Orientering om datapakke og borgerpanelsundersøgelse
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering om datapakke til efterretning
2. at Vanløse Lokaludvalget tager orientering om resultat af fælles borgerpanelsundersøgelse til efterretning.
Problemstilling
Hvert fjerde år –når der konstitueres nye lokaludvalg –udarbejder Økonomiforvaltningen (Kontor for Analyse og Klima) et nøgletalskatalog for hvert af Københavns 12 lokaludvalgsområder.
Kataloget for Vanløse indeholder nøgletal om Vanløse og om Vanløses indbyggere bl.a. befolkningsudvikling, socioøkonomi, social udsathed, helbred, erhverv og beskæftigelse, byudvikling og trafik samt skole og fritidsliv. Vanløse sammenlignes med de øvrige lokaludvalgsområder og/eller hele København. Kataloget er vedlagt som bilag på internetdagsorden og særskilt i den trykte udgave.
Nøgletalskataloget viser, at Vanløse på mange områder ligger tæt på gennemsnittet for København, men med enkelte forskelle. Vanløse har haft en lavere befolkningsvækst end København samlet, og befolkningstallet forventes kun at stige svagt frem mod 2035. Bydelen har samtidig en lidt mere etableret befolkningssammensætning med færre ungevoksne og lidt flere børn, familier og borgere over 40 år.
På sundheds- og trivselsområdet ligger Vanløse generelt tæt på Københavns gennemsnit. Livstilfredshed, selvvurderet helbred, ensomhed og stress adskiller sig ikke markant fra resten af byen. Der er dog en lidt større andel borgere med lav fysisk aktivitet og inaktiv transport.
Vanløse adskiller sig også ved at have en lavere andel borgere, der udfører frivilligt arbejde, end København samlet.
Socioøkonomisk ligger Vanløse en smule over gennemsnittet. Den disponible indkomst er lidt højere end i København samlet, og beskæftigelsesgraden blandt de 25-64-årige er også lidt højere. Samtidig er andelen af borgere i relativ fattigdom lavere end gennemsnittet for København.
Fælles borgerpanelundersøgelse
Vanløse Lokaludvalg godkendte i september 2025 at udsende en kombineret fælles og lokal borgerpanelundersøgelsen.
Den fælles borgerpanelundersøgelse er gennemført som et tillæg til lokaludvalgenes datapakker. De fælles spørgsmål er udarbejdet på tværs af bydele vedr. borgernes engagement i deres lokalområde og nabolag. Lokaludvalget har selv udarbejdet de lokale spørgsmål, der er medsendt den fælles borgerpanelundersøgelse, dog kun til Vanløses panel.
Undersøgelsen har været åben fra 26. november til 10. december 2025, og 9 ud af 12 lokaludvalg har udsendt den. I alt har 6.313 respondenter gennemført undersøgelsen. Vanløse står for 12 pct. af de samlede besvarelser, svarende til 763 respondenter. Respondenterne fra Vanløse er ikke repræsentativt for Vanløses befolkning, da den kun er besvaret af ganske få under 30 år. Rapporten for den fælles borgerpanelundersøgelsen og de lokale spørgsmål er vedhæftet som bilag på internetdagsorden og ligger særskilt i den trykte udgave.
Fælles borgerpanelundersøgelse
Den fælles borgerpanelundersøgelse viser overordnet, at borgerne i København er meget glade for at bo i deres lokalområde. På tværs af byen svarer 61 pct., at de er meget enige i, at de er glade for at bo i deres lokalområde, mens 32 pct. er enige. For Vanløse er billedet også meget positivt: 55 pct. svarer, at de er meget enige, og 37 pct. svarer, at de er enige. Det betyder, at 92 pct. af respondenterne i Vanløse samlet set er glade for at bo i bydelen.
Vanløseborgerne peger især på fire kvaliteter ved lokalområdet. 50 pct. fremhæver nærhed til rekreative muligheder som parker, vand, skov og lignende. 46 pct. fremhæver nærhed til byliv, herunder caféer, handlemuligheder, kulturelle tilbud og natteliv. 45 pct. peger på, at der er fred og ro, mens 37 pct. fremhæver godt naboskab.
På frivillighedsområdet viser undersøgelsen, at en stor del af respondenterne ikke har udført frivilligt arbejde inden for de nævnte organisationstyper det seneste år
Lokale spørgsmål
Resultatet af de lokale spørgsmål viser, at mange respondenter først og fremmest identificerer sig som Vanløseborgere (43 %) eller københavnere (33 %).
Det, der især gør Vanløse særlig, er ifølge svarene de gode transportmuligheder (77 %), kombinationen af by og natur (41 %) samt de rolige villaveje (31 %).
Kendskabet til Vanløse Lokaludvalg er blandet: 46 % kender til lokaludvalget og en smule til arbejdet, mens 32 % kun kender navnet. Borgerne efterspørger især mere information om byudvikling og nye projekter (65 %), politiske beslutninger på Rådhuset, der påvirker Vanløse (59 %), vejarbejde og praktiske ændringer (51 %) samt klima, grønne områder og naturligt liv (45 %).
Løsning
Vanløse Lokaludvalg tager orientering om datapakke og resultat af fælles borgerpanelsundersøgelse til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Vanløse Lokaludvalg kan arbejde videre med datapakke og resultatet af borgerpanelundersøgelse i forbindelse med udarbejdelse af lokaludvalgets bydelsplan.