BIG HQ

BIG HQ er nomineret ved årets bygningspræmiering. Læs projektteamets præsentation af byggeriet her.

På spidsen af Sundmolen i Nordhavn, blandt lagerbygninger og maritim infrastruktur, står BIGs nye 4488 m² hovedsæde, som huser 350 af tegnestuens ansatte. Bygningen er BIGs første realiserede eksempel på tegnestuens integrerede LEAP-metode; et samarbejde mellem BIGs landskabs-, ingeniør-, arkitektur-, planlægnings- og produktdesignteams.

Hovedkvarteret er konstrueret af LM Byg, som BIG er medejer af, og BIG har dermed ageret både bygherre, ejer, designer samt entreprenør på projektet. Udviklet i samarbejde med Unicon og Aalborg Portland, er huset bygget med en ny type cement, der består af 30% ler, hvilket reducerer CO2-udledningen med 25% sammenlignet med traditionel cement.

BIG HQ består af syv overlappende etager, bundet sammen af en zigzaggende ståltrappe. I midten står en enkelt bærende søjle i skandinavisk granit og italiensk marmor. På husets ydre facade snor en 140 meter lang spiral af grønne terrasser sig op til tagterrassen på 6. sal, som både fungerer som udendørsrum for medarbejderne samt flugtvejstrappe.

Bygningen integrerer sol- og geotermiske energisystemer, hvilket bidrager til, at hovedsædet kører på 60% vedvarende energi og dækker 84% af husets varmeforbrug og 100% af nedkølingsforbruget. BIG HQ er derudover designet til at opnå DGNB Guld-certificeringen.

For enden af molen åbner en offentlig park i sommeren 2024, designet af BIGs landskabsarkitekter, der giver københavnerne et rekreativt uderum med unikt kig ind over Københavns havn. Det tidligere parkeringsområde bliver forvandlet til en 1500 m² sandpark, inspireret af de danske sandstrande og kystskove. Fyrretræer og egetræer bliver plantet mod nord for at beskytte mod havnens barske vinde, mens der mod syd skabes områder med beplantning, sten og skov for at støtte biodiversiteten og skabe bløde overflader til leg og afslapning. I forlængelse af parken bygger By & Havn en 500 meter lang træbrygge, som yderligere etablerer et byrum langs kajkanten.

BIGs hovedsæde ligger på spidsen af Sundmolen i Nordhavn.
Billede
Åbent møderum med udsigt og højt til loftet
Billede
Udsigt over havnen fra altanen

Fakta

Bygherre

  • BIG – Bjarke Ingels Group

Projektteam

  • ​Ansvarlig partner: Bjarke Ingels, Finn Nørkjær 
  • Projektleder: Ole Elkjær-Larsen  
  • Design Lead: Frederik Lyng  
  • Projektarkitekt: Jesper Boye Andersen  

Fakta om byggeriet

  • Adresse: Sundkaj 165, 2150 Nordhavn
  • Bydel: Nordhavn
  • Kategori: Nybyg
  • Funktion: Hovedsæde for BIG architects