Mødedato: 18.06.2025, kl. 12:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Opfølgning på medlemsforslag i BUU om hyrdebrev angående ytringsfrihed

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget har ønsket tydeliggøre de vide rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed og understøtte en åben ytringskultur i Børne- og Ungdomsforvaltningen gennem et hyrdebrev til både medarbejdere og ledere. Brevet tydeliggør de gældende rettigheder og rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed og sætter fokus på betydningen af psykologisk tryghed og en åben debatkultur. Med denne indstilling forelægges hyrdebrevet til godkendelse, så det kan udsendes til relevante medarbejdere i forvaltningen.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at vedhæftede hyrdebrev godkendes med henblik på at forvaltningen udsender det til relevante ledere og personale.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget vedtog den 14. maj 2025 et medlemsforslag - stillet af Venstre og Enhedslisten - om et hyrdebrev vedr. ytringsfrihed. Baggrunden for forslaget er et ønske om at tydeliggøre de vide rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed og understøtte en åben ytringskultur i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Løsning

På baggrund af udvalgets beslutning er der udarbejdet et hyrdebrev (bilag 1), der tydeliggør de grundlæggende rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed. Hyrdebrevet understreger, at alle ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen har ytringsfrihed og kan ytre sig offentligt – herunder i medierne – om forhold på deres arbejdsplads. Det henviser til Grundlovens § 77 samt til den eksisterende vejledning om ytringsfrihed, som HovedMED vedtog i 2017.

Derudover sætter brevet fokus på betydningen af psykologisk tryghed og en professionel uenighedskultur i forvaltningen. Det fremhæver, at faglig debat og åbenhed er afgørende for at løse kerneopgaven og skabe gode læringsmiljøer for børn og unge. Medarbejderne opfordres til at drøfte, hvordan de på arbejdspladsen bedst understøtter en kultur præget af åbenhed og dialog. Endelig fremhæves det, at medarbejderne altid har mulighed for at henvende sig til deres leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, hvis der er forhold, de ønsker at rejse internt.

Hyrdebrevet udsendes med e-post til samtlige kommunalt ansatte i forvaltningen. Forvaltningen kan ikke sende med e-post til de ansatte i selvejende institutioner, og derfor formidles brevet til dem via deres ledere

Politisk handlerum

Der kan anmodes om justeringer af indholdet i hyrdebrevet, fx i forhold til formuleringer, der ønskes tydeliggjort eller nuanceret, inden det udsendes. Endelig kan det besluttes at afvente yderligere drøftelser.

Økonomi

Ingen.

Videre proces

Ingen.

 

Tobias Børner Stax                                      Mette Seneca Kløve

Bilag

Til top