Mødedato: 18.05.2022, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal lokale Dan 1758 København V

Forretningsorden for Vesterbro Lokaludvalg

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal 1. behandle forslag til ny forretningsorden.

Indstilling

Formanden foreslår, 

  1. at Vesterbro Lokaludvalg 1. behandler og godkender forretningsorden for dette lokaludvalg, jf. bilag. 

 

Problemstilling

Lokaludvalget skal have en forretningsorden for sit virke. Forretningsordenen sikrer, at arbejdet i lokaludvalget forløber på en hensigtsmæssig måde.

Forretningsordenen skal tage udgangspunkt i Forvaltningsloven og Lov om Kommuners Styrelse samt i Regulativet af 4. november 2021 for lokaludvalg i Københavns Kommune.

 

Løsning

Normalforretningsordenen, jf. bilaget, er udarbejdet af lokaludvalgenes sekretariater. Den tager udgangspunkt i Forvaltningsloven og Lov om Kommuners Styrelse samt er tilpasset i forhold til nyt Regulativ for lokaludvalg i Københavns Kommune af 4. november 2021.

Lokaludvalget kan indenfor gældende regulering beslutte ændringer til forretningsordenen, dog er størstedelen af forretningsorden hentet direkte fra Regulativ for Lokaludvalg og/eller Normalforretningsorden for kommuner.

I bilaget ses tre kolonner. I første kolonne ses Normalforretningsordenen. I anden kolonne ses den hidtidige forretningsorden, som er udviklet gennem den tid, lokaludvalget har eksisteret, og er bl.a. baseret på den udgave af Regulativ for lokaludvalg Københavns Kommune, som bortfaldt med Borgerrepræsentationens beslutning den 4. november 2021 om tilpasning af lokaludvalg.

I tredje kolonne ses forslag til ny forretningsorden, som tager udgangspunkt i Normalforretningsordenen, og med tilføjelser fra det tidligere Lokaludvalgs forretningsorden samt forslag om titulering af formandsposter og den ændring, at formandskabet vælges for to år ad gangen i stedet for som tidligere, et år.

Nedenfor oplistes forslag til tilføjelser i forhold til Normalforretningsordenen. 

 

§1:

Stk. 4. Vesterbro Lokaludvalg nedsætter et forretningsudvalg, som består af formand/kvinde/person, 2 næstformænd/kvinder/personer og formænd/kvinder/personer for de 3 faste udvalg. Forretningsudvalgets møder er åbne for alle lokaludvalgsmedlemmer.

Stk. 5. Vesterbro Lokaludvalg nedsætter 3 faste fagudvalg: Social- og Beskæftigelsesudvalg, Teknik- og Miljøudvalg og Kultur- Fritids- og Børne- og Ungeudvalg. Derudover kan lokaludvalget nedsætte ad hoc-udvalg eller arbejdsgrupper efter behov. Vesterbro Lokaludvalg vælger af sin midte en formand/kvinde/person for hvert af de nedsatte fagudvalg samt suppleanter for disse. Udvalgsarbejdet i fagudvalgene er åbent for deltagelse for personer, som ikke er medlem af Vesterbro Lokaludvalg.

Stk. 6. Valgene af formand/kvinde/person, næstformand/kvinde/person (næstformænd/kvinder/personer), fagudvalgsformænd/kvinder/personer, samt øvrige medlemmer af forretningsudvalget har virkning for to år ad gangen, hvorefter Lokaludvalget foretager valg til de pågældende poster på et ordinært lokaludvalgsmøde. Nyvalg ledes af den afgående formand/kvinde/person for Lokaludvalget.

Stk. 7. Når en formand/kvinde/person, næstformand/kvinde/person (næstformænd/kvinder/personer), eller fagudvalgsformænd/kvinder/personer fritages for sit hverv, dør eller udtræder af Vesterbro Lokaludvalg foretages nyt valg til den pågældende post.

Stk.8. Titlen som formand/kvinde/person følger den valgtes ønske.

§2:

Stk.9. Vesterbro Lokaludvalgs møder afsluttes senest kl. 22.00. Lokaludvalget kan ved enighed dog vedtage fravigelse herfra.

§3:

Stk. 2. Såfremt et medlem senest 8 hverdage (kl. 12.00) forud for et møde har indgivet skriftligt anmodning om behandling af en sag, sætter formanden/kvinden/personen denne sag på dagsordenen for førstkommende møde.

§4:

Stk. 2; ... I formanden/kvindens/personens fravær ledes mødet af 1. næstformand/kvinde/person, og i tilfælde af også dennes forfald af 2. næstformand/kvinde/person. Såfremt både formand/kvinde/person og næstformænd/kvinder/personer har forfald ledes mødet af et forretningsudvalgsmedlem.

Stk. 10. Lokaludvalgets dagsorden indledes med et tilhørernes punkt, hvor tilhørerne kan stille spørgsmål og komme med bemærkninger til lokaludvalget. Punktet har en varighed på maksimalt et kvarter.

§ 10: 

Stk. 2: ... Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt. Medlemmet er i så fald forpligtet til selv at formulere tilføjelsen og aflevere denne skriftligt til protokolføreren.

Stk. 3: ... Medlemmerne kan ikke under henvisning til deres stemmeafgivning eller af andre grunde værge sig ved at underskrive protokollen.

Stk. 4. Det skal fremgå af beslutningsprotokollen, hvornår mødet begyndte, og hvornår det sluttede.

 

Økonomi

-

Videre proces

Vesterbro Lokaludvalg skal godkende sin forretningsorden i to møder. Dvs. at sagen 1. behandles på indeværende lokaludvalgsmøde den 18. maj 2022 og forventes 2. behandlet den 15. juni 2022.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg godkendte udkast til ny Forretningsorden med følgende ændringer:

Ændringsforslag til ændringsforslag om at titlen på formænd og næstformænd fremadrettet udelukkende skal være forperson. To stemte imod, og en undlod at stemme. Herefter vedtog Lokaludvalget forslaget om at tituleringen fremover er forperson og næstforperson.

Ændringsforslag til ændringsforslag om at der skal være valg til alle poster hvert år. Der blev stemt om forslaget. Ti stemte for, at der skal være valg hvert år, tre undlod at stemme og fire stemte i mod forslaget. Lokaludvalget vedtog herefter ændringen.



Til top