Mødedato: 18.04.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Meddelelser

Se alle bilag

Status botilbudspladser på Linde Allé
Byggeriet på Linde Allé 40 står nu næsten klar til at blive overdraget til Socialforvaltningen. Forvaltningen forventer at kunne holde indvielse af botilbuddet i slutningen af august og idriftsættelse vil ske fra starten af september 2024.
Forvaltningen har orienteret naboer og de tidligere medlemmer af følgegruppen som har udtrykt interesse for forsat information, om at Socialforvaltningen nu vil arbejde for at oprette et nabonetværk, som gennem en række møder og dialog vil arbejde for et godt naboskab med lokalområdet.

Bydækkende trafikparadigme for lokale trafikplaner - møde planlægges fra TMF på tværs for LU-medlemmer
Kontoret for mobilitet i Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at udarbejde et bydækkende paradigme for lokale trafikplaner. Det skal være et rammesættende værktøj, der skal anvendes, når der udarbejdes lokale trafikplaner for et område eller en bydel i København.

Temagruppen for trafikken i Vanløse har drøftet emner, en trafikplan skal have fokus på at løse i Vanløse og har indmeldt: Indfaldsveje, sikre skoleveje og gode forhold for svage trafikanter til forvaltningen.

Forvaltningen planlægger desuden et tværgående møde for lokaludvalgsmedlemmer, hvor det bydækkende paradigme for lokale trafikplaner drøftes.

Invitation til dialogmøde om Idrætsplan og Plan for Fremtidens Svømmetilbud.
Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at udarbejde en Plan for Fremtidens Svømmetilbud i København og en idrætsplan for København. Kultur- og Fritidsforvaltningen inviterer i den anledning lokaludvalgene til et dialogmøde, hvor forvaltningen er interesseret i at få lokaludvalgenes syn på særlige opmærksomhedspunkter, og hvad lokaludvalgene synes er vigtigt i den videre udvikling af idrætsplanen og Plan for Fremtidens Svømmetilbud. Oplæg til begge kan ses som bilag på internetdagsorden.

Dialogmødet finder sted tirsdag den 7. maj kl. 17.00 til 19.30 i Østerbrohuset (salen) Århusgade 103 via tilmelding på ir4e@kk.dk senest den 28. april.

Dato for Kids Tour
Vanløse Lokaludvalg har via Vanløsepuljen støttet Kids Tour, som er Danmarks største cykelløb for børn. Arrangøren af arrangementet har meldt ud, at cykelløbet vil finde sted den 14. september 2024. Temagruppen Idræt, bevægelse og sundhed deltager i planlægningsarbejdet i form af kontakt til lokale foreninger, som er interesseret i at præsentere sig selv på dagen (f.eks. en bod eller aktivitet). 

Rokering i lokaludvalget
Borgerrepræsentationen forventes at godkende Akeel Abbas som ny 1. suppleant på området for Børn, unge, idræt, kultur og fritid i møde den 18. april 2024.

Foranalyse af Grøndalsparken
Kontoret for Klimatilpasning, Københavns Kommune har udarbejdet en Masterplan for bl.a. Grøndalsparken med henblik på at håndtere skybrud i fremtiden og har i den forbindelse netop opstartet en foranalyse, som skal skitsere en samlet løsning på baggrund af Udviklingsplanen og Masterplanarbejdet med COWI som rådgiver i løbet af det kommende år. I den forbindelse vil de meget gerne i dialog med Vanløse Lokaludvalg, både omkring den lokale viden og med henblik på et samarbejde omkring dialog med Vanløseborgerne. Foranalysen for fremtidens Grøndalspark skal politisk behandles i løbet af efteråret og vinteren 2024/25.

Deadline for indmeldelse af punkter/projekter til næste LU-møde
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 23. maj 2024 er mandag den 13. maj. Dagsorden sendes ud den 17. maj 2024.

 

NYE MEDDELELSER i mødet:

Reception for lokaludvalgsmedlemmer den 13. maj kl. 17-18
Overborgmesteren inviterer lokaludvalgsmedlemmer til reception på Rådhuset den 13. maj 2024 kl. 17-18. Der er tilmelding efter først til mølle jf. tidligere udsendt mail og bilag vedhæftet på internetreferat.

Tilmeldingsfrist til halvårsmøde med Teknik og Miljøforvaltningen den 23. april 17-18.30
Af hensyn til bestilling af forplejning er der tilmelding senest kl. 16 i morgen fredag den 19. april til halvårsmøde med Teknik og Miljøforvaltningens afdelinger for hhv. Plan og Bygninger. Mødet afholdes i Kultursalen kl. 17-18.30 jf. tidligere udsendt mail.

Svar fra Teknik og Miljøforvaltningen vedr. vejbump og skiltning
Teknik og Miljøforvaltningen har svaret Vanløse Lokaludvalg på henvendelse vedtaget på sidste ordinære udvalgsmøde om vejbump og skiltning på Ådalsvej. Forvaltningen vil gerne mødes med lokaludvalget og lokale interessenter, jf. bilag vedhæftet på internetreferat.

HUSK tilmelding til seminar senest søndag den 28. april 2024
Husk at udfylde afstemningsskema i doodle eller send sekretariatet en mail med de weekenddatoer i november 2024, hvor I har mulighed for at deltage i lokaludvalgets heldagsseminar, jf. tidligere udsendt mail.

Møde om foranalyse for fremtidens Grøndalspark
Temagruppen for Natur og Miljø får besøg på mødet den 6. maj kl. 17 af projektleder fra Klimatilpasningsenheden, der står for foranalyse for fremtidens Grøndalspark, som kommer og introducerer projektet. Det er muligt for interesserede udvalgsmedlemmer at deltage, hvis man sender sekretariatet en mail senest den 30. april af hensyn til evt. yderligere forplejning.

Til top