Mødedato: 13.10.2021, kl. 13:00
Mødested: Ørestads Boulevard 218, 2300 Kbh S (pavillonerne, som skolen på Hannemanns Allé benytter)

Opfølgning vedr. flere selvejende daginstitutionspladser

Se alle bilag

BUU forelægges opfølgning på udvalgets beslutning den 28. april 2021 i sagen: "Opfølgning på medlemsforslag om flere selvejende daginstitutionspladser".

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at høringsproces og vejledninger for oprettelse og overgang til selvejende drift - herunder den nye proces for brugerinddragelse i byggeri af dagtilbud - tages til efterretning.
  2. at Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægger en sag for Børne- og Ungdomsudvalget om organisering af det kommende dagtilbud ved Amerikavej på udvalgsmødet den 15. december 2021.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 28. april 2021, at forvaltningen skal igangsætte initiativer for at fremme oprettelsen af flere selvejende daginstitutionspladser. Forvaltningen har derfor udarbejdet en ny høringsproces ved etablering af nye daginstitutioner samt vejledninger til oprettelse af selvejende daginstitutioner og kommunale daginstitutioner, som ønsker at overgå til selvejende drift.

Den nye høringsproces og vejledningerne skal samlet bidrage til, at der fremadrettet oprettes flere selvejende daginstitutionspladser i kommunen.

Løsning

Med den nye høringsproces vil forvaltningen orientere bredere om oprettelsen af nye daginstitutioner, så interesserede aktører får mulighed for at ansøge om selvejende drift. Det kan fx være en paraplyorganisation, forældregruppe eller nærtliggende institution, som ønsker at overtage driften af en kommende institution.

Fra november 2021 igangsætter forvaltningen derfor følgende aktiviteter, når kommunen opretter nye daginstitutioner:

  • Orientering via møder med selvejende netværk og klynger
  • Orientering via møder med paraplyorganisationer
  • Orientering via lokaludvalg
  • Orientering via Københavns Kommunes hjemmeside

Alle aktiviteter sker med henblik på at oplyse flere aktører om muligheden for at oprette en selvejende institution i et kommende dagtilbud.

Forvaltningen afholder månedlige møder med de selvejende netværk og klynger, og fremadrettet vil forvaltningen orientere om kommende institutioner i dette forum. Det samme vil gøre sig gældende på kvartalsmøderne med paraplyorganisationerne, som forvaltningen ligeledes afholder.

Derudover vil forvaltningen tage kontakt til det relevante lokaludvalg og drøfte, hvorledes information om en kommende daginstitution kan deles. Det kan fx være via hjemmeside, Facebook eller informationsmøder.

Endelig opretter forvaltningen en side på kommunens hjemmeside, hvor relevant information om kommende daginstitutioner og selvejende drift gøres tilgængelig. Det vil bl.a. omfatte en oversigt over kommende daginstitutioner, en vejledning til oprettelse af en selvejende daginstitution og en beskrivelse af ansøgningsprocessen til forvaltningen. Dertil lægges en beskrivelse af bestyrelsens rolle og ansvar i en selvejende institution. Forvaltningen vil på hjemmesiden ligeledes gøre en vejledning tilgængelig for kommunale institutioner, som ønsker at overgå til selvejende drift.

Af vejledningen - jf. bilag 1 - fremgår proces og betingelser for at oprette en selvejende daginstitution. Forvaltningen skal modtage en ansøgning om selvejende drift i en kommende daginstitution senest 10 måneder før forventet opstart. Når en ansøgning er modtaget, forelægges udvalget en sag om organiseringen. Af denne vil fremgå oplysninger om fx kapacitetsbehovet, institutionsmassen i lokalområdet, institutionsstørrelser mv.

Udvalget skal træffe beslutning om organisering senest 6 måneder før forventet opstart. Hvis der ikke modtages nogle ansøgninger om selvejende drift, så bliver daginstitutionen - uden politisk behandling - kommunal.   

Af vejledningen - jf. bilag 2 - fremgår proces og betingelser for kommunale institutioner, som ønsker at overgå til selvejende drift. Følgende beslutningsproces skal gennemføres før en institution kan overgå:

  • der skal være et kvalificeret flertal (2/3) hos institutionens forældreråd
  • der skal være et kvalificeret flertal (2/3) hos institutionens personale og ledelse
  • der skal være et flertal i klyngebestyrelsen
  • der skal være en høring af de øvrige forældreråd i klyngen, og der må ikke være et aktivt flertal, som er imod overgangen til selvejende drift

Når ovenstående proces er gennemført, træffer udvalget endelig beslutning i sagen. Virksomhedsoverdragelsen fra kommunal til selvejende drift har betydning for institutionen og den kommunale klynges økonomi, da evt. gæld og opsparing følger institutionen.  

Vejledningerne er udarbejdet på baggrund af dialog med de faglige organisationer og paraplyorganisationerne på det selvejende institutionsområde.  

Ny proces for brugerinddragelse ved dagtilbudsbyggerier

Den nye høringsproces medfører, at det ikke er muligt at forsætte med den nuværende model for brugerinddragelse i byggeri af dagtilbud. Forvaltningen har derfor udarbejdet en ny proces, som er beskrevet i bilag 3.

Anlæg af en daginstitution er en proces over flere år, og brugerinddragelsen sker primært i starten af byggeprocessen, hvor der er mulighed for at få indflydelse på institutionens fysiske udformning. Den nye høringsproces betyder, at brugerne først kendes senest 6 måneder før ibrugtagen af institutionen, og det er derfor ikke muligt at inddrage dem i den fysiske udformning af bygningen.

Af samme årsag er det uhensigtsmæssigt forsat at tilknytte kommunale klyngeledere til byggesagerne, da de potentielt ikke overtager driften af daginstitutionen.

Derfor inddrages brugerne af kommende dagtilbud først efter BUU har truffet beslutning om organisering. Derved sikres det, at inddragelsesprocessen omfatter de personer, som overtager driften af dagtilbuddet. Da der er behov for en ensartet proces for brugerinddragelse, betyder det, at alle brugere først inddrages 6 måneder inden ibrugtagning af bygningen. Der vil i denne fase være mulighed for at komme med input til indflytning og løst inventar, men ikke til den fysiske udformning af institutionen. I stedet vil det være en repræsentant fra forvaltningen med et pædagogisk/fagligt brugerperspektiv, som indgår i byggeprojektet og kommer med input på baggrund af forvaltningens funktionsprogram for daginstitutionsbyggerier.

Forvaltningen foretager fremadrettet en løbende evaluering af funktionsprogrammet med inddragelse af slutbrugerne i nye daginstitutionsbyggerier. Evalueringen foretages 1 år efter ibrugtagning sammen med personale, ledelse og forældre, og giver mulighed for at byggeriet kan tilpasses bedst muligt til brugerne. Derudover bidrager evalueringen til at opbygge en systematisk viden om funktion og anvendelse af daginstitutionsbyggerier generelt, som kan kvalificere fremtidige byggeprojekter.

Den nye inddragelsesproces medfører behov for en udvidelse af understøttelsesopgaven fra forvaltningen, hvis de nye brugere skal have en tilstrækkelig introduktion til bygningen samt opleve en god overgang fra byggeri til drift. Der er mange opgaver for de nye brugere med at forberede og planlægge opstarten af daginstitutionerne – f.eks. ansættelse af medarbejdere, indskrivning af børn, organisering mv. Samtidigt er der mange praktiske opgaver forbundet med overdragelse, indflytning og udbedring af fejl og mangler i byggeriet, som der er behov for at understøtte. Når brugerne ikke har været inddraget i byggeriets udformning undervejs, får forvaltningen en større opgave med at introducere byggeriet og gennemføre inventarprojekt og møblering, som brugerne i dag selv varetager.

I forbindelse med helhedsrenoveringer af skoler er der etableret en indflytningsenhed, der bistår med de praktiske opgaver forbundet med indflytning og indretning. Forvaltningen vender tilbage med et forslag til finansiering af et lignende set up for daginstitutioner i Overførselssagen 2021/2022, da en god understøttelse af ovenstående opgaver ikke kan gennemføres uden tilførsel af ekstra midler. Indflytningsenheden er finansieret af bygherrereserven i en midlertidig periode og primært rettet mod skoler, og derfor er det ikke muligt at overføre tilstrækkelige ressourcer til dagtilbudsområdet.

Kommende institution på Amerikavej

To selvejende institutioner har vist interesse for overtagelse af den kommende institution på Amerikavej på Vesterbro. Institutionen har forventet ibrugtagning den 1. august 2022.

Forvaltningen udarbejder derfor en indstilling til udvalget om organisering af den kommende institution, som forventes forelagt udvalget på BUU-mødet den 15. december 2021.

Økonomi

Den nye inddragelsesmodel i byggesager giver flere opgaver til forvaltningen i den sidste fase af byggeprocessen, hvis brugerne skal opleve en god overgang fra byggeri til drift med understøttelse fra forvaltningen. Der er ikke finansiering til denne opgave, og derfor vender forvaltningen tilbage med et forslag til finansiering i Overførselssagen 2021/2022.

Videre proces

Forvaltningen implementerer den nye høringsproces fra november 2021, som fremadrettet vil omfatte alle kommende institutioner.

Der er i øjeblikket 22 igangværende dagtilbudsbyggerier, som denne beslutning vil påvirke. Forvaltningen vil gå i dialog med de berørte brugere og Byggeri København om overgangen til den nye proces for brugerinddragelse.

 

Tobias Børner Stax                                      /                                     Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 13. oktober 2021:

C, V, Ø, og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1 og ÆF2) i tilknytning til indstillingens 1. at-punkt:

ÆF1: "At det er forældrerådet ved institutionen, der træffer beslutning om at ansøge om at overgå til selvejende drift og derefter retter henvendelse til klyngebestyrelsen omkring dette".

ÆF2: "At det herefter er klyngebestyrelsens rolle, at drøfte sagen og gennemføre en høring blandt de øvrige forældreråd i klyngen. Såfremt der ikke er et flertal af forældreråd i klyngen, som i høringen aktivt siger nej til at institutionen overgår til selvejende drift, så videresendes institutionens ansøgning herefter til forvaltningen, der varetager det videre forløb".

Udvalget ønskede at forvaltningen vender tilbage med en udredning og belysning af konsekvenserne af ÆF1 og ÆF2 (herunder om muligheden for implementering af forslagene og eventuel justering af udkast til vejledning), hvorfor den del af sagen behandles af BUU på et senere tidspunkt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top