Se venteliste til vuggestue og dagpleje
Du kan følge dit barns placering på ventelisten i Digital Pladsanvisning fra det er 4 måneder og frem til det får en plads.
Dit barn vil få tilbudt den første ledige plads efter sin placering på ventelisten og behovsdato, som ikke skal gå til et søskendebarn.
Se dit barns placering på venteliste til vuggestue og dagpleje
Åbner en dialog.Ventelisteregler og tilbud om plads - spørgsmål og svar
Fold alle ud
Hvad sker der, når mit barn får tilbudt en vuggestueplads?
Når dit barn får tilbudt plads i vuggestue, vil du modtage et tilbudsbrev i Digital Post med kontaktinformationer til vuggestuen og til Digital Pladsanvisning.
Du kan vælge at kontakte vuggestuen for et besøg inden du svarer på tilbuddet, eller du kan besvare tilbuddet digitalt med det samme. Du skal besvare tilbuddet indenfor 5 hverdage.
Hvad sker der, når mit barn får tilbudt en dagplejeplads?
Når dit barn får tilbudt plads i dagplejen, vil du modtage et tilbudsbrev i Digital Post. I brevet står dagplejerens eller flerbørns-husets adresse og kontaktinformationer.
Du skal:
1. Ringe til dagplejepædagogen inden 3 dage og aftale et besøg hos dagplejeren eller i flerbørns-huset. Dagplejepædagogens navn vil stå i tilbudsbrevet og vedkommende kan træffes mandag-fredag kl. 8.00-16.00.
2. Når du har været på besøg hos dagplejeren eller i flerbørns-huset, skal Pladsanvisningen have skriftligt svar fra dig om, du ønsker pladsen. Som standard er svarfristen på 5 hverdage. Hvis du aftaler præsentationsbesøg senere end dette, ændrer Pladsanvisningen svarfristen til dagen efter besøget.
Hvad sker der, hvis jeg takker ja til et tilbud til vuggestue eller dagpleje?
Når dit barn får tilbudt en plads i vuggestue eller dagpleje, og du takker ja til pladsen, bliver dit barn automatisk slettet fra andre ventelister det står på.
Dette gælder dog ikke, hvis dit barn står på en venteliste, hvor det har søskende indmeldt, eller hvis du takker ja til en plads fra garantilisten.
Kan jeg takke nej til en plads i en vuggestue eller dagpleje?
Ja, du kan kan takke nej til en plads i vuggestue og dagpleje, uden dit barn rykker ned på ventelisten. Hvis du takker nej, skal du huske at gøre det digitalt i Digital Pladsanvisning. Pladsanvisningen kan udsætte din behovsdato to måneder i forhold til datoen på tilbuddet, hvis du vælger at takke nej.
Bliver der taget hensyn til søskende på ventelisten?
Ja, Københavns Kommune har søskendefortrin. Det betyder, at vi tilbyder søskende plads før de andre børn på ventelisten, der ikke har søskende i dagtilbuddet. Det gør vi for at sikre, at søskende hurtigst muligt får plads i samme dagtilbud.
Får dit barn plads i en anden vuggestue eller dagpleje end søskende, kan du takke ja til pladsen og barnet kan beholde plads på ventelisten til den institution, hvor barnet har en søskende. Du skal dog selv gøre opmærksom på dette, når du takker ja til den anden plads.
Hvad sker der, hvis jeg undlader at svare på et tilbud?
Undlader du én gang at svare på et tilbud kan Pladsanvisningen udsætte din behovsdato to måneder i forhold til startdatoen for den tilbudte plads.
Undlader du to gange at svare på et tilbud om plads, sletter Pladsanvisningen dit barn af ventelisten.
Hvad gør jeg, hvis mit barn ikke får plads, når jeg har behov for pasning?
Du kan vælge at benytte kommunens pasningsgaranti på 2 måneder.
Vælger du at skrive dit barn på garantilisten, kan du være garanteret en plads inden for 2 måneder. Dit barn vil blive tilbudt en ledig garantiplads i dit nærområde indenfor 4 kilometer af din bopæl.
Hvis du har skrevet dit barn på venteliste til 2 dagtilbud, skal du slette det ene, for at vælge garantiventelisten.
Du kan også vælge at benytte et privat pasningstilbud;
- Tilskud til pasning af eget barn
- Privat Pasning
- Privat institution
Bliver der overdraget viden om mit barn, hvis det skifter dagtilbud?
Ja, i Københavns Kommune har vi en målsætning om, at alle børn får en god og sammenhængende overgang, når de skal skifte mellem dagtilbud.
Derfor bliver der overført saglige og relevante oplysninger om barnet, så personalet i det nye dagtilbud kan tilrettelægge modtagelsen bedst muligt. Det kan fx være oplysninger om barnets udvikling eller beskrivelser målrettet den kommende overgang. Det kalder vi vidensoverdragelse.
Forældre og dagtilbud samarbejder om at lave vidensoverdragelsen ud fra barnets behov.
Kontakt
Pladsanvisningen
Nyropsgade 7, 1
Telefontider
09:00 - 13:00
09:00 - 13:00
13:00 - 18:00
09:00 - 13:00