Mødedato: 17.02.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Tilsyn med danskuddannelse 2. halvår 2019

Se alle bilag

 

Resumé

Forvaltningen har ført tilsyn med danskuddannelse i Københavns Kommune i 2. halvår 2019.

Kommunens tilsyn har konstateret, at danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl. i Københavns Kommune er blevet gennemført i henhold til lovgivningens rammer og intention.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,  

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen om tilsynsrapporterne med anbefalinger for danskuddannelse i 2. halvår 2019 til efterretning.

Problemstilling

Københavns Kommune fører tilsyn med de tre sprogcentre i Københavns Kommune jf. danskuddannelseslovens § 11. stk. 2. De tre sprogcentre, som Københavns Kommune fører tilsyn med er:

  • CBSI Sprogcenter (kommunalt sprogcenter med ydelsesmodtagere som målgruppe),
  • CLAVIS sprog & kompetence (privat sprogcenter med selvforsørgende som målgruppe), og
  • UCplus A/S (privat sprogcenter med selvforsørgende som målgruppe).

Det lovbestemte tilsyn består af tre områder: et økonomisk, et administrativt og et pædagogisk tilsyn. Derudover vedtog Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 26. november 2018 et tilsynskoncept, som tilføjede et risikobaseret tilsyn. Tilsynet består derfor af fire områder.

Løsning

Forvaltningen har kvartalsvist ført tilsyn med danskuddannelse i Københavns Kommune hos de tre sprogcentre i henhold til det tilsynskoncept og den tilsynsplan, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog den 26. november 2018.

Der er udarbejdet en individuel tilsynsrapport for hver af de tre sprogcentre. Tilsynsrapporterne er vedhæftet som bilag til indstillingen.

Tilsynet konstaterer, at sprogcentrene i Københavns Kommune overholder den gældende danskuddannelseslov samt udbudsbetingelserne.

Forvaltningens overordnede konklusioner for tilsynet fremgår nedenfor og er opdelt på de 4 tilsynsområder.

Risikobaseret tilsyn:

I forbindelse med det risikobaserede tilsyn er der gennemført fokusgruppeinterview med kursister på de tre sprogcentre om forventninger, anvendelse af og holdninger til IT-støttet undervisning. Tilsynet konstaterede på baggrund af fokusgruppeinterviewene, at kursisterne anvender en meget bred kombination af teknologier og programmer til at understøtte deres dansklæring.

Tilsynet konstaterede videre, at antallet af selvforsørgende kursister, der henvises til danskuddannelse i Københavns Kommune, er faldet med 70-80% i perioden 2017-2019. I Finanslovsaftalen 2020 afskaffes deltagerbetalingen fra 1. juli 2020, mens reglerne for depositumbetaling ændres. Afskaffelsen af deltagerbetalingen må antages at have en betydelig effekt på kursisttilstrømningen, idet det forventes, at en del af de nuværende kursister vil sætte uddannelsen på pause, indtil modulerne igen bliver gratis, ligesom det forventes, at kursisttallet vil stige, men formentlig først med de moduler, der starter i september 2020.

Andelen af kursister, der er henvist i henhold til lov om aktiv beskæftigelse (LAB-kursister) på CBSI Sprogcenter er fortsat høj. Forvaltningen er i gang med at undersøge hvordan et dansktilbud, der ikke baserer sig på modulopbygget dansk, kan sammensættes til LAB-målgruppen. Målet er at skabe et tilbud der bedst muligt understøtter CBSI’s særlige rolle, hvor der både skal arbejdes med mestring af dansk samtidig med, at der er et klart fokus på at få kursisterne tilbage i job eller uddannelse.

Administrativt tilsyn:

I det administrative tilsyn er der gennemført en stikprøvekontrol af sagsbehandlingen af henvisninger, og der er i 2. halvår 2019 ikke konstateret fejl.

Tilsynet har indledt et samarbejde med Ydelsesservice (YDS) om tilpasning af arbejdsgange for ansøgning og godkendelse af henvisninger mv., der sigter på at gøre administrationen mere enkel og dermed kortere i kursistens perspektiv.

Økonomisk tilsyn:

I det økonomiske tilsyn er det konstateret at CLAVIS og UCplus ligger betydeligt under markedet, når der sammenlignes med priserne for 2018 for andre udbydere i København og omegn, hvor taksterne har været konkurrenceudsat inden for de sidste par år samt landet.

Tilsynet konstaterede endvidere, at takstniveauet for CBSI Sprogcenter fortsat ligger i den dyreste tredjedel og betydeligt over andre leverandører i Københavns Kommune. En del af forskellen kan tilskrives de ekstra opgaver, der er knyttet til ledige kursister sammenlignet med kursister, der er selvforsørgende fx koordinering med kursisternes beskæftigelsesindsats.

Forvaltningen har i samarbejde med de tre sprogcentre udarbejdet en model for vurdering af sammenhængen mellem pris og kvalitet. Tilsynet noterede sig, at omkostningseffektiviteten, som er et udtryk for sammenhængen mellem pris og kvalitet, er meget tilfredsstillende for CLAVIS og UCplus, når der måles på det gennemsnitligt antal leverede lektioner, beståelsesprocenten og prisen pr. karakterpoint. Omkostningseffektiviteten er til gengæld lavere på CBSI Sprogcenter, hvilket formentlig delvist kan tilskrives de særlige opgaver af beskæftigelsesrettet karakter, CBSI Sprogcenter har i forhold til målgruppen af ydelsesmodtagere.

Pædagogisk tilsyn:

Tilsynet har i 2. halvår 2019 gennemført to pædagogiske tilsynsbesøg på hver af de tre sprogcentre. Der er blevet observeret undervisning på minimum to hold pr. tilsynsbesøg. Første pædagogiske tilsyn fokuserede på undervisningen generelt, mens det andet tilsynsbesøg havde fokus på IT-støttet undervisning som fokus. Tilsynet konstaterede, at undervisningen lever op til lovgivningens rammer og fagbeskrivelserne.

Tilsynet har desuden haft fokus på karaktergennemsnittet for prøverne i dansk. Udviklingen i karaktergennemsnittene i 2019 fordelt på prøve og sprogcentre fremgår af nedenstående tabel:

Karaktergennemsnit for prøver i Københavns Kommune 2019

Prøve

Prøve i dansk 1

Prøve i dansk 2

Prøve i dansk 3

Studieprøven

Prøvetermin

sommer 2019

vinter 2019

sommer 2019

vinter 2019

sommer 2019

vinter 2019

sommer 2019

vinter 2019

CLAVIS

3,7

5,2

5,4

5,7

5,6

6,0

9,5

7,3

UCplus

-

3,7

4,9

5,6

6,0

5,0

4,9

5,8

CBSI

Sprogcenter

6,5

6,8

7,8

6,9

6,4

7,3

-

-

Landsgen-

nemsnit 2018

5,9

6,4

6,5

7,1

Tilsynet konstaterede, at karaktergennemsnittet for vinterprøver i dansk 1, 2 og 3 for Clavis og UCplus 2019 er under landsgennemsnittet for 2018, mens tallet for CBSI er over landsgennemsnittet.

På baggrund af drøftelsen i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 21. oktober 2019 om af tilsynsrapporten for 1. halvår 2019 har tilsynet iværksat en handlingsplan for de tre sprogcentre. Handlingsplanen indeholder tre elementer:

  • En statistisk undersøgelse af karaktererne ved henholdsvis prøver i vinteren 2019 og sommer 2020.
  • Fokusgruppeinterviews med kursister om karakterernes betydning – planlagt til maj 2020.
  • Løbende drøftelse med leverandørerne om arbejdet med karakterer.

For at sige noget mere konkret om én institution på baggrund karaktergennemsnit vil det være nødvendigt at sammenligne resultaterne over en længere periode, for at undersøge, forklare og forstå eventuelle udsving.

Handlingsplanen afrapporteres til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i september 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Tilsynets anbefalinger følges op på de kvartalsvise tilsynsmøder med hver af de tre leverandører.

Tilsynsrapporten for 1. halvår 2020 forelægges for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i september 2020.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top