B-sag: Godkendelse af høringssvar vedr.: Høring om reviderede ordensreglementer på kommunens grønne områder
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- At Vesterbro Lokaludvalg gokender udkast til høringssvar.
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg er inviteret til at deltage i høring vedrørende revidering af kommunens ordensregler for grønne områder, herunder parker, anlæg, bemandede og ubemandede legepladser, kirkegårde og strande.
Teknik- og Miljøudvalg godkendte på udvalgsmødet d. 7. april 2025, at forvaltningen sender forslag til revidering af kommunens ordensreglementer i høring. Høringssvar vil blive præsenteret for Teknik – og Miljøudvalget efter endt høringsperiode, hvorefter indstillingen vil blive formelt godkendt. Link til Teknik- og Miljøudvalgets beslutning: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Milj%C3%B8udvalget/m%C3%B8de-07042025/referat/punkt-6. Se evt. også Københavns Kommunes pressemeddelelse: https://www.kk.dk/nyheder/nu-tages-naeste-skridt-mod-et-farvel-til-overnatningsforbud
Som grundejer har kommunen mulighed for at vedtage de ordensregler, der er nødvendige for, at ophold i et givent område er sikkert for den enkelte og tager hensyn til fællesskabet og den bynatur, som de grønne områder rummer.
Det er ikke alle ordensregler, der anvendes på alle grønne arealer. Som i dag vil de enkelte ordensregler alene tages i brug i de områder, hvor det er relevant at regulere den pågældende aktivitet – fx badning, hund i snor og færdsel på is. Det betyder også, at lokationer, der har samme indretning og anvendelsesmuligheder som udgangspunkt vil have samme ordensregler. Der differentieres mellem ordensregler, som benyttes fast og ordensregler, som kan benyttes ved behov, hvis det giver mening for det enkelte område. Med udgangspunkt i dette har forvaltningen gennemgået de nuværende ordensregler, som har medført blandt andet nedenstående nye anbefalinger:
- Supplerende ordensregel, der giver mulighed for at begrænse boldspil efter kl. 22 i boldbure og på baner i grønne områder og i områder hvor borgerne oplever et behov for det. Forvaltningen modtager løbende henvendelser fra borgere, der er generet af støj om aftenen i forbindelse med boldspil. Nogle boldbure låses af aftenen, hvilket regulerer brugen i sig selv. Det sker dog ikke, hvis de, der er på banen, ikke ønsker at forlade den, når kommunens kommer forbi for at låse.
- Ny ordensregel, som giver mulighed for lovlig overnatning flere steder i de grønne områder for at imødekomme ønsket om en mere differentieret anvendelse af overnatningsforbuddet.
Den nuværende skiltning med teksten ”Overnatning forbudt” i kommunens parker og grønne områder udgår og erstattes af nedenstående ordensregel: Opsætning af telte, læsejl og lignende til overnatning er ikke tilladt. Forbuddet mod opsætning af telte og læsejl adskiller sig fra reglerne for egentlige lejrdannelser, som håndteres i henhold til ordensbekendtgørelsen § 3, stk. 4. Formålet med bestemmelsen om lejrdannelse er at forebygge etablering af lejre, der kan skabe utryghed i nærområdet. Politiet kan gribe ind, hvis opholdssteder antager en varig karakter. For mindre midlertidige konstruktioner, som f.eks. læsejl eller telte, ønsker forvaltningen dog et særskilt forbud for at kunne handle direkte i sådanne situationer.
Forvaltningen vurderer, at det er hensigtsmæssigt at fastholde overnatningsforbuddet på både bemandede og ubemandede legepladser samt på kommunens kirkegårde. Derfor fremgår reglen om overnatning forbudt fortsat af de samlede ordensregler.
Berørte områder (se overblikskortet i bilag) er:
- Legepladsen Broagergade
- Enghaveparken
- Enghave Plads
- Flere steder på Sønder Boulevard
- Saxoparken
- Skydebanehaven
Det samlede forslag til ordensregler (jf. bilag) er sendt i høring i 12 uger hos kommunens lokaludvalg og råd, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt kommunens fredningsmyndighed og Københavns Politi.
Høringssvarene vil indgå i den videre behandling af sagen og vil blive offentliggjort i forbindelse med forelæggelse for udvalget. Der vil ikke blive fremsendt egentlig besvarelse af eventuelle bemærkninger og spørgsmål, der rejses i høringssvaret.
Høringsfrist er d. 14. juli
Løsning
Sekretariatet har i samarbejde med Lokaludvalgets forretningsudvalg og Teknik- og Miljøudvalget planlagt og gennemført følgende tiltag i forbindelse med behandlingen af sagen:
Spørgsmål til forvaltningen:
- Toiletter og overnatning. Lokaludvalget har spurgt, om forslaget er tænkt sammen med toiletprioriteringsplanen, da overnatning i parker naturligt medfører behov for toiletfaciliteter. Forvaltningen har svaret, at de to områder ikke er koordineret, da ordensreglementer skal godkendes og håndhæves af politiet og derfor skal være meget konkrete – i modsætning til toiletplaner, som løbende kan ændres.
- Hundegårde og tidsbegrænsning. Der er tidligere drøftet muligheder for at tidsbegrænse eller aflåse hundegården på Sønder Boulevard. Lokaludvalget har spurgt, om nye regler for begrænsning af boldspil efter kl. 22 også kan gælde for hundegårde. Forvaltningen har svaret, at hundegårde ikke omfattes af ordensreglementet.
- Boldbure og fleksibel anvendelse af regler. Forvaltningen oplyser, at de foreslåede ordensregler for boldspil er tænkt som fleksible og kun vil blive anvendt, hvor det er nødvendigt. Der er pt. ingen planer om at ændre generelle tidspunkter for brug af boldbaner, og beslutninger om aflåsning træffes konkret af byrumsforvalteren.
Input fra eksterne aktører:
Sekretariatet har anmodet om input fra Himmelsekspressen, Mændenes Hjem, Reden, nærpolitiet og gadeplansmedarbejderne.
Himmelsekspressen vurderer, at forslaget ikke vil påvirke deres målgruppe.
Mændenes Hjem skriver bl.a.: "Vi er glade for, at politikerne viser opmærksomhed over for den ekstremt udsatte målgruppe. Forslaget om at ophæve forbuddet mod overnatning i parker anerkender problemet med hjemløshed. Det kan være en fordel for udsatte, at de kan sove i parker uden at blive forstyrret – forudsat at parkudstyr ikke er designet til at forhindre hvile (såkaldt dark design). Det må dog ikke blive en sovepude i forhold til at sikre flere reelle overnatningsmuligheder. Overnatning i parker giver ikke tryghed, ordentlig hvile eller sikkerhed – og kan øge risikoen for vold, overgreb og røveri."
Reden skriver: I Reden København mener vi ikke, at man skal ikke straffes for at være hjemløs. Livet på gaden er i forvejen urimeligt hårdt og at begrænse de få muligheder hjemløse har for at finde et sted at overnatte gør ikke de hjemløses situation nemmere. Reden København mener, at der først og fremmest skal sikres nok herbergspladser – og relevante §107 og §108 pladser. Derudover er Reden København glad for, at forvaltningens bud på et ændret ordensreglement gør det muligt at overnatte i byens parker, uden at man risikerer at få en bøde for det, Reden København har derudover forståelse for, at kirkegårde og legepladser er undtaget. Vi er enige i, at vi skal have en rummelig og mangfoldig by, hvor hjemløse ikke mødes med en kold skulder og en bøde.
Københavns Politi har svaret, at de ikke kan give input, da det ikke ligger inden for deres virke, at forholde sig til politiske forslag.
Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg har samlet input og på baggrund heraf. Udkast til høringssvar omdeles på Lokaludvalgets møde.
Økonomi
-
Videre proces
Sekretariatet sender høringssvaret til forvaltningen.