Karens Minde Aksen

Karens Minde Aksen er nomineret ved årets bygningspræmiering. Læs projektteamets præsentation af byggeriet her.
Billede
Luftfoto af Karens Minde Aksen

Karens Minde Aksen kombinerer håndtering af op til 15.000 m3 regnvand med udvikling af områdets parker, byrum og natur. I dag udfolder Sydhavnens kulturliv, sociale aktiviteter og hverdagsliv sig på Aksen i samspil med en skybrudsløsning, der skaber en grøn forbindelse mellem Vestre Kirkegård i nord og Tippen i Syd.

En teglklinkebelagt stiforbindelse i form af en gul ‘flod’ slynger sig ind og ud mellem områdets store, ikoniske træer og sammenbinder aksens forskellige del-områder. Teglfloden inviterer ind i det grønne og leder regnvand og besøgende gennem en grøn kile. Den udgør både et rekreativt forløb og transporterer regn- og skybrudsvand for til sidst at samle vandet i et nyanlagt 2.500 m2 regnvandsbassin. Ved vandhændelser samler vandet sig på klinkestien i en central markeret vand-rende, løber over en risleeng, hvor det renses for tunge partikler, for at ende i det nye regnvandsbassin, der bidrager til at øge artsvariationen i området. Bassinets skrænter er beplantet med træer, buske og græsser, mens store sten skaber levesteder for smådyr og insekter. Supplerende busk- og løgbeplantninger, nyplantede træer og dødt ved bidrager også til at hæve biodiversiteten. Som en del af stiforløbet er der etableret en ny Cirkelbro – en rund svævende sti, så besøgende kan komme tørskoet gennem området ved skybrud. Broen fungerer også som ”scene” og nyt samlingssted ved kulturhuset. Transformationen er udført med stor respekt for områdets særlige græsrodsånd, vilde natur, dyrehold, dets mange kulturelle funktioner og faciliteter, store eksisterende træer, natur- og dyreliv - og i tæt dialog med sydhavnerne.

Merværdien omfatter nye rekreative rum, øget social interaktion, bedre bynatur, mere biodiversitet og bedre levevilkår for dyr samt øget tilgængelighed og tryghed. Kvarterets iboende ånd, borgernes trivsel og stedets kulturarv kombineres i dette projekt med skønhed og tilpasning til et forandret klima – vi kalder det smuk fornuft.

Publikumspris

Københavns Kommune uddeler i forbindelse med Bygningspræmiering en publikumspris.
Regnvandsbassin foran den fredede dansepavillon. Man ser her, hvordan afvandingsstrukturerne binder området sammen og kan bruges til ophold, leg og færdsel.
Cirkelbroen har mange funktioner – her fungerer den som ”scene” for en danseopvisning.
Leg, aktiviteter og sommerstemning omkring det tørre regnvandsbassin i den sydlige del af aksen.

Fakta

Bygherre

  • Københavns Kommune og HOFOR

Projektteam

  • Schønherr (totalrådgiver og landskabsarkitekt)
  • WSP (ingeniør /underrådgiver)
  • Vida Local (borger- og interessentindd./underrådgiver)

Fakta om byggeriet 

  • Adresse: Wagnersvej 19, 2450 København SV
  • Bydel: Sydhavn
  • Kategori: Bymiljø
  • Funktion: Byrum, klimasikring, park/grønt område, bymiljø