Klima- og miljøkrav til Københavns Kommunes byggeri

Projekter, hvor Københavns Kommune er bygherre, er underlagt særlige klima- og miljøkrav.

Kravene afhænger af projektets størrelse og starttidspunkt. For renoveringer afhænger kravene også af projektets omfang. Større byggerier skal miljøcertificeres, og nybyggerier skal opfylde bygningsreglementets lavemissionsklasse. 

Dokumentation for opfyldelse af kommunens klima- og miljøkrav skal sendes til den kommunale projektleder.

Du finder de senest opdaterede kravdokumenter nederst på siden. 

Kravene gælder for projekter med planlægningsbevilling og øvrige projekter med projektstart fra den dato, der fremgår af dokumenterne nederst på siden. 

Projekter, som er igangsat tidligere, kan vælge frivilligt at anvende de seneste opdaterede krav. Alternativt skal projekterne opfylde de krav, som var gældende ved projektstart. 

Særligt for byggeri med entreprisesum over 20 mio. kroner

Nybyggerier samt omfattende renoveringer med en entreprisesum over 20 mio. kr. skal certificeres efter DGNB, Svanemærket eller tilsvarende. Anvendes DGNB skal nybyggerier opnå DGNB-guld, mens renoveringer skal opnå DGNB-sølv. 

Ved byggerier, hvor Byggeri København står for bygherrefunktionen, skal du være opmærksom på, at der som hovedregel certificeres efter DGNB

Særligt for omfattende renoveringer

Ved renoveringer med entreprisesum over 20 mio. kr. skal mulighed for at opnå certificering til DGNB-sølv vurderes. Renoveringer som kan certificeres, defineres som omfattende, og skal certificere til DGNB-sølv.

Viser vurderingen, at det ikke muligt at certificere et projekt, skal renoveringen opfylde klima- og miljøkrav for byggerier under 20 mio. kr.

Særligt for byggeri med entreprisesum under 20 mio. kr. og ikke omfattende renoveringer over 20 mio. kr.

Nybyggerier og renoveringer med en entreprisesum under 20 mio. kr. og ikke omfattende renoveringer med en entreprisesum over 20 mio. kr., der udføres for Københavns Kommune, skal følge "Klima- og miljøkrav til Københavns Kommunes byggerier - Københavns Ejendomme” eller for håndværkerydelser ”Klima- og miljøkrav til Københavns Kommunes håndværkerydelser”.

Ved byggerier, hvor Byggeri København har funktionen som bygherre, skal du være opmærksom på, at Byggeri København anvender det samme kravdokument, som bliver anvendt til byggerier over 20 mio. kr.

 

Kontakt

Klima og Byudvikling

Njalsgade 13

2300 København S