Mødedato: 17.06.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Årsrapport 2024 for Metroselskabet I/S

Se alle bilag

Årsrapport 2024 for Metroselskabet I/S fremlægges til orientering.

Årets resultat før af- og nedskrivninger udgør i 2024 et overskud på 244 mio. kr., hvilket er 136 mio. kr. bedre end i 2023. Det bedre resultat skyldes primært en stigning i antal passagerer, som i 2024 nåede 126 mio. passagerer.

Resultatet vurderes som tilfredsstillende.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Årsrapport 2024 for Metroselskabet I/S, jf. bilag 1, tages til efterretning.

Problemstilling

Metroselskabet I/S ejes af Københavns Kommune med 50 procent, staten v/Transportministeriet med 41,7 procent og Frederiksberg Kommune med 8,3 procent.

På interessentskabsmøde den 22. april 2025 har ejerne godkendt selskabets årsrapport for 2024, som fremlægges til efterretning.

Løsning

Metroselskabets bestyrelse har den 28. februar 2025 godkendt selskabets årsrapport 2024, jf. bilag 1.

Selskabets revisorer har forsynet regnskabet med en revisionspåtegning uden forbehold eller fremhævelser.

Regnskab
Årets resultat før af- og nedskrivninger udgør i 2024 et overskud på 244 mio. kr., hvilket er 136 mio. kr. bedre end i 2023. Det bedre resultat i 2024 skyldes primært stigningen i antal passagerer med 126 mio. passagerer i 2024 mod 120 mio. passagerer i 2023.

Resultatet vurderes af selskabet som tilfredsstillende.

Af- og nedskrivninger udgør en omkostning på i alt 626 mio. kr. i 2024, hvoraf afskrivninger vedrørende metroen i drift udgjorde 311 mio. kr., og nedskrivninger vedrørende Metroen udgør 315 mio. kr. Nedskrivningen skyldes primært selskabets opdaterede passagerforventninger.

De finansielle poster udgør en samlet indtægt på 1.343 mio. kr., heraf finansielle indtægter på 2.806 mio. kr. og finansielle omkostninger på 1.463 mio. kr. De finansielle indtægter omfatter primært indeksering af tilgodehavende hos staten og har alene en regnskabsmæssig virkning.

Markedsværdireguleringen udgør en indtægt på 229 mio. kr. i 2024. Markedsværdireguleringen er ligeledes en regnskabsmæssig registrering uden likviditetsmæssig betydning.

Årets resultat udgør herefter et overskud på 1.190 mio. kr.

Selskabets balance udgør 38.824 mio. kr. og er 2.208 mio. kr.  højere end i 2023.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af 2024 positiv og udgjorde 2.887 mio. kr. Selskabets korrigerede egenkapital, hvor der er korrigeret for markedsværdireguleringen, er ligeledes positiv og udgør 2.850 mio. kr. ultimo 2024.

Årets passagertal er 126 mio. passagerer. Det er 11 mio. passagerer lavere end forventet ved årets indgang, hvor forventningen var 137 mio. passagerer. Det skyldes nedlukning af M3/M4 i februar 2024 og strukturelle forhold som mere hjemmearbejde og færre overflytninger af passagerer fra busser og færre omstigere fra tog. Passagertallene pr. måned er i langt de fleste måneder højere end de samme måneder i 2023 (med undtagelse af februar og marts, som blev stærk påvirket af nedlukning), og det forventes fortsat at passagertallene vil stige, både på grund af befolkningstilvæksten og fordi flere vælger at rejse med Metroen. Det er erfaringen, at der går flere år efter åbning af en ny metrolinje/nye stationer, før det fulde passagerpotentiale er opnået. Metroselskabet arbejder fortsat mod langtidsmålet om 188 mio. passagerer i 2033. Udviklingen følges nøje af selskabet og ejerne.

Metrolinjerne opretholdt i 2024 et højt niveau for driftsstabilitet på samlet 99,0% og 98,3% i myldretiden, hvilket er over målsætningen på 98,0% og et tilsvarende højt niveau for kundetilfredshed (Net Promotor Score) på 65%.

Åbningen af M4 til Sydhavn og Valby var den største enkeltstående begivenhed for Metroselskabet i 2024. Linjen åbnede til tiden og inden for budget og med en ulykkesfrekvens markant under branchegennemsnittet. Passagertallet på de fem nye stationer endte på cirka 3 millioner, hvilket er dobbelt så mange som forventet i 2024.

Status på selskabets forretningsstrategi 2023-2026
De fem strategiske fokusområder – Kunderne, Klimaaftrykket, Bygherrerollen, Sikkerheden samt Organisation og kompetencer – udgør forsat kernen i arbejdet med at opfylde fremtidens krav og forventninger. De primære fokusområder for strategien er at sikre indtjeningen via passagervækst, fremtidssikre kvaliteten af Metroen, så den fortsat fremstår relevant og attraktiv for de mange brugere, samt at sikre kvaliteten i beslutningsgrundlaget for mulige nye metrolinjer.

I 2024 har selskabet leveret fremskridt inden for både kundetilfredshed og bæredygtighed, samtidig med at arbejdet med nye linjer og projekter fortsætter med høj prioritet.

Bæredygtighedsrapport 2024
Metroselskabets bæredygtighedsberetning indgår for andet år i træk i årsrapporten som led i selskabets arbejde med at implementere CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive). Selskabets rapportering skal fra 2025 efterleve kravene fra CSRD og de tilhørende ESRS (European Sustainability Reporting Standards), og bæredygtighedsberetningen følger den overordnede struktur, som reguleringen kræver.

I bæredygtighedsrapporteringen redegøres der for selskabets mål og resultater omfattende klima, miljø og ressourcer, social bæredygtighed samt politikker og principper for bæredygtighedsindsats. Af nøgletallene fremgår det bl.a., at CO2-udledninger til fremdrift af tog pr. kørt passagerkilometer i 2024 er 3,75 g CO2, hvilket er samme niveau som i 2023 grundet flere passagerer trods en højere emissionsfaktor for elproduktion.

Metroselskabet har som mål at halvere klimaaftrykket fra anlægget af nye linjer og følger i dette arbejde tre styrende principper. Først arbejdes der med at designe nye linjer på en måde, der minimerer anlæggets omfang. Dernæst fokuseres der på at reducere materialeforbruget forbundet med det, der skal bygges. Og til sidst vurderes det, om der kan bruges materialer med et lavt klimaaftryk.

I 2023 gennemførte selskabet en foreløbig væsentlighedsanalyse, og indholdet i dette års bæredygtighedsberetning afspejler de emner, der blev vurderet væsentlige i den forbindelse, og beretningen udgør samtidig selskabets rapportering om samfundsansvar iht. Årsregnskabslovens §99a. Metroselskabet vil i foråret 2025 opdatere væsentlighedsanalysen, så den fuldt ud lever op til principperne om dobbelt væsentlighed.

Langtidsbudget 2025
I forbindelse med selskabets budgetlægning for 2025 er der udarbejdet et opdateret langtidsbudget, som viser forventningerne til den økonomiske udvikling i selskabet. Det opdaterede langtidsbudget viser, at selskabets nettogæld forventes at nå sit maksimum i 2026, hvor den ventes af udgøre ca. 34,7 mia. kr. Herefter vil overskuddet fra driften af Metroen indebære, at der vil blive afdraget på gælden. Gælden forventes at være tilbagebetalt i 2068. Tilbagebetalingstiden er dermed udskudt med 2 år i forhold til det tidligere langtidsbudget.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Metroselskabet og de øvrige ejere orienteres om Borgerrepræsentationens beslutning.

 

Søren Hartmann Hede     / Nanna Westerby Jensen

Til top