Mødedato: 11.12.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Høringssvar vedr. KKs erhvervsstrategi 2024

Se alle bilag

Resumé

Økonomiudvalget har sendt udkast til København Kommunes erhvervsstrategi 2024 i intern og efterfølgende ekstern høring. Der forelægges udkast til høringssvar til udvalgets godkendelse.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og godkender forslag til høringssvar til København Kommunes erhvervsstrategi 2024 (bilag 1)

Problemstilling

Københavns Kommunes nuværende erhvervsstrategi udløber ved udgangen af 2023. Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet udkast til en ny erhvervsstrategi (Bilag 2).

Erhvervsstrategien har til formål at definere den overordnede strategiske og politiske retning for erhvervsindsatsen i Københavns Kommune (KK) de kommende år. Strategien skal sætte en tværgående retning for kommunes kerneopgaver på erhvervsområdet, og kommunens arbejde for at sikre rammevilkårene for byens erhvervsliv.

Udkast til den kommende erhvervsstrategi er blevet drøftet på Økonomiudvalgets møder den 29. august 2023 og den 7. november 2023 og er herefter blevet sendt i intern og efterfølgende ekstern høring.

Løsning

Udkastet til ny erhvervsstrategi er struktureret i fem temaer, hvor tema 1-3 fokuserer på at styrke rammevilkårene for byens erhvervsliv, og tema 4 og 5 fokuserer på samarbejdet med byens erhvervsliv om at styrke den grønne omstilling og hovedstadens internationale konkurrenceevne. For at følge den overordnede erhvervsudvikling i København, opstilles fire strategiske indikatorer (Tilfredshed, vækst, arbejdspladser og innovationskraft, som løbende monitoreres, og hvert tema indeholder mål og understøttende indsatser.

Nedenfor præsenteres strategiens fem temaer og underliggende fokusområder.

  1. Virksomhedsservice og rammevilkår

    Temaet har fokus på styrket servicekultur, rammevilkår for små og mellemstore erhvervsdrivende, og demokratiske og socialøkonomiske virksomheder.

     

  2. Arbejdskraft

    Temaet har fokus på at øge udbuddet af faglært arbejdskraft, tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft og samarbejde med byens uddannelsesinstitutioner om at sikre kompetencer til fremtiden.

     

  3. Byudvikling

    Temaet har fokus på indsatser i Kommuneplanstrategien, der skal sikre plads og rammer for store kontorerhverv og hovedsæder, kreative erhverv og håndværkserhverv i byen.

     

  4. Klima

    Temaet har fokus på at understøtte grøn omstilling af byens erhvervsliv og udvikling og eksport af grønne løsninger. 

     

  5. International konkurrenceevne

Temaet har fokus på at styrke hovedstadens internationale konkurrenceevne, med særligt fokus på at understøtte rammevilkår for den regionale Life-science industri, en bæredygtig udvikling af København som turistdestination og styrke rammevilkår for iværksætteri.

Særligt temaerne 1) Virksomhedsservice og rammevilkår, 2) Arbejdskraft og 5) International konkurrenceevne og de understøttende indsatser under hvert tema er væsentlige relevante ift. udvalgets ansvarsområder – herunder bl.a. opsøgende dialog og kommunikation, beskæftigelses- og opkvalificeringsindsats, job- og karriereprogrammer samt understøttelse af iværksætterinitiativer og -events.

Københavns Kommunes erhvervsrettede indsatser reguleres ikke kun i kommunens erhvervsstrategi. Mål og ambitioner for kommunens indkøb reguleres i kommunens indkøbspolitik, rammer for den fysiske byudvikling reguleres i kommunens Kommuneplanstrategi og Kommuneplan, og kommunens klimarettede ambitioner fastsættes i kommunens klimaplan. På disse områder har erhvervsstrategien primært til formål at formidle kommunens fastsatte mål og ambitioner.

Det foreslås, at strategien løber fra 2024 til og med 2027, med en midtvejsstatus i 2025.

Forvaltningen har bidraget til udarbejdelse af erhvervsstrategien, og det er forvaltningens vurdering, at erhvervsstrategien vil sætte en god fælles ramme og retning for kommunens erhvervspolitiske arbejde.

Forslag til udvalgets høringssvar er vedlagt som bilag 2. Høringssvaret stiller sig positivt over for strategiens temaer, mål og indsatser, som ramme for de kommende års erhvervspolitiske arbejde i Københavns Kommune. Høringssvaret gør opmærksom på vigtigheden af at erhvervslivet også bidrager til et rummeligt arbejdsmarked, og påpeger at alle temaerne i erhvervsstrategien med fordel kan have et eller flere konkrete målbare mål.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Finansiering af eventuelle nye tiltag i erhvervsstrategien inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ansvarsområde forudsætter at der bestilles budgetnotat og afsættes midler til kommende budgetforhandlinger.

Politisk handlerum

Udvalget kan ændre ordlyden i høringssvaret.

Videre proces

Efter endt høring i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget sendes erhvervsstrategien i ekstern høring i januar-februar 2024. Herefter forelægges erhvervsstrategien til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i marts-april 2024.

Inden strategien skal endeligt godkendes, vil strategidokumentet blive layoutet med henblik på at styrke den visuelle formidling af strategien. I den forbindelse vil Økonomiforvaltningen indhente billede- og case-materiale fra udvalgte virksomheder, som understøtter strategiens temaer og sætter ansigt og billede på byens erhverv.

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top