Stillingtagen til projektforslag for Amagerbanen
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter og tager stilling til om der er opbakning til projektforslag for Amagerbanen 'Dræsinekvarteret'.
Problemstilling
Baggrund
Borgerrepræsentationen pålagde ved medlemsforslag den 4. juni 2020 Økonomiforvaltningen at rejse en fredningssag efter naturbeskyttelsesloven for området ved Amagerbanen langs Uplandsgade i dialog med Danmarks Naturfredningsforening (DN).
Amagerbanegruppen i Amager Øst Lokaludvalg havde efter opstart af fredningssagen dialog med byudvikler Rune Kilden, der tilbød en dialogproces med brugerne af området, som muligvis kunne føre til et fælles afsæt mellem brugere af området og grundejer.
Amager Øst Lokaludvalg sendte derfor en anmodning til Økonomiforvaltningen om at fredningssagen skulle sættes i bero for at afvente resultatet af en ny dialogproces mellem grundejer og brugerne af området.
Da brugernes bekymring for fremtidig byudvikling af området var en af hovedmotivationerne bag medlemsforslaget, orienterede Økonomiforvaltningen Økonomiudvalget om, at fredningssagen blev sat i bero for at afvente dialogprocessens resultat.
Dialogprocessen er nu afsluttet - og på baggrund heraf er der lavet et projektforslag for Amagerbanen 'Dræsinekvarteret', som lokaludvalget nu skal tage stilling til om der er opbakning til.
Videre politisk proces
Økonomiforvaltningen vil udarbejde en sag til Borgerrepræsentationen med en orientering om resultatet af dialogprocessen samt en indstilling om at tage stilling til den videre proces for fredningssagen.
Indstillingen fra Økonomiforvaltningen vil desuden indeholde en vurdering af områdets naturmæssige og kulturhistoriske værdier, som er blevet kortlagt i 2021 og 2022.
Økonomiforvaltningen forventer at kunne forelægge indstillingen til politisk behandling omkring årsskiftet.
Løsning
At lokaludvalget tager stilling til om der er opbakning til projektforslag for Amagerbanen 'Dræsinekvarteret'
Videre proces
Den videre proces afhænger af lokaludvalgets stillingtagen til projektforslaget.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede projektet. Der blev formuleret følgende udtalelse vedr. projektet:
"Tak for at I gerne vil høre vores mening om projektforslaget for Amagerbanen (Dræsinekvarteret).
Lokaludvalget er delt i to lige store dele.
Den ene halvdel er for det foreliggende projekt under forudsætning af, at der kan gives juridisk garanti for at de løfter, der gives i projektet til interessenterne, overholdes.
Den anden del er imod boligbyggeri på området, men ønsker området bevaret til rekreativ anvendelse, herunder mulighed for fritidsaktiviteter, udskænkning mv.
Lokaludvalget er enige om, at det uanset hvilken løsning der vælges, er vigtigt at der gøres plads til Ketsjersportens Hus.
Lokaludvalget ser frem til fortsat inddragelse i udviklingen af området omkring Amagerbanen. "