Mødedato: 21.06.2023, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Opfølgning på medlemsforslag i BR om velfærdspraktik

Se alle bilag

For at imødegå mangel på uddannet personale til velfærdsjob har Borgerrepræsentationen, på baggrund af medlemsforslag fra Venstre, ønsket et koncept for folkeskoleelever i velfærdspraktik. Sagen indeholder forslag til konceptet og et budgetnotat, som kan indgå i forhandlingerne om budget 2024. Sagen er til udvalgets godkendelse.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget:

  1. at budgetnotat (bilag 3) om styrket erhvervspraktik på velfærdsområderne - som kan indgå i forhandlingerne om budget 2024 - godkendes
  2. at ”Medlemsforslag om velfærdspraktik” godkendt i Borgerrepræsentationen den 15. december 2022 hermed er håndteret.

Problemstilling

På baggrund af et medlemsforslag fra Venstre har Borgerrepræsentationen besluttet, at der skal udarbejdes et fast koncept for erhvervspraktik på velfærdsområderne (BR-mødet den 15. december 2022), jf. bilag 4.

Erhvervspraktik i grundskolen bliver brugt på flere måder. Det bliver først og fremmest brugt som en generel introduktion til, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads og som en mulighed for at reflektere over uddannelsesvalg. Men det bliver også brugt til elever, der er skoletrætte eller har behov for støtte for at blive parate til en ungdomsuddannelse og kan være med til at give eleverne succesoplevelser, der kan motivere dem i forhold til deres videre skolegang.

Ofte foregår praktikken én uge i 8. eller 9. klasse. Eleverne finder typisk hver især et praktiksted med hjælp fra familie, skolen eller Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). Der er også mulighed for længerevarende praktikforløb, som kan vare op til 13 uger på praktikstedet.

Børne og Ungdomsforvaltningen har, som en del af ”En varieret og inspirerende skoledag” fra budget 2022, en erhvervsplaymaker, der formidler kontakt til praktikvirksomheder og aftaler længerevarende praktikforløb. I København er ca. 3/4 af folkeskoleeleverne og 1/2 af privatskoleeleverne i praktik i 9. klasse. Derudover er der også praktik for elever i 8. klasse.

Løsning

Konceptet for velfærdspraktik giver eleverne mulighed for at vælge en praktikuge lidt ud over det sædvanlige, og hvor de kan få vakt interessen for uddannelse inden for de velfærdsområder, hvor der er rekrutteringsudfordringer, såsom pædagog, SOSU eller sygeplejerske.

Konceptet er inspireret af erhvervspraktik i Forsvaret, hvor der vises forskellige aspekter af Forsvaret over en uge med spisning og overnatning, jf. bilag 1. Et tilsvarende koncept for velfærdspraktik kan etableres for Københavns Kommunes velfærdsområder, med den nødvendige finansiering, jf. bilag 2.

Velfærdspraktik – en intensiv uge

Programmet for én uge i velfærdspraktik tager udgangspunkt i, at eleverne introduceres til forskellige opgaver i velfærdssektoren, at de får spændende oplevelser og bliver en del af et fællesskab.

Der foreslås et tætpakket program med flere korte besøg og opgaver, dels på velfærdsinstitutioner og dels på uddannelsessteder. Programmet skal introducere eleverne til velfærdssektoren på en let tilgængelig måde og vække deres interesse, bl.a. ved at vise de nyeste redskaber og hjælpemidler, som SOSU H’s makerspace og KP’s PlayLab.

Der foreslås at en gruppe på omkring 20 elever (8.-10. klasse) følges hele ugen, og at fællesskabet kickstartes med en fælles introduktion til velfærdsarbejde, spisning, overnatning første nat samt egen uniform (kittel). Selve praktikforløbene bliver to enkelte dage på fx plejecenter og børnehave, hvor praktikanternes opgaver er planlagt og følges tæt. Forløbet afsluttes med at give de unge konkrete værktøjer og hjælp med at søge fritidsjob.

Velfærdspraktikken vil formidles på praktikportalen, hvor den frit kan vælges af elever i 8.-10. klasse, enten i den uge hvor skolen har planlagt praktik eller ud over den almindelige praktikuge. Der kan laves forløb for i alt 400 elever om året.

Velfærdspraktik – længere forløb

For elever, hvis interesse for uddannelse og arbejde med børn, ældre eller sundhed er blevet vakt på praktikugen, og for elever, der er trætte af skolen, kan der også etableres et udvidet praktikforløb i velfærdsektoren. Budgetnotatet beskriver derfor en udvidelse af erhvervsplaymakerordningen, som retter sig mod at aftale, planlægge og afvikle længerevarende velfærdspraktikforløb.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte tiltag, der ikke kræver finansiering for at styrke velfærdspraktik fx ved at beslutte, at skolerne skal sætte mindst én uge af til erhvervspraktik i 8. og 9. klasse. I dag er det skolerne selv, der vurderer og tilrettelægger sådan praktikforløb.

Konceptet kan også ændres, så der kun introduceres til et praktiksted frem for, at der introduceres til mange forskellige aspekter af velfærdssektoren. Det vil give en større kontinuitet i praktikforløbet, men vil så ikke i samme grad være målrettet elever, der ikke ved, hvad de vil.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Budgetnotat om velfærdspraktik kan indgå i forhandlingerne om budget 2024, jf. bilag 3.

 

Tobias Børner Stax                                Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 21. juni 2023:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top