Hvilket byggeri fortjener københavnernes hyldest?

Et kulturhus, en kirke, en skole og flere boligprojekter er blandt de nominerede til Publikumsprisen, når Københavns Kommune hædrer årets byggerier. Nu har du mulighed for at få indflydelse på, hvilket projekt der skaber størst værdi for byen.

Hvilket byggeri fra det seneste år i København bidrager mest til livet i byen?

Det kan du nu være med til at bestemme.

Siden 1903 har Københavns Kommune præmieret nye bygninger, byrum og anlæg. Og de seneste otte år har københavnerne haft mulighed for selv at give deres mening til kende ved at stemme på deres favorit til Publikumsprisen.

Sidste år gik prisen til Metrolinjen Syd med fem nye metrostationer. Tidligere vindere tæller blandt andre Karens Minde Aksen i Sydhavnen, Nørrebro Bibliotek og Axel Towers.

Nu kan du igen være med til at afgøre, hvilket byggeri der gør den største forskel for København – både i kraft af sin arkitektur, sin funktion og i måden det spiller sammen med byens liv og omgivelser.

I år er otte projekter nomineret, og der er tale om både nybyggerier og restaureringer.

”Der bliver talt meget imod glas og beton, når vi taler om byens udvikling og sjældent om det vi gerne vil se mere af. De nominerede byggerier viser på hver deres måde, hvordan arkitektur kan være med til at udvikle København ad nye spændende veje. Det handler ikke kun om æstetik, men i høj grad også om at skabe rammer for fællesskab, liv og hverdagsoplevelser. Nu får københavnere derfor også muligheden for at stemme og sætte deres præg på, hvilken retning de mener byens bygninger bør bevæge sig i.”, siger kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV), og fortsætter:

”Det glæder mig særligt, at det fælles for de præmierede bygninger er tænkt bæredygtighed og klimahensyn ind på flere måder. Både i valg af materialer, energiløsninger og genbrug af eksisterende elementer.  Den måde, vi bygger på i dag, former nemlig ikke kun byens udtryk, men også dens aftryk på verden”, siger han.

Du kan stemme på din favorit frem til den 4. maj. Stem på din favorit her!

Læs mere om de nominerede projekter her!

Vinderen offentliggøres den 11. maj.

 

De otte nominerede er:

1. Nordhus

Nordhus er en nyopført bygning i Århusgadekvarteret i Nordhavn, der kombinerer kulturhus, spisehus og boliger under ét tag. Bygningen er opført i røde mursten i et udtryk, der spiller sammen med de omkringliggende bygninger. Huset er tænkt som et samlingspunkt for både lokale beboere og unge kulturskabere.

2. Pakhus 47

I Nordhavn er et historisk pakhus fra 1947 blevet transformeret til moderne kontorfaciliteter og offentligt mødested. Bygningen, der tidligere er brugt til opbevaring af kaffe, bananer og varer fra Østen, rummer nu en moderne arbejdsplads med møde- og fællesarealer, samt en restaurant i stueetagen. I restaureringen er bygningens oprindelige struktur bevaret og integreret med rå beton, genbrugt murstensvægge og naturlige materialer.

3. Tolvkanten Kirke

Tolvkanten Kirke er en flytbar ’tiny church’ på 75 kvadratmeter, der er placeret i Nordhavnen. Kirkebygningen er opført i træ med en enkel geometrisk form, der kombinerer pladsudnyttelse med en teologisk hilsen til de tolv disciple. Bygningen er udstyret med en overdækket veranda, der byder omgivelserne velkommen.

4. Fælleshuset på Bispebjerg Hospital

Det nybyggede fælleshus fungerer som undervisningscenter på Bispebjerg Hospital. Bygningen er opført med en skalmur af genbrugssten fra Bispebjergs gamle kirkegårdsmur og består af tre fløje med undervisningslokaler, møderum, auditorium og hospitalets festsal. Alle undervisningsrum har dagslys fra to sider, og bygningens gulve, vægge og møbler er præget af en farvesætning fra billedkunstneren Malene Bach. 

5. Tingbjerghusene

I Tingbjerg er der opført en række nybyggede rækkehuse i den eksisterende bygningsstruktur. Husene er bygget i svanemærket træ, er opført i to etager med store fælleshaver og egen terrasse. Der opføres i alt 400 rækkehuse, der udbydes som ejerboliger til købere, der aktivt vil bidrage til at skabe et levende og inkluderende bykvarter.

6. Ribbefabrikken på Valhøjvej

Ribbefabrikken på Valhøjvej har gennemgået en transformation fra tidligere industribygning til seks nye boliger. Projektet har bevaret bygningens oprindelige trækonstruktion og viderefortolket den i arkitekturen. Boligerne er bygget med blik for de historiske baggårdsrammer, og der er skabt plads til naboskab i fælles gårdrum og på tagterrasser.

7. Skolen ved Dybbølsbro

Den nye skole ved Dybbølsbro er bygget med fokus på bevægelse, leg og fællesskab, og indeholder blandt andet en tagskolegård, en idrætshal og plads til fællesspisning. Skolen sender med sin arkitektur en hilsen til omgivelserne i Kødbyen med en hvid facade og gennemgående vinduesbånd, der kendetegner Kødbyens stil. Også den blå farve, der er karakteristisk for området, optræder som kontrastfarve på alt fra døre til fliser og indbygget interiør.

8. Cirkusbygningen

Den fredede Cirkusbygning fra 1886 har gennemgået en større restaurering. Udvendigt er facaden med rundbuede vinduer og indgangsdøre blevet sat i stand, ligesom den særlige væddeløbsfrise, der pryder bygningen, er blevet restaureret og konserveret. Indvendigt er Verner Pantons farve- og lyskoncept fra 1983 blevet genskabt.

Fakta

  • De nominerede er valgt blandt 41 indstillede projekter med ibrugtagning mellem den 1. oktober 2024 og 31. december 2025.
  • Københavns Kommune har præmieret smukke bygninger, bymiljøer og anlæg siden 1903. Bygningspræmieringen lægger vægt på, at byggeriet tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
  • Publikumsprisen blev uddelt for første gang i 2018, hvor over 2.000 stemmer blev afgivet. Dengang løb Axel Towers med den fornemme titel. Sidste år afgav 4.910 københavnere deres stemmer og det var Metrolinjen Syd, der løb med Publikumsprisen.
  • Du kan læse mere om Årets Bygningspræmiering og de nominerede her: Bygningspræmiering | Københavns Kommune

Kontakt

Pressekontakt til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen

Pressekontakt til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen

Modtager ikke sms