Mødedato: 16.11.2022, kl. 18:00
Mødested: Oehlenschlægersgade Skole i personalerummet Oehlenschlægersgade 55, 1. sal. Indgang A.

Opfølgning på beslutning vedr. drøftelse af adfærdskodeks

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg drøftede Københavns Kommunes adfærdskodeks på det ordinære møde d. 21. sep. 2022

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg drøfter Forretningsudvalgets plan
  2. At Vesterbro Lokaludvalg godkender Forretningsudvalgets plan

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde d. 3. februar 2022 under punkt 30 et fælles adfærdskodeks for politikere.

Dagsordenspunktet kan læses ved at tilgår dette link: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-03022022/referat/punkt-30#agenda-element-appendices.

Kodekset har indgået i introduktionsmaterialet til nye medlemmer af Borgerrepræsentationen på sitet www.borgerrep.kk.dk, og indgår også ved velkomst af nye (både permanente og midlertidige) medlemmer af Borgerrepræsentationen undervejs i valgperioden 2022-2025.

Vesterbro Lokaludvalg drøftede Københavns Kommunes adfærdskodeks på det ordinære møde d. 21. september 2022. I drøftelsen indgik blandt andet det kollektive og individuelle ansvar samt lokaludvalgets og forpersonens roller samt Københavns Kommunes handlemuligheder i forbindelse med grænseoverskridende adfærd.

Der var umiddelbar opbakning i Lokaludvalget dels til Borgerrepræsentationens adfærdskodeks samt til, at forpersonen under Lokaludvalgets møder, kan kalde til orden og i sidste ende bede om at Lokaludvalget tager en afstemning om at stoppe et Lokaludvalgsmøde. Lokaludvalget besluttede herefter, at Forretningsudvalget skulle lægge en plan for kommunikation og fremadrettet handling.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg drøfter og godkender Forretningsudvalgets plan.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg drøftede Forretningsudvalgets plan og besluttede, at forpersonskabet til næste møde i Lokaludvalget, udarbejder et forslag til Lokaludvalgets forretningsorden, som indeholder en henvisning til Borgerrepræsentationens adfærdskodeks samt en paragraf om hvordan forpersonen kan afbryde mødet ved uhensigtsmæssig adfærd under Lokaludvalgets møder.


Til top