Vejprojekt på Reberbanegade og Tovværkgade på Amager

Vi renoverer Reberbanegade og Tovværkgade med nyt fortov og ny asfalt på kørebanen. Anlægsarbejdet begynder i slutningen af oktober 2026, og vi forventer at være færdige til juni 2027.
Vi arbejder på Reberbanegade og Tovværkgade mellem Amagerbrogade og Frankrigsgade.

Reberbanegade og Tovværkgade når vi er færdige

I vejprojektet på Reberbanegade gør vi følgende:

  • Fortov: På fortovet gensætter/udskifter vi kantsten og lægger nye fliser. 
     
  • Vej: Vi lægger ny asfalt på kørebanen.
     
  • Afvanding: Vi renoverer den eksisterende vejafvanding, så det sikres, at regnvand ledes korrekt væk fra fortov og vej.
     
  • Træer og grønt: Vi etablerer nye plantebede. Vi planter også flere nye træer, som vil blive plantet efter vores anlægsprojekt.
     
  • Trafiksikkerhed: Vi skaber bedre trafiksikkerhed ved at lave om på hjørnerne ved sidevejen til Reberbanegade. 
     
  • Overkørsel: Vi renoverer overkørsler.
     

I vejprojektet på Tovværkgade gør vi følgende:

  • Vej: Vi lægger ny asfalt på kørebanen.

Hvordan bliver du påvirket, imens vi arbejder?

Fold alle ud

Hvornår går vi i gang, og hvornår er vi færdige?

Vi begynder arbejdet til oktober 2026 og forventer at være helt færdige i løbet af juni 2027. 

Asfalten på Tovværkgade vil blive lagt samtidig med Reberbanegades i foråret og frem til sommeren 2027.

Adgang, trafik og parkering imens vi bygger om

Imens vi arbejder på vejen, vil vi sikre os, at trafikken bliver afviklet bedst muligt. Vi kan dog ikke undgå, at arbejdet vil påvirke vejens beboere, erhvervsdrivende og ejere.

Adgang til ejendommene på vejen

Vi sikrer at der er adgang til ejendomme i hele perioden, så du kan komme til din opgang og port.

Vi spærrer fortov, når vi arbejder ud for indgange, og sørger for at fjerne afspærringen, når vi er færdige.

Biltrafik under anlægsarbejdet

Du vil kunne opleve, at vi afspærrer korte strækninger af vejbanen, mens vi arbejder. Bilister vil i denne periode blive henvist til en anden rute. 

Parkeringspladser

Det vil blive nødvendigt at nedlægge nogle parkeringspladser midlertidigt.

Vi henviser derfor til, at bilister parkerer i nærområdet. Vi åbner for parkeringspladserne igen, så snart vi er færdige med at arbejde på vejen.

Gående og cyklister 

Vi afspærrer løbende dele af fortovet. Der hvor vi afspærrer fortovet, vil fodgængere blive henvist til modsatte side af vejen. 

BEMÆRK, at du ikke må låse cykel, barnevogn og lignende fast på de afspærringshegn, som vi sætter op i forbindelse med vejarbejdet.

Adgang for udrykningskøretøjer

Udrykningskøretøjer vil have adgang under hele anlægsperioden

Hvilke gener vil du kunne opleve, hvis du bor på vejen?

Vi kan ikke undgå, at der vil være perioder med støj, støv og mindre plads på vejen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå for meget støj. Vi vil også sørge for, at der er sikker adgang til din ejendom, når du kommer som gående. I perioder vil du ikke have mulighed for at køre ind til din ejendom.

Som nabo til vejprojektet vil du løbende blive informeret via e-Boks om væsentlige ændringer.

Hvilke gener vil du kunne opleve, hvis du har forretning på vejen?

Forretningsdrivende får ikke erstatning for tabt økonomi under vejarbejdet.

Varelevering

Hvis din virksomhed har særlige behov i forhold til varelevering imens vi bygger, vil vi gerne være så vi imødekommende så muligt.

Tag gerne kontakt til os via vejgenopretning@kk.dk, så kan vi indgå i en dialog om hvad der er muligt.

– nævn gerne Reberbanegade eller Tovværkgade i emnefeltet.

Hvordan vil dit affald blive hentet?

Dit affald bliver afhentet, mens vi arbejder på vejen. Du kan dog opleve, at affaldsbeholderne bliver tømt på andre tidspunkter, eller bliver flyttet midlertidigt.

Du vil blive informeret løbende i e-Boks om affaldshåndteringen ved din ejendom.

Hvad betyder det for dig, hvis du ejer ejendom på vejen?

Hvis du er ejer af ejendom, har du modtaget et brev via e-Boks, hvor der står, hvad du bør gøre, inden vi starter vores anlægsarbejde.

Du er velkommen til at kontakte os for at sikre koordinering af dit og vores arbejde, eller hvis du har spørgsmål, via vejgenopretning@kk.dk

– nævn gerne Reberbanegade eller Tovværkgade i emnefeltet.

Hvis du har hæk ud mod vejen?

Hvis din hæk eller anden beplantning breder sig ud over fortovet, er det dit ansvar, at du får den klippet ind til egen grund. Vi har brug for pladsen, når vi udskifter fortovet.

Vær opmærksom på, at el-skabe, gadelamper med videre normalt står på offentligt vejareal. Er hækken groet udover en gadelampe, skal du klippe hækken, så den ikke omslutter gadelampen. 

Hvis du er i tvivl, kan du se mere om dit ansvar på Grundejeres ansvar for vej og fortov på Grundejeres ansvar for vej og fortov | Københavns Kommunes (kk.dk)

Hvis vi laver skader, mens vi bygger om

Hvis du oplever, at din bygning eller andet får skader under vejprojektet, kan du oprette en skadesanmeldelse via Anmeld uheld på vej eller fortov | Københavns Kommunes (kk.dk)

Vil du vide mere? Kontakt os

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere, er du velkommen til at kontakte os via vejgenopretning@kk.dk –  nævn gerne Reberbanegade eller Tovværkgade i emnefeltet.

Vi vil løbende holde beboere, erhvervsdrivende og ejere opdaterede via e-Boks hvis der sker ændringer i projektet.

Kontakt

Vejgenopretning

Islands Brygge 37

2300 København S