Mødedato: 11.03.2026, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

2. behandling af investeringsforslag til OFS 25-26

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal finde nye effektiviseringer for i alt 28,1 mio. kr. til at indfri måltallet for budget 2027. Med denne sag skal udvalget 2. behandle investeringsforslag til Overførselssagen 2025/26, som kan bidrage med nye effektiviseringer for 8,6 mio. kr. i 2027 og 16,2 mio. kr. varigt.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at udvalget godkender investeringsforslagene til Overførselssagen 2025/26, der fremgår af indstillingen.

Problemstilling

Økonomiudvalget (ØU) har med indkaldelsescirkulæret for budget 2027 den 21. januar besluttet, at BUU skal aflevere et forslag til budget 2027, der indeholder effektiviseringer for 74,4 mio. kr.

Til at indfri det samlede effektiviseringsmåltal er der 46,3 mio. kr. i stigende profiler fra effektiviseringer vedtaget i tidligere budgetter samt 4,0 mio. kr. i tværgående effektiviseringer. BUU skal dermed finde nye effektiviseringer for 24,1 mio. kr.

I Budget 2026 er der afsat en investeringspulje på i alt 260 mio. kr., som fagudvalgene kan ansøge om af få del i ved at fremsende investerings- og innovationsforslag samt forslag til foranalyser, som resulterer i effektiviseringer. Forslagene godkendes i Overførselssagen i marts 2026 eller ved vedtagelsen af Budget 2027. Udvalget 1. behandlede investeringsforslagene på mødet 4. februar 2026. Der er foretaget enkelte justeringer i forslagene mellem 1. og 2. behandling af forslagene. Justeringer beskrives nedenfor.

Løsning

BUF har 6 investeringsforslag med en samlet effektivisering på 8,6 mio. kr. i 2027 og 16,2 mio. kr. varigt. Ud af de samlede effektiviseringer udgør 0,5 mio. kr. i 2027 og 0,5 mio. kr. varigt effektiviseringer på administrative opgaver. De enkelte forslag fremgår af bilag 1-6. Alle forslagene er vurderet af Økonomiforvaltningen (ØKF) i henhold til kriterierne for investeringspuljerne. Forslagene er godkendt af ØKF.

Tabel 1: Økonomiske konsekvenser ved vedlagte investeringsforslag (mio. kr.)

Bilag nr.

Titel på forslag

Investering

Netto-

effektivisering

i 2027

Varig

netto-effektivisering

1

Specialkørsel – Investering i

cykler til selvmestring

3,1

-1,3

-1,8

2

Unge som en ressource i dagtilbud

18,4

-2,4

-4,7

3

Taskforce til opfølgning på undervisningstilbud til anbragte børn i andre kommuner

3,0

-0,4

-2,2

4

Understøttelse af

fakturahåndtering i Børne- og Ungdomstandplejen

1,5

-0,5

-0,5

5

Arealoptimering af KKFO på almenskoler

6,0

-1,1

-1,4

6

Bedre og billigere gulvvask i dagtilbud

38,9

-2,9

-5,6

Total

70,9

-8,6

-16,2

Forslaget om selvmestring er en investering i cykler og ladcykler til specialskoler og specialklasserækker, som skal bruges til træning på skolerne samt fast udlån til elever, som lærer at cykle til og fra skole. Forslaget vil reducere behovet for taxakørsel.

Med forslaget om unge som en ressource i dagtilbud investeres der i at styrke ungeansættelser i dagtilbuddene, så institutionerne får de nødvendige rammer, redskaber og kompetencer til at bruge ordningen systematisk. Med indsatsen reduceres forbruget af timelønnede vikarer.

Københavns Fælles Elevråd (KFE) ser positivt på muligheden for fritidsjobs i daginstitutionerne. LFS og BUPL er positive over for intentionen om at give unge erfaring med arbejdet, men forholder sig kritisk til effektiviseringen og pointerer, at unge ikke skal erstatte uddannet personale, og at normeringerne ikke bør forringes.

Forslaget om taskforce til opfølgning på undervisningstilbud til anbragte børn i andre kommuner indebærer en investering i en ny model for styring og opfølgning på undervisning af børn fra København, som er anbragt i andre kommuner. Investeringen skal sikre kvaliteten af de undervisningsfaglige tilbud og retvisende kommunal afregning.

Forslaget om automatisering af fakturahåndtering i Børne- og Ungdomstandplejen (BUT) indebærer en investering i en digital løsning, der automatiserer håndteringen af fakturaer fra private tandlæger. I dag håndteres fakturaerne manuelt. Investeringen er nødvendig for at håndtere den stigende fakturamængde uden flere personaleressourcer. Det er forvaltningens vurdering, at der allerede eksisterer en løsning på markedet, der kan benyttes.

Med forslaget om arealoptimering af KKFO på almenskoler foreslås det, at KKFO-lejemål i separate bygninger på 3 skoler flyttes ind på skolens matrikel. Udvalget tilkendegav på budgetseminaret, at casen om Den Classenske Legatskole skal udgå fra forslaget. Skolens skolebestyrelse og KKFO’ens forældreråd ønsker, at casen gennemføres, da det vurderes, at en flytning vil sikre adgang til udeareal og dermed forbedre de fysiske rammer for børnene markant. Udvalget har mulighed for at beslutte, at det oprindelige forslag inkl. Den Classenske Legatskole skal vedtages. Skolens udtalelse fremgår af bilag 7.

Forslaget om billigere og bedre gulvvask i dagtilbud omhandler et pilotprojekt med behandling af gulve i udvalgte daginstitutioner i Område Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave. Gulvvask bliver hurtigere, billigere og mere effektiv, da behandlingen af gulvet gør det muligt at overgå til mikrofiberbaseret rengøring.

Justeringer i investeringsforslag siden 1. behandling

Specialkørsel – Investering i cykler til selvmestring

I forslaget om specialkørsel har forvaltningen mellem 1. og 2. behandlingen indarbejdet, at det er muligt for kategori 4 skoler at ansøge om midler til cykler, hvis det vurderes, at elever i denne målgruppe kan have gavn af indsatsen.

Understøttelse af fakturahåndtering i BUT

Forslaget om understøttelse af fakturahåndtering i BUT er siden 1. behandlingen blevet ændret, så det tydeligt fremgår, at der fortsat sker en menneskelig kontrol af faktureringsprocesen.

Arealoptimering af KKFO på almenskoler

Udvalget har tilkendegivet, at den Classenske Legatskole skal udgå fra investeringsforslaget om Arealoptimering af KKFO’er på almenskoler. På den baggrund har forvaltningen ændret forslaget, så det ikke længere omfatter Den Classenske Legatskole.

Bedre og billigere gulvvask i dagtilbud

I forslaget om bedre og billigere gulvvask er der mellem 1. og 2. behandlingen blevet tilføjet et scenarie, hvor behandlingen udføres på halvdelen af de oprindeligt planlagte institutioner. Derudover har forvaltningen undersøgt og konkluderet, at der ikke tidligere er foretaget effektiviseringer på gulvvask som følge af brug af mikrofiber.

Bemærkninger til investeringsforslagene

I perioden mellem 1. og 2. behandling af sagen har forvaltningen sendt forslagene til kommentering hos organisationer, der bliver direkte berørt af de respektive forslag. Der er kommet 3 kommentarer, som fremgår af bilag 7-9.

Forældrerådet og bestyrelsen på Den Classenske Legatskole har kommenteret på forslaget om arealoptimering af KKFO på almenskoler. De har udtrykt, at de ønsker, at casen på skolen gennemføres.

FOA/KLS har kommenteret forslaget om Billigere og bedre gulvvask. De advarer mod at gennemføre besparelser på rengøringsområdet, før effekten af PUR-behandlingen af gulvene er fuldt dokumenteret, da det kan øge arbejdspresset og forringe arbejdsmiljø og rengøringskvalitet.

BUPL har kommenteret forslaget om Unge som en ressource i dagtilbud. BUPL kritiserer forslaget for at sammenblande pædagogiske intentioner med driftsfinansiering via et investeringsforslag. Der stilles spørgsmål ved realiserbarhed, manglende evaluering, usikker økonomisk logik og måling på færre timelønnede samt risiko i forhold til minimumsnormeringer. Samlet vurderer BUPL, at forslaget i sin nuværende form ikke er egnet som investeringsforslaget, selvom enkelte dele potentielt kan fungere i en anden og mere gennemarbejdet ramme.

Politisk handlerum

Udvalget har mulighed for ikke at godkende ét eller flere af forslagene. I så fald skal der træffes beslutning om flere effektiviseringer med henblik på at indfri effektiviseringsmåltallet.

Økonomi

Intet yderligere.

Videre proces

De forslag, som Børne- og Ungdomsudvalget vedtager, indgår i forhandlingerne om Overførselssagen 2025/26 med henblik på udmøntning af midler fra investeringspuljerne. Afledte driftseffektiviseringer i 2027 og frem som følge af de godkendte forslag indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag for 2027.

Det er muligt at ansøge om midler fra investeringspuljen to gange årligt. Næste ansøgningsrunde er i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret 2026, og vedtagne forslag herfra kan hjælpe forvaltningerne med at indfri effektiviseringsmåltal fra 2027 og frem.

 

Tobias Børner Stax                        Sti Andreas Garde
Til top