B-sag: Beslutning om 2026-puljeansøgninger til Vanløsepuljen
Indstilling
Det indstilles på baggrund af puljegruppens drøftelser,
1. at Vanløse Lokaludvalg støtter med 7.928 kr. i 2026-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Inkluderende toiletfaciliteter og period care til Genforeningspladsen.
2. at Vanløse Lokaludvalg giver afslag til ansøgningen: Nova Sessions – To dage med jazz, latin og afro i Vanløse
3. at Vanløse Lokaludvalg støtter med 13.200 kr. i 2026-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Kravlenisserne - et Julecirkus show & workshop
Problemstilling
1. Boldklubben Union: Inkluderende toiletfaciliteter og period care til Genforeningspladsen
Boldklubben Union ønsker at opsætte tre dispensere med gratis menstruationsprodukter på klubbens toiletter på Genforeningspladsen. Formålet er at skabe mere inkluderende og trygge rammer for piger og kvinder samt mindske barrierer for deltagelse i idræts- og foreningslivet. Ordningen skal afprøves i november og december 2026 med henblik på at vurdere behovet for en permanent løsning. Klubben forventer, at cirka 300 personer vil få glæde af initiativet, og ønsker efter forsøgsperioden selv at finansiere den løbende drift. Der søges om 7.928 kr.
Puljegruppens indstilling: Projektet bevilges støtte på 7.928 kr., da projektet understøtter et fint initiativ i Vanløse, der har til formål at flere føler sig velkomne og inkluderet i de lokale foreningers fællesskaber. Støtten gives som en underskudsgaranti.
2. Nova Foundation: Nova Sessions – To dage med jazz, latin og afro i Vanløse
Nova Foundation ønsker at afholde to koncertdage den 11. og 12. december 2026 på Stairway i Vanløse. Arrangementet byder på fire bands inden for latin jazz, afro og moderne eksperimenterende jazz. Formålet er at styrke Vanløses kulturliv og skabe et musikalsk mødested for lokale borgere og et bredere publikum. Koncerterne er offentligt tilgængelige med entré, og der forventes samlet 200 publikummer. Projektet gennemføres i samarbejde med Stairway og finansieres desuden gennem billetindtægter og ansøgt fondsstøtte. Der søges om 22.000 kr.
Puljegruppens indstilling: Projektet indstilles til afslag. Afslaget begrundes med, at projektet ikke vurderes at have en tilstrækkelig stærk lokal forankring i Vanløse. Der efterspørges eksempelvis inddragelse af lokale musikere eller konkrete tiltag, der i højere grad gør koncerterne til en særlig begivenhed for Vanløses borgere.
3. Cph Circus Space: Kravlenisserne – et julecirkusshow og workshop
Cph Circus Space ønsker at afholde et julearrangement for børn og børnefamilier den 12. december 2026 på Kulturstationen Vanløse. Arrangementet kombinerer to professionelle cirkusforestillinger med en nisseforhindringsbane, julekortværksted og fælles juleaktiviteter. Formålet er at skabe en hyggelig og inkluderende juleoplevelse, hvor lokale familier kan mødes om bevægelse, kreativitet og scenekunst. Arrangementet gennemføres i samarbejde med Kulturstationen, og der forventes cirka 100 deltagere. Der søges om 13.200 kr.
Puljegruppens indstilling: Projektet bevilges støtte på 13.200 kr., da projektet understøtter et mangfoldigt kulturtilbud i Vanløse, der har til formål at skabe fællesskab i december. Støtten øremærkes til alle udgifter undtagen “Eventkoordinator”, da lokaludvalget ikke støtter udgifter forbundet med projektledelse eller koordinering. Støtten gives som en underskudsgaranti.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender puljegruppens indstillinger til beslutning om afslag eller bevilling af 2026-puljemidler som underskudsgaranti fra Vanløsepuljen.
Økonomi
Der er i alt tre 2026-puljeansøgninger, der alle behandles som B-sag.
Der ansøges om et samlet beløb på 43.128 kr. Der er 124.938 kr. tilbage i Vanløsepuljen. Såfremt lokaludvalget beslutter at følge puljegruppens indstillinger, vil lokaludvalget bevilge midler for 21.128 kr. og have 103.810 kr. tilbage i Vanløsepuljen.
Videre proces
Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.