Økonomiforvaltningens bidrag til Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik 2027-2030
Den nuværende Integrations- og medborgerskabspolitik udløber ved udgangen af 2026. Med sagen forelægges forslag til Økonomiforvaltningens bidrag til den nye Integrations- og medborgerskabspolitik 2027-2030 samt Økonomiforvaltningens håndtering af høringssvar til det samlede høringsnotat. Sagen er til godkendelse.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
-
at Økonomiforvaltningens forslag til afsnit i integrations- og medborgerskabspolitikken (bilag 1), godkendes,
- at Økonomiforvaltningens håndtering af høringssvar til et samlet høringsnotat (bilag 2), godkendes.
Problemstilling
Den nuværende Integrations- og medborgerskabspolitik udløber med udgangen af 2026. Integrations- og medborgerskabspolitikken indeholder fælles pejlemærker for integration og medborgerskab samt udfordringer og visioner på seks centrale områder: Beskæftigelse og medborgerskab, By og bolig, Børn og unge, Kultur og fritid, Socialområdet samt Sundhed og omsorg.
Løsning
Med denne sag forelægges Økonomiudvalget (ØU) Klima-, Miljø, og Teknikudvalgets (KTU) og ØUs fælles afsnit om By og bolig som bidrag til integrations- og medborgerskabspolitikken. I afsnittet By og bolig er Økonomiforvaltningen (ØKF) særligt ansvarlig for de to afsnit ”Ingen udsatte by- og boligområder” og ”Et blandet boligmarked”, herunder især arbejdet med udsatte boligområder, tryghed (inkl. tryghedspartnerskaber) og Boligredegørelsen. Afsnittet fremgår på side 8-10 i det samlede udkast til politikken (bilag 1).
Politikkens nuværende struktur er bibeholdt og består af nogle tværgående indledende afsnit samt afsnit på udvalgte områder, hvor udfordringer og ambitioner beskrives. Den primære målgruppe for integrations- og medborgerskabspolitikken er fortsat ”københavnere med etnisk minoritetsbaggrund”, hvilket forstås som indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Integrations- og medborgerskabspolitikken forventes også fremover at inkludere oprindelige folk for at understrege det fokus, Københavns Kommune (KK) har på at understøtte lige muligheder for medborgerskab for borgere med grønlandsk baggrund.
Integration og medborgerskab understøttes i høj grad af KK’s normalindsatser, og integrations- og medborgerskabspolitikken beskriver derfor både de mere specialiserede integrationsindsatser og normalindsatser, som ikke har eksplicit integrationsformål, men som bidrager til integration og medborgerskab i KK.
Det forvaltningsspecifikke afsnit By og bolig er ajourført i forhold til nuværende lovgivning og igangværende indsatser på området.
Udkastet til integrations- og medborgerskabspolitikken har været i offentlig høring på KK’s høringsportal Bliv Hørt fra den 11. juni til den 28. august 2026. Der er modtaget i alt otte høringssvar, som er vedlagt som bilag 3.
I bilag 2 fremgår ØKF’s forslag til besvarelser til brug for det samlede høringsnotat, som forelægges Borgerrepræsentationen (BR). Der er i alt kommet tre bemærkninger relateret til ØU’s ressort. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i ØU og KTU’s fælles afsnit.
Det fælles afsnit By og bolig forelægges samtidig for KTU til godkendelse. Skulle der komme rettelser fra de respektive udvalg, vil Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) efterfølgende sørge for at sammenskrive de to bidrag til det fælles afsnit, så der ikke optræder gentagelser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter udvalgsgodkendelse fremsendes ØU’s beslutning til BIF, som forelægger en samlet sag med en opdateret integrations- og medborgerskabspolitik og et høringsnotat for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget den 7. december 2026. Herefter forelægges politikken for BR til endelig godkendelse den 17. december 2026.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen