Mødedato: 04.11.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Undersøgelse af overdækning af metrostrækningen Strandlodsvej-Øresund St. (fase 1)

Se alle bilag

I budget 2024 blev der afsat midler til, at Metroselskabet i 2025 kunne undersøge mulighederne for overdækning af den åbne metrograv på Metro M2 mellem Lergravsparken St. og Øresund St for at reducere støjgener. Med indstillingen afrapporteres første fase af undersøgelsen, og Økonomiudvalget skal beslutte, hvilken løsning Metroselskabet skal undersøge videre i fase 2.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

  1. at Løsning C til videre undersøgelse i fase 2 som anbefalet af Metroselskabet besluttes (jf. bilag 1).

Problemstilling

I Budget 2024 blev det besluttet at anmode Metroselskabet om at undersøge mulighederne for overdækning af den åbne metrograv mellem Strandlodsvej syd for Lergravsparken St. og Øresund St. på Metro M2. Det fremgik af budgetnotatet, at undersøgelsen ville kunne igangsættes i 2025. Undersøgelsens formål har været at udarbejde et koncept for overdækning af metrograven med henblik på at reducere støjpåvirkningen fra metroen og redegøre for alternative anvendelsesmuligheder, som en overdækning kan skabe. Jf. budgetnotatet, er undersøgelsen planlagt løst i to faser, hvor denne indstilling omhandler fase 1.

Metroselskabets øvrige ejere, Transportministeriet og Frederiksberg Kommune, har godkendt Københavns Kommunes bestilling af opgaven i Metroselskabet med forbehold for, at omkostningerne til undersøgelsen afholdes af Københavns Kommune.

Metroselskabet har som udgangspunkt forudsat, at der bliver tale om en let dækkonstruktion, der kan løftes på plads alene under natlige spærringer af metrodriften, at der kun er begrænsede ændringer i banegraven, at ingen ændringer er nødvendige på de tilstødende strækninger samt alle konstruktioner lever op til Metroselskabets krav ift. sikring mod ekstreme regnskyl og stormflod.

Løsning

I fase 1 er redegjort for tre alternative løsningsforslag med henblik på løsningens potentiale for støjreduktion, anlægs- og driftspåvirkninger, omkostninger og tidsperspektiver, arealanvendelser, CO2-aftryk mv. På baggrund af undersøgelsens resultater indeholder materialet Metroselskabets anbefaling til valg af løsning til videre undersøgelse i fase 2 (bilag 1-3).

Metroselskaber har belyst tre konceptuelle løsningsforslag til overdækning og reduktion af støj fra metroen. De undersøgte løsninger er:

  • Løsning A: Tung overdækning, bestående af en delvis overdækning med betondæk
  • Løsning B: Let overdækning, bestående af en fuld overdækning med en let konstruktion
  • Løsning C: Støjskærme og støjdæmpningssystemer, bestående af paneler og skærme langs metrograven

Overdækningen skal gennemføres under samme vilkår som øvrige metroprojekter, hvilket indebærer, at arbejdet primært udføres i perioder med lav passagertrafik. Det er samtidig en forudsætning, at projektet ikke må forsinke Metroselskabets øvrige centrale projekter – særligt den kommende reinvestering i tog og signalanlæg på M1 og M2. Dette gør koordineringen kompleks, da begge projekter kræver sporspærringer og teknisk personale i samme tidsrum, hvilket kan medføre forsinkelser og øgede omkostninger.

Strækningen

Strækningen er fra metrotunnelens udmunding efter Lergravsparken St. og frem til Øresundsvej ved Øresund St. på Metro M2.

Herunder beskrives hovedindholdet i de tre løsninger. I bilag 1-3 er løsningerne beskrevet mere detaljeret inkl. tekniske tegninger og simple visualiseringer.

Løsning A: Tung overdækning

Løsning A består af en fuld betonoverdækning af metrograven, der indkapsler metrograven fra vest til øst. Løsningen bidrager med størst mulig reduktion af støj fra banegraven, da overdækningen potentielt kan reducere støjen med ca. 20 dB. Løsningen kræver en 39 m åbning af byggetekniske og sikkerhedsmæssige årsager, hvilket resulterer i en risiko for fortsat støjpåvirkning fra det åbne område. Det åbne område kan dog overdækkes med en let konstruktion jf. løsning B.

Løsning B: Let overdækning

Løsning B består af en let overdækning af metrograven, bestående af en let stålramme, der indkapsler hele metrogravens forløb og dermed reducerer støjen i hele metrograven. Potentielt kan løsningen reducere støjen med op til 15 dB. Løsningen er designet til at kunne overdækkes med solceller eller begrønning, men konstruktionen vil ikke kunne håndtere personer eller rekreative arealanvendelser af sikkerhedsmæssige årsager.

Løsning C: Støjskærme og støjdæmpningssystem

Løsning C består af et alternativ til konceptet om tung eller let overdækning af metrograven. Løsningen består af støjdæmpende paneler langs væggene nede i metrograven og støjskærme over metrogravens vægge. Løsning er tænkt som et enklere og billigere alternativ til overdækningsforslagene i løsning A og B, og lignende løsninger findes allerede på metronettet i København.

Løsningen forventes at reducere støjen med op til 10 dB, særligt for de nederste etager i de omkringliggende bygninger. Men den nuværende støjpåvirkning, som opleves i området, forventes ikke at kunne elimineres fuldstændigt. Den konkrete effekt afhænger af materialer, geometri og placering, hvilket skal afklares i videre undersøgelser. Systemet kan etableres i etaper, så erfaringer fra første etape kan danne grundlag for eventuel udbygning med yderligere støjskærme eller lign.

Opsamling af løsninger

Løsning A (tung overdækning) er den mest støjdæmpende, men også den dyreste (765 mio. kr.) og med store driftsmæssige gener (474 dages fuld lukning om natten i begge retninger på M2) i en lang anlægsperiode (40 mdr.). Løsning B (let overdækning) er lidt billigere (716 mio. kr.) og lidt hurtigere at etablere (31 mdr.) men fortsat med store driftsmæssige gener (360 dages fuld lukning om natten i begge retninger på M2), og har mindre støjreduktion. Løsning C (paneler og skærme) er væsentligt billigere (220 mio. kr.), hurtigst at udføre (7 mdr.) og kræver ingen fulde lukninger om natten, men giver den mindste støjreduktion. Hovedindholdet i de tre undersøgte løsninger er opsummeret i tabel 1.

Tabel 1 Støjreduktion, sporlukninger, anlægsperiode, omkostninger og CO2-aftryk

* Samlede omkostninger: anlægsomkostning inkl. 50% reserve, reinvesteringsomkostninger, vedligeholdelsesomkostninger og indtægtsbortfald. Alle omkostninger er opgjort for 100 års periode tilbagediskonterede og opgjort i 2025 prisniveau.

Metroselskabets anbefaling
På baggrund af resultaterne, anbefaler Metroselskabet løsning C til videre undersøgelse i fase 2. Metroselskabet begrunder dette med, at løsning C er markant billigst, medfører færrest driftsforstyrrelser på M2, og at arbejdet vil kunne opdeles i etaper og dermed kan arbejdet tilpasses løbende efter behov og effekt. Yderligere er løsning C den af løsningerne som mindst er i modstrid med det forudsatte i budgetnotatet, da den ikke kræver dobbeltsporspærringer (fuld lukning af linjen).

Ud fra en samlet vurdering af effekt på støj, pris, påvirkning af metrodriften samt Co2-aftryk af de tre løsninger, anbefaler Økonomiforvaltningen også løsning C til videre undersøgelse.

Økonomi

I budget 2024 blev der afsat 2,0 mio. kr. til udarbejdelse af analysens fase 1 og 2. Metroselskabet anslår, at i fase 2 kan en af de tre løsninger blive viderebearbejdet indenfor det afsatte budget.

Videre proces

I fase 2 skal den valgte løsning videreudvikles gennem tekniske og designmæssige undersøgelser, herunder beregninger af støjdæmpning, indarbejdelse af solceller eller begrønning, revision af jernbanesikkerheden, nærmere vurdering af udførelsesmetoden, sporspærringsstrategi, ekspropriationsundersøgelser, undersøgelse af tunnelventilation og en opdatering af omkostninger og tidsplanen for løsningen. Som led i fase 2 kan der ske inddragelse af naboer for at få deres input.

Fra beslutning om valg af løsning til præsentation af fase 2-resultater, forventer Metroselskabet en tidsramme på 8-10 måneder. Ved beslutning i november 2025 forventes resultatet af fase 2 at kunne afrapporteres til Økonomiudvalget i august-september 2026.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Til top