Mødedato: 12.12.2018, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, 1758 København V

Beslutning om høringssvar vedr. Naboorientering - ændret udformning af byrum og facader mv. i forbindelse med ansøgning om opførelse af Kaktus Tårnene

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om høringssvar vedr. Naboorientering - ændret udformning af byrum og facader mv. i forbindelse med ansøgning om opførelse af Kaktus Tårnene.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg drøfter høringsmaterialet vedr. Naboorientering - ændret udformning af byrum og facader mv. i forbindelse med ansøgning om opførelse af Kaktus Tårnene
  2. At Vesterbro Lokaludvalg bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at udarbejde og indsende et høringssvar.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg har fået Naboorientering - ændret udformning af byrum og facader mv. i forbindelse med ansøgning om opførelse af Kaktus Tårnene i høring. Høringsfristen er 19. december.

BIG – Bjarke Ingels Group har på vegne af Kaktus 1 PropCo Aps søgt om tilladelse til at opføre en bebyggelse med ungdomsboliger, kultur-arealer og butikker med et etageareal på ca. 21.600 m2 på ovenstående ejendom. Bygherren ønsker at opføre en bebyggelse med to tårne med en højde på henholdsvis ca. 62 og 77 m med en underliggende base med kulturarealer mv. Kaktus Tårnene er en del af et samlet bygnings-anlæg med IKEA og hotel Cabinn mellem Arni Magnussons Gade og Bygningsstyrelsens nye byggeri.
Der søges om forskellige dispensationer fra den for området gældende lokalplan nr. 551 ”Kalvebod Brygge Vest II”.

I lokalplanen er der krav om, at facaden i basen under tårnene skal udformes i glas og fremstå overvejende åben og aktiv med muligheder inden for transparens. Af hensyn til overholdelse af energikrav ønskes dele af facaden udført med isolerede partier bag glasset.

Byggeriet af IKEA er udskudt. Da krav til friarealer for Kaktus Tårnene ikke kan opfyldes på egen grund, men forudsættes at indgå i det grønne strøg på IKEA’s grund, ønskes der dispensation til midlertidigt at indrette de manglende friarealer på terræn på IKEA’s grund.
Projektet er således ikke i overensstemmelse med lokalplan nr. 551 ”Kalvebod Brygge II”.

I henhold til § 3, stk. 3, skal kollegie- og ungdomsboliger have et bruttoetageareal på mellem 25 og 50 m2. Der søges om dispensation til at indrette 33 af bebyggelsens 495 ungdomsboliger med et bruttoetage-areal på 56 m2 med den begrundelse, at de indrettes som handicapegnede.

I henhold til § 4, stk. 6, fastlægges der en hovedsti gennem landskabs-strøget i princippet som angivet på tegning nr. 4 og 5a med en bredde på mindst 3 m. Der søges om dispensation til at reducere stibredden på taghaven til 2 m på de lige stræk. I stiens sving bliver den 3-4 m bred. Ønsket om dispensation begrundes med, at det dermed undgås at etablere uforholdsmæssigt høje opbygninger under stien på den meget skrånende tagflade. Desuden giver den større bredde i svingene god passage og overhalingsmuligheder, og taghaven vil fremtræde grønnere. Der vil højst være 50 m mellem hver overhalingslomme på sti-forløbet.

I henhold til § 5, stk. 2, skal ny bebyggelse opføres i overensstemmelse med den på tegning nr. 3 og 4 viste principielle bebyggelses-plan, der angiver en sammenhængende facade med et kurvet forløb mellem de to tårne med en plads foran og butikker og adgange i facaden. Der søges om dispensation til i stedet at indrette en selvstændig rund bygningsdel med et offentligt tilgængeligt byrum omkring, hvorfra der er er adgange til butikker og de to tårne samt til et stort rum med cykelparkering.

Høringsmaterialet ligger som bilag.

Løsning

Forretningsudvalget har drøftet høringsmaterialet og bedt Teknik- og Miljøudvalget om at udarbejdet et svar. Forretningsudvalget er ikke positive overfor at der bliver givet dispensation.

Vesterbro Lokaludvalg bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at lave et høringssvar og indsende det rettidigt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Lokaludvalget.

Videre proces

Sekretariatet understøtter udvalget i at få indsendt høringssvaret.

 

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Jørgen sender tilføjelse til høringssvaret, hvorefter det blev godkendt.

Til top