Mødedato: 22.08.2022, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere fra 2023

Se alle bilag

Resumé

’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’ reducerer Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatsramme med cirka 35 mio. kr. årligt fra 2022. Samtidig medførte delaftalen ændring i rammerne for aktiveringsindsatsen. På udvalgsmøde d. 23. maj 2022 godkendte Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at besparelsen på 35 mio. kr. skal finansieres delvist via tilpasninger i aktiveringsindsatsen til uddannelseshjælpsmodtagere og delvist via råderummet. 

På den baggrund udarbejdede forvaltningen en ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere. Udvalget forhåndsgodkendte aktiveringsstrategien på udvalgsmøde d. 20. juni 2022. Efterfølgende har aktiveringsstrategien været i høring hos eksterne interessenter.

Med denne sag får udvalget forelagt ’Ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere fra 2023’ til endelig godkendelse med de modtagne høringssvar vedlagt.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender ’Ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere fra 2023’

Problemstilling

På baggrund af justeringer i rammerne for aktiveringsindsatsen og den nye økonomiske ramme udarbejdede forvaltningen en ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere, som understøtter, at der gives det rette tilbud til de rette unge på det rette tidspunkt. D. 20. juni forhåndsgodkendte udvalget ’Ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere fra 2023’. Den nye aktiveringsstrategi har efterfølgende i perioden 22. juni 2022 til 29. juli 2022 været i høring hos i alt 18 eksterne interessenter. Interessenterne inkluderer leverandører på området samt deltagere på workshop, der blev afholdt primo 2022 med henblik på at indhente faglige input og erfaringer i forbindelse med udviklingen af den nye aktiveringsstrategi. De 18 interessenter fremgår i bilaget ’Høringsliste’. Forvaltningen har modtaget i alt syv høringssvar med bemærkninger. Høringssvarene er vedlagt som bilag.

Løsning

Justeringer på baggrund af høringssvar

På baggrund af de indkomne høringssvar har forvaltningen vurderet det hensigtsmæssigt at foretage mindre justeringer i enkelte afsnit i aktiveringsstrategien. Der er foretaget justeringer under pejlemærkerne ’En tidlig og sammenhængende indsats’ og ’Differentieret indsats – tilbud målrettet den enkelte unges udfordringer og muligheder’.

Pejlemærket ’En tidlig og sammenhængende indsats’ er justeret med henblik på at skærpe eksemplerne på, hvornår det kan være hensigtsmæssigt at arbejde med perioder, hvor den unge ikke er i aktivering. Som eksempler på hvornår det kan være hensigtsmæssigt at arbejde med perioder uden aktivering fremgår nu følgende:

  • Hvis en ung er indlagt i psykiatrien og har brug for en pause fra en indsats
  • Den unge er optaget på en uddannelse og afventer opstart. Den unge kan samtidig fx være engageret i civilsamfundet som frivillig og/eller deltage i netværksgrupper.

Herudover har der i afsnittet om en tidlig og sammenhængende indsats været beskrevet et eksempel på, hvordan forvaltningen vil håndtere, at en ung ikke møder op i et tilbud. Her fremgår det, at tilbuddet kan afbrydes og at der i stedet skal følges op med den unge og afklares, om et andet tilbud i stedet vil være relevant. I høringssvarene fremgår det, at eksemplet har givet anledning til misforståelse i forhold til, hvornår forvaltningen vurderer, at det for uddannelseshjælpsmodtagere er hensigtsmæssigt at arbejde med perioder uden aktivering. Tekststykket omhandler ikke, hvornår forvaltningen vil indlægge pauser, men omhandler i højere grad, hvordan forvaltningen vil arbejde med, at tilbud målrettes de enkelte unges udfordringer og muligheder. Derfor er afsnittet flyttet til ’Differentieret indsats – tilbud målrettet den enkelte unges udfordringer og muligheder’.

Alle indkomne bemærkninger i høringssvarene indgår som en del af det vidensgrundlag, som forvaltningen arbejder med i forbindelse med tilrettelæggelsen af indsatsen fremover.

Politisk handlerum

Udvalget har følgende muligheder:

  • Udvalget kan godkende ny strategi jf. forvaltningens indstilling.
  • Udvalget kan stille et ændringsforslag og bede forvaltningen om at foretage ændringer i strategien eller udarbejde ny strategi.

Udvalget godkendte på udvalgsmøde d. 23. maj 2022, at ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’ finansieres delvist via råderummet og delvist via aktiveringsindsatsen til uddannelseshjælpsmodtagere. På udvalgsmøde d. 29. juni 2022 godkendte udvalget fordeling af besparelsen mellem Jobcenter København og private leverandører. På den baggrund skal udvalget godkende en ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere, som er tilpasset den nye økonomiske ramme. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Hvis udvalget godkender ’Ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere fra 2023’ endeligt, træder den i kraft pr. 1. januar 2023.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top