Mødedato: 24.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Afsættelse af midler - Kunst på Amagerbrogade

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg afsætter kr. 16.000 af 2015-puljemidlerne til igangsættelse af udarbejdelse af kunstmanual for Amagerbrogade.
2) At Amager Øst Lokaludvalg afsætter kr. 34.000 af 2016-puljemidlerne til udarbejdelse af kunstmanual for Amagerbrogade samt borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med kunstmanualens tilblivelse.

Problemstilling

Baggrund
Ad hoc gruppen for kunst på Amagerbrogade på tværs af Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg har i den første del af 2015 arbejdet for at sikre Ny Amagerbrogade en stærk og ambitiøs kunstnerisk identitet. Arbejdet har bl.a. indebåret en workshop den 19.marts, hvor borgere og lokale kunstnere diskuterede og kom med forslag til Amagerbrogades kunstneriske identitet og elementer. Gruppen har efter workshoppen modtaget 15 henvendelser om forslag til kunstneriske elementer på Amagerbrogade eller tilbud om bistand i arbejdsprocessen fra lokale borgere og kunstnere.

Styregruppen har været i dialog med forskellige "eksperter" inden for kunst og kultur i det offentlige byrum for at finde frem til den mest givtige proces for udviklingen af en kunstnerisk identitet for Amagerbrogade. Gruppen har på denne baggrund besluttet at gå i dialog med udvalgte kunstkonsulenter med henblik på at få udarbejdet en kunstmanual for Amagerbrogade, for herefter at udvælge den rette til den specifikke opgave med Amagerbrogade. Gruppen vil i sin udvælgelse lægge vægt på at finde en person, der har en stor kunstfaglig viden, viden og netværk inden for kunstfondsverdenen, erfaring fra lignende projekter, erfaring med borgerinddragelse samt sans og forståelse for den lokale kontekst på Amager.  

Om kunstmanualen
- Formålet med kunstmanualen er at få udarbejdet en kunstnerisk plan for hele Amagerbrogade - fra Christmas Møllers Plads til bygrænsen.

- Kunstmanualen skal indeholde bud på kunstneriske elementer, der tager højde for Amagers forskellige kvarterer og forskellighed. Manualen skal således sikre en samlet kunstnerisk identitet og rød tråd med plads til forskellige udtryk og kunstgenrer, der passer til de enkelte kvarterers identitet.

- Kunstmanualen skal ligeledes indeholde tidsplan inkl. etapeopdeling (som sammentænkes med helhedsplanen for Ny Amagerbrogade) samt budget og finansieringsplan, herunder bud på relevante fonde.

Tidsplan

September 2015:
Lokaludvalgene afsætter midler til kunstmanualens tilblivelse samt borgerinddragende aktiviteter.

1.november 2015-1.april 2016: Udarbejdelse af kunstmanual, herunder borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med manualens tilblivelse.

Maj 2016: Kunstmanualen forelægges de to lokaludvalg.

Juni-: Fondsansøgninger etc.

Amager Vest Lokaludvalg besluttede på sit møde den 15.september 2015 at anvende de afsatte midler til ansættelse af en kurator/kunstkonsulent.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg afsætter kr. 16.000 af 2015-puljemidlerne samt kr. 34.000 af 2016-puljemidlerne til udarbejdelse af kunstmanual for Amagerbrogade samt borgerinddragende aktiviteter.

Økonomi

Det samlede budget er på op til kr. 100.000. Heraf afsættes kr. 80.000 til udarbejdelse af kunstmanual og kr. 20.000 til borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med manualens tilblivelse.

Samlet budget

Udarbejdelse af kunstmanual, konsulent/kurator: 80.000 kr.
Borgerinddragende aktiviteter: 20.000 kr.

I alt: 100.000 kr.

Da det forventes, at kunstmanualen udarbejdes i perioden 1.november til 1.april og vil være en opgave for konsulenten/kuratoren på ca. 20 timer om måneden, er beløbet hertil sat til kr. 80.000.

Da udarbejdelsesperioden er fordelt mellem 2015 og 2016 skal der af 2015 puljemidlerne afsættes i alt kr. 32.000 til at dække omkostningerne for konsulentens arbejde i 2015 (november og december). Da udgiften deles lige mellem Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg søges der om kr. 16.000 i hvert lokaludvalg. Midlerne tages af det rammebeløb på 75.000 kr., der blev afsat på lokaludvalgsmødet den 26. februar 2015. Det resterende beløb, der ikke bliver anvendt i 2015, vil gå tilbage til bydelspuljen.

Resten af budgettet afsættes af 2016 puljemidlerne og fordeles ligeledes ligeligt mellem de to lokaludvalg og dækker resten af honoraret til konsulenten/kuratoren samt de borgerinddragende aktiviteter. Budgetterne for 2015 og 2016 ser derfor således ud:

Budget 2015

Honorar til konsulent/kurator, Amager Øst Lokaludvalg: 16.000 kr. 
Honorar til konsulent/kurator, Amager Vest Lokaludvalg: 16.000 kr. 

I alt: 32.000 kr.

Budget 2016

Honorar til konsulent/kurator, Amager Øst Lokaludvalg: 24.000 kr.
Honorar til konsulent/kurator, Amager Vest Lokaludvalg: 24.000 kr.
Borgerinddragende aktiviteter, Amager Øst Lokaludvalg: 10.000. kr.
Borgerinddragende aktiviteter, Amager Vest Lokaludvalg: 10.000 kr.

I alt: 68.000 kr.

Amager Øst Lokaludvalg søges således om kr. 16.000 af 2015 puljemidlerne samt kr. 34.000 af 2016 puljemidlerne.
2016 puljemidlerne kan afsættes under forudsætning af, at lokaludvalget har puljemidler til rådighed i 2016.

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.

Amager Øst Lokaludvalg afsatte kr. 50.000 af 2015 puljemidlerne til projektet.
Til top