rammeaftalerne ikke i alle tilfælde modsvarer nye lovkrav – bl.a. i forhold til ungeindsatsen, hvor der er behov for lange aktiveringsforløb.
  • At det betydelige fald i intensiteten af aktiveringsindsatsen, dvs. et lavere ugentligt timetal i 2012 (jf. Beskæftigelsesaftale 2012) skaber uklarhed om, hvad leverandørerne rent faktisk skal levere til borgerne under de gældende rammeaftaler.
  • At den ændrede lovgivning indebærer, at forvaltningen har behov for klart at kunne udsondre virksomhedsplaceringer, hvilket er problematisk under de eksisterende leverandøraftaler. Det bemærkes, at ca. 1/5 af målgruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate ledige vurderes at have nytte af en virksomhedsplacering.

Ovenstående udfordringer vurderes at kunne håndteres mest hensigtsmæssigt ved et genudbud, jf. nedenfor. Forlængelse af rammeaftaler med ½ år (til 31. december 2012) anbefales derfor ikke.

Ad 3) Genudbud med virkning fra 1. juli 2012

Overordnet set er det forvaltningens holdning, at der alene bør gennemføres genudbud før aftalernes maksimale løbetid, hvis der er tungtvejende argumenter herfor. Årsagen hertil er, at gennemførelse af en udbudsforretning er en administrativt tung og dermed omkostningsfuld opgave (jf. bilag 3).

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen finder imidlertid, at samarbejdet med leverandørerne kan forbedres fx i forhold til regulering af varigheder af aktiveringstilbud, fleksibilitet ift. intensiteten i tilbuddene og en klar udsondring af den virksomhedsrettede indsats, jf. forrige afsnit.

Ved en genudbud får forvaltningen bl.a. mulighed for:

  • At muliggøre større fleksibilitet i leverandørindsatsen, herunder bringe varigheder og intensitet/timetal i tilbuddene bedre i overensstemmelse med den nyligt ændrede lovgivning.

  • At sikre en klar udsondring af den virksomhedsrettede indsats. Dette er særligt relevant i lyset af de ændrede refusionsregler, der følger af finansloven for 2011, hvor statsrefusioner er nedsat særligt for aktiviteter, der ikke er virksomhedsforlagt (jf. Budgetpjece 2011).

  • At tilpasse den resultatafhængige betalingsmodel (bonusordningen) i rammeaftalerne til den forventede udvikling i jobcentrenes købsadfærd.

  • At skræddersy særlige forløb til de svageste ledige i målgruppen.Ved et genudbud er der således mulighed for omstilling af indsatsen, herunder at efterspørge ændrede tilbud til borgerne. Forvaltningen vurderer, at ovenstående udgør tungtvejende grunde til at iværksætte udbuddet snarest.

For så vidt angår Enhedslistens protokolbemærkning om, at det i genudbuddet tillægges vægt, at aktørerne er forankret i lokalsamfundet og laver helhedsorienterede indsatser på en non-profit basis er det forvaltningens vurdering, at det inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer er muligt at stille krav om, at en virksomhed er fysisk repræsenteret i Københavns Kommune og omegn i kontraktens løbetid (lokal forankring). Herudover forventer forvaltningen bl.a. at orientere relevante socialøkonomiske virksomheder, når udbuddet er annonceret, således at disse virksomheder har mulighed for at byde på opgaven. jf. kommunens indkøbspolitik. Det er imidlertid også forvaltningens vurdering, at det ikke pt. er lovligt at forbeholde kontrakter til fx socialøkonomiske virksomheder i forbindelse med udbud af beskæftigelsestilbud (se bilag 2 for en redegørelse for mulighederne for at tilgodese socialøkonomiske virksomheder ved udbud). Det bemærkes sluttelig, at en stor del af de eksisterende 12 leverandører kan beskrives som socialøkonomiske virksomheder/erhvervsdrivende fonde, herunder Kofoeds Skole, Incita, Væksthuset, Hans Knudsen Instituttet og Dansk Råstof (de resterende leverandører er AOF Job, AS3 Employment, Hartmanns, FOF-HOF, Integro/Cortex, Væksthuset og kommunens egen indsats i form af Konsortiet Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats).

Det bemærkes, at der er afsat midler til fortsættelse af den eksisterende metodeudviklingspulje i 2012 (der henvises iøvrigt til BIU-mødet d. 20. december 2010, pkt. 2).

Forvaltningen anbefaler således genudbud af opgaven med virkning fra 1. juli 2012.

Økonomi

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forventer at anvende ca. 176 mio. kr. på beskæftigelsestilbud til ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere i 2012. Hertil kommer, at der er afsat ca. 65 mio. kr. til aktive tilbud til sygedagpengemodtagere, der delvist udmøntes under disse 12 rammeaftaler og delvist under forvaltningens 10 rammeaftaler knyttet til sygefraværsudbuddet.

Priserne under rammeaftalerne varierer i dag mellem ca. 40 kr. i timen for de billigste tilbud (eksklusiv evt. effektbonus) til over 300 kr. i timen for de dyreste, særlige tilbudspakker.

Forvaltningen er ikke forpligtet til mindstekøb under de 12 leverandøraftaler, dvs. at forvaltningen alene har en ret – men ikke en pligt – til at henvise borgere til den enkelte rammeaftaleindehaver. Dette vil ligeledes være gældende efter et nyt udbud. Forvaltningen har således gode muligheder for at justere omfanget af indsatsen hos leverandørerne, såfremt der vurderes at være behov herfor.

Det bemærkes, at gennemførelse af et genudbud af tilbud om for- og revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats vurderes at beløbe sig til ca. 2 mio. kr. inkl. lønudgifter (der henvises til bilag 3 for en generel vurdering af omkostninger og gevinster ved udbud).

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget træffer beslutning om genudbud af indsatsen med virkning fra 1. juli 2012 iværksætter forvaltningen udbudsprocessen med henblik på at have nye aftaler klar til 1. juli 2012.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i efteråret 2011 blive bedt om at tage stilling til principperne for udbuddet, herunder tildelingskriterier.

 

 

        

Morten Binder

                                                                  /Kaj Ove Christiansen

 

Beslutning

Indstillingen blev udsat med et ønske om at forvaltningen laver et nyt beslutningsoplæg hvor forvaltningen:


1       
beskriver mulighederne for, hvordan man kan gennemføre en hel, delvis eller gradvis kommunalisering af aktiveringsindsatsen for match 2, så graden af den del af indsatsen der løftes af andre aktører reduceres over årene


2       
undersøger og beskriver mulighederne for, at man i udbudsmaterialet lægger et vægtet kriterium om non-profit ind, således at non-profit virksomheder foretrækkes.


3       
Beskriver hvordan man kan gennemføre en model, hvor der indgås driftsoverenskomster med de konkrete leverandører, eventuelt som løbende driftsoverenskomster.

Til top