Mødedato: 13.08.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Model for basispladser i Københavns dagtilbud – efter høring

Se alle bilag

Forslaget til en ny model for basispladser har været i høring. Høringen viser, at der både er opbakning til den nye model med bl.a. lokal anvisning til basispladser i nærområdet, men udtrykker fx også bekymring for, at basispladserne som udgangspunkt skal integreres på almenstuerne. Udvalget skal tage stilling til om modellen for basispladser, der blev sendt i høring, kan godkendes og om bekymringerne dermed kan håndteres i implementeringen af modellen.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at modellen for basispladser (jf. bilag 1) godkendes.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet at sende en ny model for basispladser i høring fra den 28. april til den 6. juni 2025. Modellen fastholder det nuværende antal basispladser og den tilhørende økonomi. Det er områdeforvaltningen, der anviser til en basisplads, så børn tidligere og hurtigere end i dag kan få en basisplads eller anden støtte efter behov i deres nærområde. Modellen er udviklet med inddragelse af faglige organisationer, områdesupporten og en praksisgruppe med ledere fra dagtilbud og områdeforvaltning.

Modellen fremgår af bilag 1. Resume af høringssvar og forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 2 (jf. GPDR-retningslinjer i Høringsportalen er borgere kun angivet ved navn, de steder, hvor afsenderen aktivt har tilvalgt at oplyse navn og dermed allerede fremgår offentligt). Høringssvar og høringsbrev fremgår af bilag 3. Tidligere behandling og beslutning ang. model for basispladser før høring ved BUU-møde d. 23. april 2025 fremgår af bilag 4.

Løsning

Der er kommet 84 høringssvar fra faglige organisationer, interesseorganisationer, lokaludvalg, personale- og ledelsesteams, forældre og forældrebestyrelser (bilag 3).

Samlet set rummer høringssvarene opbakning til intentionerne om Mangfoldige Børnefællesskaber og basispladser, der giver mulighed for at støtte børn i de almene fællesskaber. Samtidig udtrykkes der bekymringer, som især går på, at basispladserne skal integreres med de almene pladser, så der ikke er faste adskilte basisstuer, og i forhold til ambitionen om, at basisbørn skal overgå til en almen plads et år inden skolestart. Derudover er de institutioner, der har færre end 6 basispladser, utilfredse med ikke at kunne fortsætte med at have basispladser.  

Udvalgte høringssvar

Landsforeningen for socialpædagoger (LFS) bakker som udgangspunkt op om den foreslåede basispladsmodel. Dog peger de på, at basisgrupperne bør fastholdes, og det alene skal bero på en lokal faglig vurdering om basisgruppepladserne kan integreres på almenstuerne.

BUPL Hovedstaden ser positivt på muligheden for at få en basisplads i nærområdet, men advarer om, at minimumskravet på seks pladser kan udelukke små institutioner.

Københavns Forældreorganisation (KFO) støtter generelt modellen, især bevarelse af pladser, nærhedsprincippet og faglig kvalitet, men er bekymret over udfasning af basispladsen før skolestart og manglende klarhed om skel mellem basis- og særlige tilbud.

Basispladsmodel med tidlig anvisning og integrerede pladser

Forvaltningen vurderer, at ændringerne af den nuværende basispladsmodel er nødvendige for at understøtte Mangfoldige Børnefællesskaber, så langt de fleste børn fra basispladser starter i almenskolen.

Dagtilbud skal i højere grad end i dag arbejde med tidlige og systematiske indsatser, der forbereder alle børn på en god og tryg start i en almen skole. Modellen for basispladser understøtter en tidlig indsats for børn, der i en kortere eller længere periode, har behov for ekstra støtte for at indgå i dagtilbuddets almenfællesskab. Det, at basispladserne foreslås integreret på almenstuerne, understøtter, at børn ikke tidligt bliver segregeret og i stedet får deres støtte i nærmiljøet. Der kan dermed også i højere grad arbejdes med indsatser rettet mod fællesskabet.

Modellen giver stadig mulighed for at arbejde med mindre grupper af børn med basispladser i perioder, hvis der er behov for det, ligesom der er mulighed for, at den enkelte institution opbygger ekspertise på et særligt område.

Med modellen bliver basispladser en støttemulighed, områdeledelsen anviser til i samarbejde med de lokale ledere. Det muliggør en lettere og mere fleksibel proces end i dag med den centrale visitation. Det betyder, at børn i højere grad og tidligere kan få en basisplads i deres nærområde og dermed også nå at komme videre til en almenplads inden skolestart.

Den tidlige indsats og fokus på overgangen til skole styrkes også gennem den ny model for den tværfaglige support, hvor supporten bliver mere praksisnær og får øget fokus på tidlig og forebyggende indsats, samt gennem overgangspædagoger, der er den del af indsatsen i Mangfoldige Børnefællesskaber.

Modellen fastholder det samlede antal basispladser og den tilhørende økonomi. Ved periodevis tomme pladser forbliver økonomien på institutionerne og kan sikre organisatorisk fleksibilitet, økonomisk robusthed og funktion som vidensbank.

Forvaltningen anbefaler derfor at fastholde den model, der har været i høring, idet den opfylder kravet om tidlig indsats, lokal og fleksibel anvisning, og at de integrerede pladser ikke er til hinder for at arbejde med mindre grupper, når der er behov for det.

Implementering

Den nye basispladsmodel træder i kraft fra sommeren 2026 og skal ses i sammenhæng med omlægning af den tværgående support, og indsatserne i Mangfoldige Børnefællesskaber, herunder flere voksne i indskolingen, overgangspædagoger og opbygning af specialpædagogiske kompetencer i både dagtilbud og skole.

I løbet af efteråret går der lokale processer i gang i områderne med inddragelse af dagtilbuddene om implementeringen af modellen, hvor der tages hånd om de rejste bekymringer. Der sættes en proces i gang i forhold til, hvor de ledige basispladser skal placeres, og hvordan et godt samarbejde omkring anvisning og vidensbank-funktionen organiseres i praksis.

Politisk handlerum

Udvalget kan i forlængelse af høringssvarene beslutte, at der kan dispenseres fra minimum 6 basispladser for små institutioner eller netværk, som vil samarbejde om pladserne. Udvalget kan bevare specialiserede gruppeordninger i stedet for at arbejde med integrerede pladser. Udvalget kan også fastholde en central visitation, dog peger ingen af høringsparterne på dette.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                             Mette Seneca Kløve
Til top