Mødedato: 19.11.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Intern høring: Krimsvej tillæg 2

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Miljø og Plan arbejdsgruppen indstiller

1) At Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen

2) At Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte udkast til høringssvar

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget Tillæg 2. Krimsvej i intern høring. Høringsfristen er den 4. december 2015.

Baggrunden for lokalplantillægget er et ønske fra grundejerne om at nedrive erhvervsbygninger, som i lokalplan nr. 425 er forudsat bevaret og bygge nyt istedet for. Ønsket begrundes for det første med at bygningerne er i så dårlig stand, at det bedst svarer sig at rive dem ned og bygge nyt. For det andet ønskes anvendelsen af ejendommen Amager Strandvej 130 ændret, idet der ikke er efterspørgsel efter industribygninger som denne. I stedet ønskes opført boliger - herunder almene boliger - på ejendommen. Formålet med tillægget er at skabe mulighed for disse ændringer af anvendelsen samt at fastlægge rammerne for, hvad der kan bygges på de pågældende ejendomme. 

Konkrete ønsker:
På byggefelt A ligger der idag en industibygning (Baltic), som i lokalplan nr. 425 var forudsat bevaret. Industribygningen er i dårlig stand og svær at anvende. Grundejeren ønsker at nedrive bygningen og bygge nyt istedet. Grundejeren foreslår at bygge en U-formet boligbebyggelse. Bebyggelsen er fem etager høj mod vest og mod øst trappes bebyggelsen ned til til tre etager. Herved får flest muligt glæde af udsigten til Øresund. Ud mod Amager Strandvej afsluttes med en plads og de to fløje afsluttes med publikumsorienterede erhverv i stueetagen ud mod pladsen. Ejeren af byggefelt B ønsker at opføre en boligbebyggelse i 3-7 etager, svarende til 3.000 m2. Byggefelt C skal ifølge lokalplan nr. 425 anvendes til erhverv. Grundejeren ønsker at nedrive den eksisterende bebyggelse og opføre en erhvervsbebyggelse i form af hotellejligheder i stedet. I alt ønskes opført 2800 m2 fordelt på 5 etager.

Løsning

Miljø og Plan arbejdsgruppen drøftede høringen på dets møde den 4. november 2015.

Resume af arbejdsgruppens drøftelse: Arbejdsgruppen ønsker i høringssvaret at fastholde de generelle kritikpunkter i forhold til implementeringen af lokalplanen:

  • de bygninger, der i lokalplanen er forudsat bevaret, fortsat bevares
  • de i lokalplanen angivne maksimale byggehøjder fastholdes
  • fordelingen mellem andelen af erhverv og boligbebyggelse opretholdes
  • at placeringen af hhv. boliger og erhverv  lokalplansområdet fastholdes
  • At den samlede bebyggelsesprocent for området skal fastholdes på 130 jf. lokalplanen

I forhold til det specifikke forslag til tillæg 2, er arbejdsgruppen i særlig grad opmærksom på forslaget om at opføre hotellejligheder, idet arbejdsgruppen anser det som værende et forsøg på at omgå kravet om bopælspligt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt uden afstemning, men med følgende ændringer:

Følgende tilføjes: "Hvis bygningernes stand er blevet så væsentligt forringet fra da den oprindelige lokalplan blev vedtaget til nu, skyldes det sandsynligvis manglende vedligeholdelse fra ejers side i den mellemliggende periode". Sætningen indsættes efter "de bygninger, der i lokalplanen er forudsat bevaret, fortsat bevares".

Følgende tilføjes "Såfremt man alligevel vælger at rive erhvervsbyggeriet i byggefelt A ned, så er..". Sætningen tilføjes i begyndelsen af afsnittet vedr. specifikke bemærkninger til byggefelt A.
Til top