Vejprojekt på Hallandsgade på Amager

Vi renoverer Hallandsgade med nyt fortov og ny asfalt på kørebanen.
Anlægsarbejdet begynder i juni 2026, og vi forventer at være færdige i november 2026.
Vi forventer at udlægge asfalt på Hallandsgade i foråret 2027.
Vi arbejder på Hallandsgade imellem Kongedybet/Sverrigsgade og Amagerbrogade

Hallandsgade når vi er færdige

I vejprojektet på Hallandsgade gør vi følgende:

  • Fortov: På fortovet gensætter/udskifter vi kantsten og lægger nye fliser.
     
  • Træer: Oppe mod Amagerbrogade etableres der et nyt plantebed med 2 nye træer.
     
  • Vej: Vi udlægger ny asfalt på kørebanen på hele Hallandsgade.
     
  • Afvanding: Vi renoverer den eksisterende vejafvanding, så det sikres, at regnvand ledes korrekt væk fra fortov og vej.
     
  • Overkørsler: Vi renoverer eksisterende overkørsler.
     
  • Cykelbane: Vi etablerer en kort cykelbane ud mod Amagerbrogade. Cykelbanen vil blive optegnet med striber, og vil på den måde blive holdt fri for parkering og biltrafik.
     
  • Adgange til ejendomme: Vi retter op på forholdende så der ikke holder parkerede biler foran opgange til ejendomme.

Se foreløbig projekttegning af renoveringen på Hallandsgade

Hvordan bliver du påvirket, imens vi arbejder?

Fold alle ud

Hvornår går vi i gang, og hvornår er vi færdige?

Vi begynder arbejdet i juni 2026 og forventer at være færdige i november 2026. 

Vi forventer at arbejdet på Hallandsgade udføres i følgende etaper:

Etape 1: Fortovet i den nordlige side af vejen renoveres.

Etape 2: Fortovet i den sydlige side af vejen renoveres.

Etape 3: Afslutningsvis udlægges der asfalt på Hallandsgade. 

Adgang, trafik og parkering imens vi bygger om

Imens vi arbejder på vejen, vil vi sikre os, at trafikken bliver afviklet bedst muligt. Vi kan dog ikke undgå, at arbejdet vil påvirke vejens beboere, erhvervsdrivende og ejere.

Under arbejdet på Hallandsgade vil vejen være åben for trafik i hele perioden. Dog bliver vi nødt til at lukke vejen når der skal udføres asfaltarbejder på Hallandsgade. 

Adgang til ejendommene på vejen

Vi sikrer at der er adgang til ejendomme i hele perioden, så du kan komme til din opgang og port.

Vi spærrer fortov, når vi arbejder ud for indgange, og sørger for at fjerne afspærringen, når vi er færdige. Du kan opleve at vi etablerer adgang ved hjælp af gangbroer eller et midlertidigt fortov.

Biltrafik under anlægsarbejdet

Du vil kunne opleve, at vi afspærrer korte strækninger af vejbanen, mens vi arbejder. Der vil forventeligt være åbent for biltrafik i Hallandsgade under hele anlægsperioden, undtagen når der udføres asfaltarbejder. 

Parkeringspladser

Det vil blive nødvendigt at nedlægge parkeringspladserne på Hallandsgade i hele perioden under anlægsarbejdet. 

Vi henviser derfor til, at bilister parkerer i nærområdet. Vi åbner de spærrede parkeringspladser igen, så snart vi er færdige med at arbejde på vejen. 

Hvis det er muligt at frigøre nogle af parkeringspladser løbende, vil vi sørge for at gøre dette. 

Gående og cyklister 

Vi afspærrer løbende dele af fortovet. Der hvor vi afspærrer fortovet, vil fodgængere blive henvist til modsatte side af vejen. 

BEMÆRK, at du ikke må låse cykel, barnevogn og lignende fast på de afspærringshegn, som vi sætter op i forbindelse med vejarbejdet.

Adgang for udrykningskøretøjer

Udrykningskøretøjer vil have adgang under hele anlægsperioden

Hvilke gener vil du kunne opleve, hvis du bor på vejen? 

Vi kan ikke undgå, at der vil være perioder med støj, støv og mindre plads på vejen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå for meget støj. Vi vil også sørge for, at der er sikker adgang til din ejendom, når du kommer som gående. I perioder vil du ikke have mulighed for at køre ind til din ejendom.

Som nabo til vejprojektet vil du løbende blive informeret via e-Boks om væsentlige ændringer.

Hvordan vil dit affald blive hentet?

Dit affald bliver afhentet, mens vi arbejder på vejen. Du kan dog opleve, at affaldsbeholderne bliver tømt på andre tidspunkter, eller bliver flyttet midlertidigt.

Du vil blive informeret løbende i e-Boks om affaldshåndteringen ved din ejendom, hvis der sker ændringer i forhold til affaldshåndtering i Hallandsgade.

Hvilke gener vil du kunne opleve, hvis du har forretning på vejen?

Forretningsdrivende får ikke erstatning for tabt økonomi under vejarbejdet.

Varelevering

Hvis din virksomhed har særlige behov i forhold til varelevering imens vi bygger, vil vi gerne være så vi imødekommende så muligt.

Tag gerne kontakt til os via vejgenopretning@kk.dk, så kan vi indgå i en dialog om hvad der er muligt. Nævn gerne “Hallandsgade” i emnefeltet.

Hvad betyder det for dig, hvis du ejer en ejendom på vejen?

Hvis du er ejer af ejendom, har du modtaget et brev via e-Boks, hvor der står, hvad du bør gøre, inden vi starter vores anlægsarbejde.

Du er velkommen til at kontakte os for at sikre koordinering af dit og vores arbejde, eller hvis du har spørgsmål, via vejgenopretning@kk.dk. Nævn gerne “Hallandsgade” i emnefeltet.

Hvis du har hæk ud mod vejen?

Hvis din hæk eller anden beplantning breder sig ud over fortovet, er det dit ansvar, at du får den klippet ind til egen grund. Vi har brug for pladsen, når vi udskifter fortovet.

Vær opmærksom på, at el-skabe, gadelamper med videre normalt står på offentligt vejareal. Er hækken groet udover en gadelampe, skal du klippe hækken, så den ikke omslutter gadelampen. 

Hvis du er i tvivl, kan du se mere om dit ansvar på Grundejeres ansvar for vej og fortov på Grundejeres ansvar for vej og fortov | Københavns Kommunes (kk.dk)

Hvis vi laver skader mens vi bygger om

Hvis du oplever, at din bygning eller andet får skader under vejprojektet, kan du oprette en skadesanmeldelse på Anmeld uheld på vej eller fortov | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Forretningsdrivende får ikke erstatning for tabt økonomi under vejarbejdet.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Under arbejdet vil vi løbende holde beboere, erhvervsdrivende og ejere opdaterede via e-Boks .

Har du spørgsmål, kan du kontakte os på vejgenopretning@kk.dk. Nævn gerne "Hallandsgade" i emnefeltet.

Kontakt

Vejgenopretning

Islands Brygge 37

2300 København S