Høring: Foranalyse for Elbagade, Fælled til strand etape 1
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. Foranalyse for Elbagade, Fælled til strand etape 1
Problemstilling
Lokaludvalget skal tage stilling til den interne høring af foranalyse for Elbagade. Lokaludvalget modtog høringen den 6. januar og høringsfristen er den 6. februar.
Baggrund
Københavns Kommune har i 2025 lavet en foranalyse, der belyser muligheder for at fjerne bustrafikken fra Elbagade og/eller ensrette gaden med henblik på at etablere bedre cykelforbindelse, skabe grønne byrum og bevare mest mulig parkering på Elbagade.
Foranalysen undersøger muligheder for at skabe en god forbindelse for cyklister, der skal krydse Kastrupvej for at bevæge sig mellem Elbagade og Italiensvej.
Med foranalysen vurderes på et tidligt stadie, hvad der er muligt i gaden i forhold til projektets formål, som beskrevet ovenfor. Resultater skal præsenteres for Klima- Miljø- og Teknikudvalget i maj 2026.
Løsningsforslag
Elbagade er en bydelsgade og har en vigtig trafikal funktion i det lokale vejnet, bl.a. fordi:
- Den indgår som adgangsvej til/fra Amagerbrogade via signalanlæg.
- Den anvendes af bustrafik
- Den er en central fordelingsgade i bydelen.
Der er foretaget en række fravalg som løsningsforslag, der fremgår af forvaltningens materiale.
Foranalysen udpeger derfor følgende tre løsninger med udgangspunkt i etablering af cykelbane/cykelstier langs Elbagade:
- Forslag 1: Dobbeltrettet trafik og længdeparkering i begge sider.
- Forslag 2: Dobbeltrettet trafik med mest flest mulige grønne arealer og kun nødvendig parkering som f.eks. handicapparkering og på- og aflæsning.
- Forslag 3: Dobbeltrettet trafik og med vinkelret- og længdeparkering.
Forslag 3 opfylder ikke kommunens egne anbefalinger om ikke at have vinkelret parkering på gader, hvor der er busdrift. Forslaget er dog alligevel medtaget, da det giver flere parkeringspladser end forslag 1, og fordi gaden allerede i dag har vinkelret parkering, hvorfor dette er velkendt blandt gadens trafikanter. For uddybet gennemgang af løsningsforslag se forvaltningens materiale.
Løsning
Plan, Erhverv og Trafik arbejdsgruppen har drøftet den interne høring. Arbejdsgruppen indstiller, at lokaludvalget godkender det bilagte udkast til høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Resultater skal præsenteres for Klima- Miljø- og Teknikudvalget i maj 2026.