Mødedato: 16.04.2008, kl. 08:15

Genopførelse af gymnastiksal på Lykkebo Skole

Se alle bilag

Genopførelse af gymnastiksal på Lykkebo Skole

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. april 2008

 

 

18.      Genopførelse af gymnastiksal på Lykkebo Skole   J.nr. 2007-109091

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til opførelse af den nedbrændte gymnastiksalsbygning på Lykkebo Skole i dens oprindelige form og omfang, idet der ikke inden for den eksisterende anlægsramme er afsat midler til en opgradering til for eksempel en lille sportshal.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.                  at forvaltningen igangsætter genopførelse af den nedbrændte gymnastiksalsbygning på Lykkebo Skole i dens oprindelige form og omfang

 

Problemstilling

I april 2007 nedbrændte en af gymnastikbygningerne på Lykkebo Skole. Brandskaderne er blevet takseret til ca. 9 mio.kr. svarende til omkostningen ved genopførelse af en tilsvarende gymnastiksal (se bilag 1). Den pågældende udgift vil blive dækket af kommunens forsikringsordning.

 

BUF har undersøgt omkostningerne ved at etablere en spor tshal med kapacitet svarende til fire badmintonbaner. Der er ikke tale om en hal i fuld størrelse, men en sportshal med langt større kapacitet end den gamle gymnastikbygning. En ny hal med større kapacitet vil kunne anvendes til langt flere formål end den gamle bygning, hvis man vælger at genopføre den. Sportshalsløsningen er vurderet til at koste ca. 16 mio. kr. i april 2008 (se bilag 2), en merudgift på 7 mio. kr. En regulær sportshalsløsning er prissat til ca. 30 mio. kr. (se bilag 3).

 

Løsning

København er underforsynet med idrætshaller, ikke mindst i kvarteret omkring Lykkebo Skole, hvor der ikke findes idrætshallignende faciliteter. På de fleste skoler, herunder Lykkebo Skole, findes der traditionelle gymnastiksale på ca. 200 m² svarende til en badmintonbane. Størrelsen alene begrænser anvendelsesmulighederne.

 

En ny sportshal med større kapacitet, svarende til fire badmintonbaner, vil kunne anvendes til langt flere formål, og vil tilbyde både skole og foreningsidræt en øget kvalitet i forhold til en traditionel gymnastiksalsløsning.

 

Sportshalsløsningen vil fint kunne indpasses i Lykkebo Skoles arkitektur, ligesom den påtænkte placering i store træk vil kunne bevare disponeringen af skolens udearealer. En egentlig idrætshalsløsning er også mulig at etablere, men vil gøre væsentligt større indhug i udearealerne.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har vist interesse for en sådan løsning, men har vurderet ikke at have mulighed for helt eller delvist at finansiere merudgiften ved etablering af en sportshal. BUF har ligeledes forespurgt KEjd, som også fandt sportshalsprojektet interessant. KEjd fandt imidlertid, at en medfinansiering ville falde uden for rammerne af Genopretningsplanen.

 

Både den eksisterende anlægsramme og Genopretningsplanens to første faser er på nuværende tidspunkt fuldt prioriteret, hvorfor der ikke er økonomisk råderum til udvidelse af idrætsfaciliteterne på Lykkebo Skole.

 

Det vurderes ikke økonomisk rentabelt og ej heller teknisk hensigtsmæssigt at etablere sportshalsløsningen med en traditionel gymnastiksal som første etape, som i forbindelse med eventuel senere tilvejebringelse af nødvendig finansiering, udbygges til en sportshal.

 

Med baggrund i ovenstående, herunder de økonomiske muligheder, anbefales det, at forvaltningen hurtigst muligt tager kontakt til Københavns Ejendomme med henblik på genopførsel af den nedbrændte gymnastiksalsbygning (se bilag 1).

 

Økonomi

De 9 mio. kr. til genopførsel af den nedbrændte gymnastiksal finansieres af Økonomiforvaltningen (Kommunens forsikring).

 

Videre proces

-

 

Bilag

1.      Økonomisk vurdering ved opbygning som eksisterende gymnastiksal

2.      Økonomisk vurdering ved lille sportshalsløsning

3.      Økonomisk vurdering ved regulær sportshalsløsning (håndboldhal)

 

 

 

                               Else Sommer                                 Knud Langberg

 

 

 



 

Til top