Naboorientering: Etageejendomme på Yderlandsvej 11, Ved Amagerbanen Nord
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget ikke sender bemærkninger til naboorienteringen vedr. etageejendomme på Yderlandsvej 11.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget en naboorientering vedr. opførelse af 3 sammenhængende bygninger, på adressen Yderlandsvej 11. Byggeprojektet kræver en dispensation fra lokalplan nr. 617 ”Ved Amagerbanen Nord”. Høringsfristen er den 9. februar.
Der er tale om et boligprojekt med private lejeboliger, med både erhvervsarealer og fællesrum i stueetagen. Erhverv er henholdsvis et erhvervslokale til café/restaurant og hotellejligheder. Hotellejlighederne kan anvende den kommende café/restaurant som reception og spisesal. Der er 140 boliger fordelt på 57 ungdomsboliger på op til 50 m2 bruttoareal, og 83 familieboliger i forskellige størrelser.
Da projektet ses at være i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, og da afvigelserne ikke vil medføre en væsentlig påvirkning, som kan være til ugunst for lokalplanområdet, er forvaltningen indstillet på at dispensere.
Det ansøgte afviger fra lokalplanens bestemmelser om:
1) Facadelængde på 20 m uden facadeskift, idet der ansøges om en facadelængde på 33,8 m uden facadeskift.
2) Tilbagetrukne glaspartier samt at vinduespartier skal udgøre mindst 50% af facaden. Der ansøges om at opføre en gavlfacade uden tilbagetrukne glaspartier og glaspartier, som udgør mindre end 50% af facaden, da større glaspartier vil medføre væsentlige indbliksgener i den enkelte lejlighed
3) Mængde af gennemsigtigt glas på mindst 70% i stueetagen samt placering af glaspartier med en højde på mindst 3 m. Der ansøges om at ikke opføre et større glasparti i en højde af 3 m, da et større glasparti vil medføre væsentlige indbliksgener i den enkelte hotellejlighed.
4) Der ansøges om at opføre altaner mod gårdrummet med en dybde af 1,5 m og ikke 1,3 m, som er fastsat i lokalplanen. Da en altan med en dybde af 1,5 m opfylder Bygningsreglementets bestemmelser om tilgængelighed og samtidig giver bedre muligheder for møblering af altanerne.
Løsning
Naboorienteringen har ikke været behandlet på et arbejdsgruppemøde. Tovholdergruppen indstiller at lokaludvalget ikke indsender bemærkninger.
Økonomi
Intet.