Naboorientering: Opførelse af karrébebyggelse, Ved Amagerbanen 9
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget ikke sender bemærkninger til naboorienteringen vedr. opførelse af karrébebyggelse, Ved Amagerbanen 9.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget en naboorientering vedr. opførelse af 3 sammenhængende bygninger, på adressen Ved Amagerbanen 9. Byggeprojektet kræver en dispensation fra lokalplan nr. 617 ”Ved Amagerbanen Nord”. Høringsfristen er den 5. februar.
Der er tale om en lukket karrébebyggelse i 5 etager. Karrébebyggelsen disponeres til botilbud i stueetagen samt 1. sal og almene boliger fra 2. til 4. sal. Der etableres parkering i kælderen. Se yderligere beskrivelse i bilag.
Der søges om dispensation til følgende:
1) at etablere både en overkørsel og en nedkørsel til parkeringskælderen fra bebyggelsens vestside mod Ved Amagerbanen.
2) at ændre på byggefelterne ved at ændre på placering af tagterrasserne på 4. sal, da det vil give bedre mulighed for en optimal indretning af de almene boliger.
3) at ændre på antal af etager samt bygningshøjde i den nordvendte del af bebyggelsen, da det af hensyn til botilbuddets beboere vil være mere hensigtsmæssigt at placere samtlige tagterrasser i byggeriets øverste etage længst væk fra gårdrummet.
4) at opføre del af bebyggelse uden taghældning på mindst 20 grader, da en sådan hældning ikke vil muliggøre etablering af tagterrasser.
5) at opføre en altangang på 3. sal. Da der opføres etplans boliger og ikke duplex lejligheder vil det være nødvendigt at etablere yderligere en enkel altangang mod bebyggelsens gårdside.
Da projektet ses at være i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, og da afvigelserne ikke vil medføre en væsentlig påvirkning, som kan være til ugunst for lokalplanområdet, er forvaltningen indstillet på at dispensere.
Løsning
Naboorienteringen har ikke været behandlet på et arbejdsgruppemøde. Tovholdergruppen indstiller at lokaludvalget ikke indsender bemærkninger.
Økonomi
Intet.