Henvendelse fra Indre By Lokaludvalg om lokalplaner for vandarealer
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter henvendelsen fra Indre By Lokaludvalg og beslutter, om det ønskes at være medunderskriver på et fælles brev til Økonomiforvaltningen.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget en henvendelse fra Indre By Lokaludvalg med forespørgsel om at være medunderskriver på et fælles brev til Økonomiforvaltningen fra de lokaludvalg, der ligger ud til havnen om, at By & Havn skal acceptere lokalplaner på vandet.
Det foreslås, at Økonomiforvaltningen skriver til By & Havns ledelse, at Københavns Kommune forventer, at By & Havn accepterer lokalplaner for vandarealer.
Henvendelsen sker på baggrund af en sag, hvor Indre By Lokaludvalg er blevet hørt om etablering af et saunaanlæg på vandarealet ud for Havnegade 25. Læs mere her
Lokalplaners bestemmelser for vand
Planlovens bestemmelser muliggør nu, at der for lokalplaner vedtaget efter 1. januar 2024 kan reguleres for vandarealer inden for en havns dækkende værker. Lokalplaners bestemmelser for vand er ikke gyldige, hvis de er tilvejebragt på et tidspunkt, hvor der ikke var hjemmel i planloven til at lokalplanlægge på vandarealer uden for byomdannelsesområder.
Yderligere baggrund for sagen kan læses i referat fra Indre By Lokaludvalgs møde den 19. februar
Løsning
Lokaludvalget drøfter henvendelsen fra Indre By Lokaludvalg og beslutter, om det ønskes at være medunderskriver på et fælles brev til Økonomiforvaltningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Der ønskes en tilbagemelding til Indre By Lokaludvalgs sekretariat senest den 25. marts 2026, om lokaludvalget vil være medunderskriver på brevet.