Mødedato: 20.11.2019, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, 1758 København V

Beslutning om koncept for det Sociale Folkemøde 2020

Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om koncept for det Sociale Folkemøde i 2020.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede, på det ordinære møde i oktober, at en arbejdsgruppe bestående af Thomas W, Anja, Helle, Malene, Birgitte og Pernille skulle konkretisere et koncept for et folkemøde i 2020, på baggrund af drøftelserne på seminaret.

https://www.kk.dk/indhold/vesterbro-lokaludvalgs-modemateriale/23102019/edoc-agenda/7eab4544-d6e2-4870-9e44-953e89a6f486/3b237704-0574-4de0-b88c-926e3c962c09

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter konceptet for Vesterbro Lokaludvalgs sociale folkemøde i 2020
  2. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter eget engagement og gensidige forventninger til hinanden.
  3. at Vesterbro Lokaludvalg på baggrund af ovenstående drøftelser beslutter at holde et socialt folkemøde i august 2020.
  4. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter en arbejdsgruppe, der arbejder videre med projektet.
  5. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter videre proces for arbejdet med et folkemøde 2020.

Problemstilling

Forslag til afholdelse af Det sociale Folkemøde 2020

Vesterbro Lokaludvalg afholder den 23. august 2020 fra kl. 10-18 ”Det sociale Folkemøde”

På længere sigt er det tanken, at arrangementet kan vare to dage, og det har potentielt format til at kunne blive en pendant til Kulturmødet på Mors, som er landsdækkende.

Formål

Formålet med arrangementet er at skabe et forum/et arrangement, der er:

  • Netværksskabende
  • Dialogfremmende
  • Energiskabende

Arrangementet styrker samarbejde og social integration på Vesterbro.

 

Mål

Målet med arrangementet er at bringe forskellige (grupper af) Vesterbroere sammen og sætte fokus på socialpolitikken i bydelen og i København generelt. Vi vil tale højt om de mange sociale udfordringer, der er på Vesterbro og i det øvrige København – Vesterbro har sine udfordringer på det sociale, andre bydele har deres. Det er også et mål at bringe frivilligkræfterne på Vesterbro i spil.

 

”Sociale udfordringer” skal forstås i bredeste forstand. Det inkluderer også ensomhed, arbejdsløshed

 

Succeskriterium

Det sociale Folkemøde er ikke kulminationen på mere end et halvt års arbejde – det er startskuddet til et nyt socialt engagement på Vesterbro.

 

Form/ramme

Arrangementet foregår i Enghaveparken, og der vil være aktiviteter både på scenen og i telte/på stande.

Dagen starter med fælles morgenmad, som nogen byder ind på at fabrikere (ansøgning til VLU). I løbet af morgenmaden præsenterer VLU programmet og hvert telt præsenterer sig selv.

I løbet af dagen er forskellige debatter, også på scenen. Blandt andet er det ambitionen at samle et panel af landspolitikere. Økonomien til forbedringer på det sociale område hænger i høj grad sammen med den statslige økonomi, ikke kun den kommunale.

 

VLU sætter et beløb af, som dem, der gerne vil have en stand, kan søge om (man noterer sig, at formålet med arrangementet ligger tæt op ad kriterierne for at få midler fra VLU’s puljer). Sekretariatet udarbejder et simpelt ansøgningsskema, hvor ansøgere kan beskrive deres mål, og hvordan de vil realisere deres idé.

 

Målgruppe

Målgruppen er:

  • Borgere på Vesterbro
  • Sociale organisationer på Vesterbro
  • Kulturelle organisationer/tilbud på Vesterbro
  • Frivillige på Vesterbro

For at ”den almindelige” vesterbroer, inklusive børnefamilier, kommer, vil der hele dagen være musik og børneunderholdning. Der kunne arrangeres en skattejagt for større børn, hvor børnene skal svare på spørgsmål, som de kan få svar i teltene.

 

Der skal være en så meget gratis mad/drikke som muligt. Arrangementet handler om de medborgere, der er mindst ved muffen. De skal også kunne deltage, ikke kun være dem, det bliver talt om.

 

Kongstanke

Den gennemgående tanke er, at der skal skabes samarbejder, der potentielt kan leve videre efter folkemødet. Derfor bemandes teltene af ”par”, der kommer fra henholdsvis sociale og kulturelle foreninger/organisationer eller fx forretningsdrivende. Parrene kan søge VLU om tilskud til deres stand på folkemødet.

 

På et startmøde slut-januar/start-februar samles så mange sociale og kulturelle organisationer som muligt til et kick-off-møde og matcher op til makkerpar på folkemødet. Hver organisation el.lign. præsenterer sig selv ultrakort, og herefter kan man række ud mod hinanden. Det kan også organiseres som speed-dating. Pointen er, at man skal berige hinanden i planlægningen af den fælles stand på topmødet, og at det, man vil præsentere på sin stand, kan leve videre efter folkemødet. Kick-off-mødet slutter med fællesspisning.

Inden kick-off-mødet er potentielle deltager blevet kontaktet om idéen.

 

Et andet essentielt element i folkemødet er, at frivillig-livet på Vesterbro synliggøres – i et af teltene kan der være en frivillig-børs, hvor man kan melde sig som frivillig til det, man nu synes, det være sig et engangs-commitment, en indsats en gang imellem eller fx lektiehjælp hver uge. Hovedsagen er at få vist, at man kan bidrage med lidt eller meget, det hele er af betydning.

 

VLU har sit eget telt, hvor der arbejdes under overskriften ”Hvor blev socialpolitikken af?” Her kan der være debatter, og overvejelserne om sociale tiltag i forbindelse med Vester Remisepark kan præsenteres.

En debat kunne være ”den svære samtale” – når udsatte, der færdes på Vesterbro, og ”almindelige” Vesterbroere mødes på den ikke så fede måde. Hvordan kan vi blive mere forstående, tolerante, nysgerrige i den type relationer?

 

VLU-aktører

  • Arbejdsgruppen
  • Kommunikationsgruppen
  • Enkeltpersoner, der melder sig til at byde ind på helt specifikke opgaver
  • Sekretariatet i begrænset omfang

Kommunikationsgruppen har til opgave at sikre dækning af arrangementet også OP TIL dagen – ikke kun PÅ selve dagen.

Arbejdsgruppen har en idé om, at der kunne være en artikelserie: ”Den sociale stafet”. Første stafet-holder beskriver sin udfordring/indsats til Vesterbrobladet og giver stafetten videre til den næste. Stafetholderne kan fx være sociale organisationer.

 

Løsning

  1. Vesterbro Lokaludvalg drøfter konceptet for Vesterbro Lokaludvalgs sociale folkemøde i 2020
  2. Vesterbro Lokaludvalg drøfter eget engagement og gensidige forventninger til hinanden.
  3. Vesterbro Lokaludvalg beslutter på baggrund af ovenstående drøftelser at holde et socialt folkemøde i august 2020.
  4. Vesterbro Lokaludvalg beslutter en arbejdsgruppe, der arbejder videre med projektet.
  5. Vesterbro Lokaludvalg beslutter videre proces for arbejdet med et folkemøde 2020, beskrevet under videre proces.

Økonomi

Besluttes på et senere tidspunkt.

Videre proces

 

 

Beslutning

  1. Vesterbro Lokaludvalg drøftede konceptet for Vesterbro Lokaludvalgs sociale folkemøde i 2020
  2. Vesterbro Lokaludvalg drøftede eget engagement og gensidige forventninger til hinanden.
  3. Vesterbro Lokaludvalg besluttede på baggrund af ovenstående drøftelser at holde et socialt folkemøde i slut august 2020.
  4. Vesterbro Lokaludvalg besluttede følgende arbejdsgruppe: Thomas W., Pernille, Birgitte, Anja, Helle W., Malene og Ena, der arbejder videre med projektet. Hvis der er nogen andre der vil med, er man velkommen.
  5. Vesterbro Lokaludvalg besluttede videre proces for arbejdet med et folkemøde 2020, beskrevet under videre proces. Der kommer en projektbeskrivelse til beslutning om et stort møde i januar for aktører på det ordinære møde i december.
Til top